Kort om Opstandelsen
0 1346 08 januar, 2015 Kirken om..., Opstandelsen januar 8, 2015 Indlæg af

Kort om Opstandelsen

Men er Kristus ikke opstået, er vores prædiken tom, og jeres tro er også tom (1 Kor 15,14).

Paulus slår med disse ord fast, at kristendommen står og falder med troen på opstandelsen. Men hvorfor nu det? Hvorfor er opstandelsen så vigtig?

Det er den, fordi den er det endegyldige svar på spørgsmålet om, hvem Jesus er. I Matthæusevangeliet 16,13-15 stiller Jesus dette spørgsmål til sine disciple: ”Hvem siger folk, at Menneskesønnen er? ” Og de giver ham dette svar: ”Nogle siger Johannes Døber, andre Elias, og andre igen Jeremias eller en anden af profeterne.”  Her møder vi forestillingen om, at Jesus godt nok var et usædvanligt menneske, en stor profet og lærer, men til syvende og sidst blot et menneske som alle os andre – en forestilling, som i takt med afkristningen af vor del af verden igen har vundet terræn.

Den engelske forfatter og kristne tænker C.S. Lewis reagerede kraftigt mod denne opfattelse i sin bog ”Det er kristendom”(1942), hvor han betegner den som ”afsindig” og som noget ”nedladende vås”. Du kan se et udførligt citat her.

Men lad os nu først i al korthed se på, hvad Kristi opstandelse er, og allerførst på, hvad den ikke er:

Opstandelsen er ikke

  • blot et mirakel, hvor Jesus vækkes til live igen efter sin død på korset. Den slags mirakler udførte Jesus selv, f.eks. på Jairus’ datter (Mark 5,21 ff) og på Lazarus (Luk 7,11 ff). Her var der tale om, at mennesker blev kaldt tilbage til livet af Jesus og derefter fortsatte et almindeligt liv på jorden for som alle andre at dø på et senere tidspunkt.
  • en skrøne opfundet af hans disciple. Det ser man alene af det faktum, at disciplene er de første til at tvivle på, hvad kvinderne fortæller efter at have set den tomme grav. Det vender vi tilbage til.

Opstandelsen er derimod

  • den i verdenshistorien enestående begivenhed, at Jesus opstod fra de døde med et forherliget legeme: ”I sit opstandne legeme går Han fra dødens tilstand over i et andet liv hinsides tid og rum. Jesu legeme er i opstandelsen fyldt med Helligåndens kraft. Han deltager i det guddommelige liv i sin herligheds tilstand, så Paulus kan sige om Kristus, at Han er ”det himmelske menneske” (jf. 1 Kor 15,35-50)[1]. Det ser man f.eks. ved, at Jesus efter opstandelsen pludselig står midt iblandt disciplene, som ”holdt sig inde bag lukkede døre af frygt for jøderne” (Joh 20,19), eller ved, at han viser sig som havemand (Joh 20,14-15) eller ”i en anden skikkelse” (Mark 16,12) for derved at vække troen hos disciplene.
  • en guddommelig indgriben, hvor de tre personer (Fader, Søn og Helligånd) handler i forening og alligevel som selvstændige personer: ”Men Gud gjorde en ende på dødens veer og lod ham opstå, for han kunne umuligt holdes fast af døden” (ApG 2,24). Samtidig er det Sønnen, der i kraft af sin guddomsmagt udvirker sin egen opstandelse – ”Jeg sætter mit liv til for at få det tilbage … Jeg har magt til at sætte det til, og jeg har magt til at få det tilbage” (Joh 10,17-18) – og Helligånden, som endegyldigt åbenbarer Jesus som Guds Søn: ”… i kraft af Helligheds Ånd stadfæstet som Guds Søn med magt og vælde, da han opstod fra de døde” (Rom 1,4).
  • kilde til vores egen opstandelse, når vi engang dør: ”Kristus er opstået fra de døde som førstegrøden af dem, der er sovet hen… For ligesom alle dør med Adam, skal også alle gøres levende med Kristus” (1 Kor 15,20-22). Den opstandne Kristus lever allerede nu i sine troendes hjerter, ”for at de ikke længere skal leve for sig selv, men for ham, der døde og opstod for dem” (2 Kor 5,15).

 

Er der tale om en opdigtet historie?

Det forekommer af mange grunde usandsynligt. Her er nogle af dem:

  • De mange vidner. Først og fremmest Peter og de Tolv, som ser ham og taler med ham efter opstandelsen. Men ikke kun dem. Paulus henviser i Kor 15,3 ff. til ”hvad jeg også selv har modtaget” – altså til, hvad man har lært og troet i den unge Kirke, og samme sted til, at den opstandne Jesus blev ”set af over 500 brødre på én gang”.
  • Disciplenes umiddelbare reaktion. Som nævnt tvivler de på kvindernes vidnesbyrd: ”De sagde dette til apostlene, men det lød for dem som løs snak, og de troede ikke kvinderne” (Luk 24,11). På vandringen til Emmaus er disciplene endnu ”bedrøvede” (Luk 24,18) og har ikke forstået meningen med det, der er sket. Det bebrejder Jesus dem: ”Til sidst viste han sig for de elleve selv, mens de sad til bords, og han bebrejdede dem deres vantro og hårdhjertethed, fordi de ikke havde troet dem, der havde set ham efter hans opstandelse” (Mark 16,14). Selv efter at have set den opstandne Jesus tvivler de (Luk 24,38), fordi sagen forekommer dem så umulig: ”De blev bange og forfærdede og troede, det var en ånd”. ”Af bare glæde kunne de stadig ikke tro, men undrede sig” (Luk 24,41). Læg hertil beretningen om Den vantro Thomas (Joh 20,24 ff), som ikke vil tro, før han ”ser naglemærkerne i hans hænder” og stikker sin hånd ”i hans side”. Alt dette peger på, at disciplenes tro på opstandelsen bygger på konkrete oplevelser med den opstandne Kristus.
  • At Jesu opstandelse skulle være en propagandahistorie fabrikeret af disciplene, modsiges af, at opstandelsen forekommer dem selv uforståelig og fornuftsstridig. Ville man bruge en historie, man ikke selv ville tro på, til at overbevise andre? Ligeså vanskeligt bliver det at sandsynliggøre, at de samme disciple skulle have været villige til at gå i døden for denne tro – vel vidende, at der var tale om et bedrag.

Konklusion

Jesu opstandelse er det definitive bevis for, at han både er Gud og menneske. Tror man ikke på det, tror man heller ikke på den nikænsk-konstantinopolitanske trosbekendelses konstatering af, at Jesus Kristus er ”født af Faderen forud for alle tider, Gud af Gud, født, ikke skabt, af samme væsen som Faderen…” Så reducerer man Jesus til blot at være et menneske, og hvorfor skulle man så vælge at stole på netop denne ”profet”? Profeter er der som bekendt mange af, både i fortiden og nutiden. Ikke overraskende, at forestillingen om Jesus som en guru blandt andre har fået magt i en tid med massivt frafald fra den centrale kristne tradition.

 [1] Den Katolske Kirkes Katekismus stk. 646