Af Robert Royal.
Nu ved vi det altså. I grunden vidste vi det allerede, men savnede blot en udtrykkelig bekræftelse. Og nu er så den lange pinefulde ørkenvandring omsider ovre: fra pave Frans’ opfordring til kardinal Kasper om at tale til biskopperne i Rom i februar 2014 til pavens brev sidste uge til nogle argentinske biskopper med godkendelse af retningslinjer, som de havde udarbejdet i et fælles dokument, der fastslog, at fraskilte og gengifte (altså personer, der lever i et uægteskabeligt forhold, som vi har troet det i 2000 år i den romersk-katolske Kirke) i ”særlige tilfælde” kan modtage den hellige kommunion. Hele denne affære er besynderlig. Andet ord er der ikke for det.
Som jeg tit og ofte har skrevet på dette sted både før, under og efter de to familiesynoder, var det åbenlyst – i hvert fald for mig – at paven ønskede, at biskopperne skulle give deres samtykke til noget i retning af, hvad der senere blev kendt som ”Kasper-forslaget”. At han ikke fik et sådant samtykke – ja, at han blev mødt med betydelig modstand fra biskopper fra forskellige dele af verden – gjorde ham tydeligvis vred og fik ham ved afslutningen af den anden synode til i et nærmest snerrende tonefald at bemærke, at visse synspunkter ”fra tid til anden” var blevet fremført på en ”beklageligvis ikke helt velmenende måde.”
Nuvel, hvad der på den ene side kan udlægges som en ikke helt velmenende måde at udtrykke sig på, kan på den anden side ses som viljen til at forblive tro mod Jesu ord. Og siden da, og endda efter offentliggørelsen af Amoris laetitia, har katolikker – ja faktisk alle og enhver – været indviklet i ophedede og frugtesløse spekulationer om, hvorvidt tingene har ændret sig eller ej. End ikke den famøse fodnote 351 fik med rene ord sagt, hvad paven i virkeligheden mente.
Forvirringen var forståelig. Har en pave nogensinde før ændret noget af så stor betydning ved at anføre det i forvirrede fodnoter eller som i dette tilfælde i et privat brev til en lille gruppe lokale biskopper? I denne skjulte kontekst udtrykker han sig helt utvetydigt: ”Dokumentet er særdeles godt og forklarer fuldstændig, hvad meningen er med kapitel VIII i Amoris laetitia. Der er ingen andre fortolkninger” (forfatterens fremhævelse).
Jeg siger igen: besynderligt – både med hensyn til forløbet og substansen. Det tog endda flere dage, før det stod klart, at brevet til de argentinske biskopper – som var lækket og først senere blev bekræftet af Vatikanet – var autentisk. Pave Frans har ikke noget problem med at fremsætte utilslørede udtalelser såsom ”hvordan skulle jeg kunne dømme om det ?” og ”hvis du ikke sender dit affald til genbrug, skal du gå til skrifte.” Han raser – ofte med rette – mod karrierejag og sladder og splittelse i kurien, men bliver pludselig berøringsangst, når det drejer sig om ægteskab og familie. Men som den ungarske kardinal Peter Erdö kort og godt bemærkede under synoden: Det hele kan koges ned til denne ene valgmulighed: enten giver man kommunion til en bestemt gruppe mennesker, eller også gør man det ikke.
Selv nu, hvor Frans har sagt ja, hører vi igen og igen, at der er forbehold, nuancer og begrænsninger. Paven har ved flere lejligheder nægtet at kommentere ændringen for, som han sagde, at undgå at give ”et for unuanceret svar”. Men bortset fra, at han faktisk har gjort netop dette i mange andre sammenhænge, virker det i det mindste, som om han mener, at det i praksis vil være muligt at få denne proces manøvreret igennem med udtryk som støtte og skønsomhed, alle disse ord, som ikke har noget klart afgrænset betydningsindhold. De argentinske biskopper har selv gjort opmærksom på, at ændringen kun gælder i særlige tilfælde: ” Man må ikke forstå denne mulighed som en ubegrænset adgang til sakramenterne og heller ikke forestille sig, at enhver situation giver ret til at benytte den.”
Men uanset at de har erkendt faren, har de ikke undgået den. I den moderne verden opfatter enhver sig selv som et særtilfælde, og Gud nåde og trøste den sognepræst eller lokale biskop, som fremtidigt vil kunne beskyldes for at være for rigoristisk, fordi han ikke at bevilger særstatus til mange nok.
En katolik har ret til at bede om en smule støtte og skønsomhed for at kunne forstå, hvad Kirken lærer – ikke mindst for at få oplyst, hvad det er for kriterier, der afgør, om man kan få tilkendt særstatus. For nu at tage et konkret eksempel, som inden længe vil ophøre med at være hypotetisk: hvad med det homoseksuelle par, som er fast besluttet på at blive sammen, og som uden selv at være skyld i det hele deres liv har følt sig tiltrukket af deres eget køn? Da den første synode bevægede sig ind på dette spor, blev det betragtet som ekstremt og snart efter trukket tilbage af det lille antal biskopper, som støttede det. Men uden klare kriterier til at skelne sådanne tilfælde fra andre, hvor var så begrundelsen for at tage det af bordet?
I Kirkens 2000-årige historie – apostlenes, martyrernes, bekendernes, de store helgeners, de strålende kirkelærereres og de dybe mystikeres historie – har der ikke været nogen, der har betragtet den lære, der nu dukker op, som katolsk. Der var endda nogle, som ofrede deres liv for at forsvare ægteskabets uopløselighed. Så meget mere besynderligt er det at høre en pave kritisere dem, som forbliver tro mod denne tradition, og karakterisere dem som på en eller anden måde ubarmhjertige og beskylde dem for at stille sig på de hårdhjertede farisæeres side mod den barmhjertige Jesus.
Jeg har boet længe nok i Washington og tilbragt tilstrækkelig tid i Rom til ikke at stole på, hvad en journalist fortæller, at en en eller anden religiøs eller verdslig leder har betroet ham under fire øjne. Men jeg føler mig overbevist om, at da Eugenio Scalfari, den excentriske redaktør af La Repubblica – den socialistiske avis, som paven læser hver dag – sagde, at Frans havde fortalt ham, at han ville tillade alle kirkegængere at modtage kommunion, så kan det godt være, at han ikke havde forstået ordene helt korrekt. Men tankegangen havde han begrebet.
Ja, katolikkerne har nu en ny lære – ikke blot om skilsmisse og indgåelse af nyt ægteskab. Vi har også et helt nyt syn på eukaristien. Det er værd at huske på, at paven i januar – på sin kokette facon uden at udelukke muligheden – foreslog en gruppe lutheranere i Rom, at også de skulle ”tale med Herren” og ”gå fremad”. Faktisk modtog de senere kommunion ved en messe i Vatikanet på en således endnu mere sigende måde. Fraskilte og gengifte katolikker er syndere, men – i hvert fald i princippet – stadig katolikker. Er interkommunion med ikke-katolske kristne nu også blevet vedtaget, uden at nogen er blevet rådspurgt – nærmest som om en så betydningsfuld ændring i forståelsen af enhedens sakramente skulle være en ren bagatel?
Jeg siger dette med sorg i sinde. Men jeg er bange for, at den resterende tid af dette pontifikat vil blive hærget af horder af afvigere, nye pavelige kætterier og den overhængende fare for et – måske regulært – skisma.
Robert Royal er forfatter og chefredaktør af webtidsskriftet The Catholic Thing og formand for The Faith and Reason Institute i Washington, D.C. Hans seneste bog er A Deeper Vision: The Catholic Intellectual Tradition in the Twentieth Century, som er udkommet på Ignatius Press. Denne artikel blev først bragt i The Catholic Thing (www.thecatholicthing.org) og gengives her i oversættelse med forfatterens tilladelse.
Se artiklen i printvenlig version