Den 4. december i det forgangne år bragte vi en artikel om debatten blandt nutidens erklærede ateister, som blandt andet drejede sig om den engelske forfatter og debattør Richard Dawkins’ interessante kovending i forhold til spørgsmålet om kristendommens rolle i det moderne samfund.
Denne kovending bestod i, at Dawkins – som hidtil havde hævdet, at betingelsen for at skabe et bedre og lykkeligere samfund måtte være at udslette kristendommen fra jordens overflade – nu var nået til at se kristendommen som et nødvendigt bolværk mod ”noget meget værre”.
I den forbindelse er det interessant at bemærke, at Dawkins peger på kristendommen som en mulig redningsplanke – og ikke på det menneske- og tilværelsessyn, han selv repræsenterer. Til The Times sagde han således den 5. oktober 2019: ”Folk vil sandsynligvis ikke vige tilbage for at gøre ”bad things”, såfremt de ikke længere føler, at Gud holder øje med dem.”
I sin seneste bog Outgrowing God (2019) har han ligeledes alvorlige kvaler med at få sit ateistiske livssyn til at harmonere med, at mennesker, som oprigtigt tror på, at Gud holder øje med alt, hvad de foretager sig, ser ud til at være bedre mennesker: ”Jeg må indrømme, at jeg hader den tanke” skriver han”. ”Jeg vil gerne tro på, at mennesker er bedre end som så. Jeg vil gerne tro på, at jeg er ærlig, uanset om nogen holder øje med mig eller ej.” Men, som det fremgår af hans formulering, har han svært ved at bevare troen på ”det gode menneske”.
Sekulariseringens rødder
Dawkins’ dilemma består således hovedsageligt i, at han ikke kan affinde sig med tanken om at være et syndigt menneske og derfor som alle andre ateister nægter at se i øjnene, at de problemer og konflikter, vi lider under i denne verden, kan føres tilbage til arvesynden (se igen citatet fra KKK 405 i den første artikel). I KKK 407, som indledningvis konstaterer, at arvesynden ”er knyttet til læren om forløsningen ved Kristus” (i og med at arvesynden var årsagen til, at menneskene overhovedet havde behov for at blive forløst), læser vi:
”At se bort fra, at mennesket har en såret natur, som er tilbøjelig til det onde, giver anledning til alvorlige fejlgreb på områder som opdragelse, politik og samfundsmæssigt engagement og sæd og skik.”
Det er nærliggende heri at se en hentydning til 1700-tallets såkaldte oplysningsfilosoffer, som i høj grad har stået fadder til det moderne ateistiske menneske- og tilværelsessyn, heriblandt ikke mindst Jean-Jacques Rousseau, som hævdede, at mennesket fra naturens hånd er godt. Det onde, mente han, skal først og fremmest føres tilbage til den private ejendomsret, der har skabt ulighed, misundelse og splid mellem menneskene.
Rousseaus tanker om ”det gode menneske”, som lever i pagt med naturen, om opdragelse og om det ideelle samfund fik en enorm udbredelse i samtiden og banede vejen for et menneskesyn, der som allerede antydet placerer årsagen til alt ondt i omstændigheder uden for mennesket selv. Denne opfattelse lever stadig i bedste velgående. Tænk blot på 1968-generationens mantra: ”Det er samfundets skyld!”
Sekulariseringens konsekvenser
Den logiske konsekvens af at afvise Kirkens lære om arvesynden er således, at det onde grundlæggende skal bekæmpes ved at ændre samfundets struktur. Dermed, forestiller man sig, kan man ”skabe” et nyt harmonisk menneske og et perfekt samfund. Men nissen flytter med ofte i skikkelse af de personer, som ikke uden videre er villige til at acceptere den nye samfundsmodels præmisser, og som derfor kommer til at fremstå som en hindring for det fælles bedste og til syvende og sidst som repræsentanter for det onde. De må naturligvis ”overtales” og om nødvendigt isoleres eller på anden vis uskadeliggøres.
Således går der en lige linje fra oplysningstiden til Den franske Revolution (1789), hvor de nye magthavere præsenterede deres projekt som et samfund bygget på frihed, lighed og broderskab. Resultatet blev som bekendt et ganske andet – i dette tilfælde ”rædselsregimet” under Robespierre, hvor enhver, som blot var under mistanke for at modarbejde regimet, risikerede at blive henrettet i guillotinen.
Herfra kan der trækkes endnu en linje til Den russiske Revolution i 1917, hvor drømmen om det perfekte samfund endnu engang blev afprøvet i praksis. Den kom i de følgende år – helt frem til 1991 – til at koste millioner af mennesker livet og en ufattelig sum af lidelser.
Det særlige ved dette projekt, som i hovedsagen bygger på den tyske samfundsfilosof Karl Marx’ teorier om samfundsøkonomien og den ”nødvendige” samfundsudvikling, er, at det ikke blot vil være en teori blandt andre teorier, men en totalforklaring på, hvordan verden ser ud og skal forstås. Og ved i sin propaganda at lægge sig tæt op ad kristendommens glade budskab, er marxismen kommet til at fremstå som en frelsesreligion, der vil kunne gøre en ende på alle vores trængsler i denne verden.
Dette forhold kan i store træk beskrives således:
Kristendommen fortæller os, at de første mennesker levede et lykkeligt liv i Edens have i et harmonisk fællesskab med Gud.
Marxismen fortæller os, at vi oprindeligt levede i et harmonisk samfund (det feudale samfund), hvor der var en sund balance mellem arbejde og indtjening.
Kristendommen fortæller os, at det onde kom ind i verden ved syndefaldet, således at vi mistede fællesskabet med Gud og blev slaver af synden.
Marxismen fortæller os, at harmonien brød sammen, da kapitalismen holdt sit indtog og ændrede den måde, vi levede og arbejdede på, og således gjorde os til slaver af kapitalisterne.
Kristendommen fortæller os, at Jesus ved forløsningen befriede menneskene for dødens og syndens magt og dermed banede vejen for Gudsriget på denne jord og for det evige liv efter døden.
Marxismen fortæller os, at revolutionen har besejret eller nødvendigvis vil besejre kapitalismen og dermed bane vejen for proletariatets diktatur.
Kristendommen fortæller os, at Gud vil være med os indtil verdens ende, hvorefter der vil komme en ny himmel og en ny jord. Og han vil tørre hver tåre af vores øjne.
Marxismen fortæller os, at i det øjeblik revolutionen er fuldstændigt gennemført, vil det klasseløse samfund opstå, hvor alle lever i indbyrdes fred og harmoni, yder efter evne og nyder efter behov.
Vi kunne trække mange flere linjer til nutidens falske frelsesideologier, men her nøjes vi af pladshensyn med at tilføje, at den foruroligende udvikling, der har bragt uorden i den garvede ateist Richard Dawkins’ verdensbillede, ikke udelukkende kan føres tilbage til fornægtelsen af syndefaldet, men i lige så høj grad bør ses i lyset af nutidens forvrængede opfattelse af kærligheden.
Som vi konstaterede i den 2. artikel om efterfølgelsen, siger Paulus om kærligheden, at den ikke søger sit eget. Det er på den baggrund, det bliver helt tydeligt, at det tomrum, frafaldet fra kristendommen har skabt i vor del af verden, ikke er forblevet tomt, men har givet plads til kærlighedens diametrale modsætning: egoismen. Selvopofrelse er blevet fortrængt af selvrealisering og selvpromovering og håbet om frelse udskiftet med forventningen om, at det selvberoende menneske skulle være i stand til at skabe tryghed og beskytte os mod enhver form for lidelse i denne verden.
I denne coronatid kan epidemien være en påmindelse om vor magtesløshed i så henseende, når der faktisk kun skal en lillebitte partikel til for at få projektet til at synke i grus. Det er kun ved igen at overlade Gud tronen og tage imod Hans frelse i påskemysteriet og opstandelsen, at vi kan kan håbe og tro på en lykkelig udgang for den lidende menneskehed.
P.S. : Vi har ikke glemt, at opstandelsen i allerhøjeste grad hører med til påskemysteriet. Hvad dette angår, henviser vi til to artikler, vi tidligere har bragt: Kort om opstandelsen og Kan man tro på opstandelsen?
Se artiklen i printvenlig version