Færre børn og unge i EU – og tendensen fortsætter…
Nye tal fra eurostat[1] viser, at der i løbet af de seneste 20 år (fra 1994-2014) er blevet stadigt flere ældre (over 65 år) og stadigt færre børn og unge (under 30 år) i EU. I 2014 var der 507 mio. indbyggere i de 28 EU-lande, hvoraf 169 mio. (eller 30 pct.) var børn og unge. Hertil kommer, at antallet af ældre er steget, således at der siden 2004 har været flere ældre end børn (under 15 år). I 2014 var der således 79,1 mio. børn og 93,9 mio ældre.
Som en konsekvens af disse to tendenser er gennemsnitsalderen i EU steget fra 35 år i 1990 til 42 år i 2013. Det er en gennemsnitlig stigning på fire måneder om året i løbet af de seneste to årtier.
For at få et indtryk af, hvor alvorlig situationen er i EU, giver eurostat os mulighed for at sammenligne med tallene i andre verdensdele i perioden 2000-2010. I EU udgjorde gruppen af børn og unge (0-29 år) i 2010 34,4 pct. af den samlede befolkning, mens andelen af børn og unge i hele verden var 52,4 pct. Øverst i statistikken finder man lande som Indien (57,7 pct.) og Brasilien (51,8 pct.), men også USA har flere børn og unge end EU (40,7 pct.). Det eneste land, der havde en ringere andel af børn og unge end EU var Japan med kun 29,2 pct.
Irland og Cypern havde i 2014 den største andel af børn og unge i EU: henholdsvis 40,1 og 39,0 pct., mens Italien og Tyskland lå nederst i statistikken med henholdsvis 29,2 og 30,1 pct.
Læs også: Italiens sundhedsminister slår alarm
Som nævnt er gennemsnitsalderen i EU steget i de seneste årtier. Det skyldes for en del, at vi lever længere end før. I tiåret 2002 til 2012 steg den forventede levealder således 2½ år – for mænd 3,0 år og for kvinder 2,2 år.
Endelig kan man se på fertilitetskvotienterne, nærmere bestemt antallet af børn pr. kvinde i den fødedygtige alder. I 2008 – inden den økonomiske krise satte ind – var tallet i EU 1,61. I 2012 var det faldet til 1,58. Det vil på længere sigt føre til et faldende befolkningstal, eftersom der kræves 2,1 fødsler pr. kvinde for at bevare status quo. Flest fødsler er der Irland og Frankrig – begge med 2.01. Danmark er nr. 7 efter Storbritannien, Sverige, Finland og Belgien – i bunden ligger Portugal (1,28), Polen (1,3) og Spanien (1,32). Samtidig kan man konstatere, at kvinder venter længere end tidligere med at få børn. Kun lidt under 48 pct. af alle børn fødes af mødre under 30 år.
Og hvad bliver så følgerne af den udvikling, som kan aflæses i alle disse tal? Eurostat konkluderer, at EU’s befolkningstal samlet vil falde i de kommende årtier, såfremt antallet af indvandrere holder sig stabilt. Det vil kunne give anledning til mangel på arbejdskraft, fordi der bliver færre i den erhvervsaktive alder, og sideløbende hermed til stigende udgifter til servicering af ældre, som udgør en stadigt stigende andel af den samlede befolkning.
Den udfordring, man hermed kommer til at stå over for, siger eurostat, er derfor på den ene side, hvordan man skal kunne skabe økonomisk vækst i lande med en faldende arbejdsstyrke, og på den anden side, hvordan man skal kunne opretholde en velfærdsmodel med folkepension og sundhedsydelser til et stadigt voksende segment af ældre.
Tilsvarende overvejelser har man for nylig gjort sig i Moody’s Investor Service i en rapport,[2] hvor man peger på behovet for både politiske reformer og en fortsat udvikling af teknologien, hvis man skal kunne klare fremtidens udfordringer. De kommer ifølge Moody blandt andet til at bestå i, at man globalt frem til 2020 vil opleve et fald i den økonomiske vækst på 0,4 pct. og herefter i perioden 2020-2025 på 0,9 pct. – med store regionale forskelle. Omkring år 2050, vurderer Moody, vil der i u-landene være fire i den erhvervsaktive alder for hver pensionist, mens der i i-landene kun vil være to. I EU vil det gå værst ud over lande med svage økonomier såsom Grækenland og Portugal samt de fleste østeuropæiske lande.
At Danmark ikke går ram forbi, fremgår af nye beregninger fra Finansministeriet af det såkaldte ”demografiske træk”, der ifølge Jyllands-Posten (23.04) viser ”at befolkningsudviklingen på sigt vil føre til et markant højere pres på de offentlige budgetter efter 2020 end i årene frem til 2020.”
Det har umiddelbart ført til et politisk skænderi om, hvor pengene skal komme fra til at finansiere de stigende udgifter, og herunder selvfølgelig om, hvem der skal bære byrderne. Til gengæld er der tilsyneladende ingen, der har lyst til at diskutere, hvorfor vi er havnet i denne suppedas, og hvad vi kan gøre for at vende udviklingen – som om fødselsunderskuddet var en slags naturkatastrofe, der har ramt os, uden at vi selv har været skyld i det. Årsagerne til den aktuelle misere er mange, men de kan alle føres tilbage til årtiers politiske beslutninger, hvor man har lukket øjnene for den kendsgerning, at familien er samfundets byggesten. Undergraver man familien som institution, skrider hele bygningen sammen.
[1] http://ec.europa.eu/eurostat/product?code=KS-05-14-031
[2] Population Aging Will Dampen Economic Growth over the Next Two Decades
Se artiklen i printvenlig version