”Jeg føler, at vi har mistet ethvert fodfæste og ligesom Alice i eventyrland er dumpet ned i et parallelunivers, hvor intet er helt, hvad det giver sig ud for at være.” – Professor Anna M. Silvas, University of New England
Pave Frans’ apostoliske skrivelse Amoris laetitia (Kærlighedens Glæde) har siden offentliggørelsen den 8. april i år givet anledning til en strøm af kritiske kommentarer i den katolske verden, og foreløbig er der ikke noget, der tyder på, at kritikken er ved at forstumme.
Det ser vi nærmere på i denne og en følgende artikel.
Senest har LifeSiteNews produceret en video[1], hvor 16 ledere af internationale katolske Pro Life- og familieorganisationer retter en direkte appel til paven om at skabe klarhed om de mest kontroversielle passager i skrivelsen.
Videoen indledes af biskop Athanasius Schneider, som tidligere i en længere artikel har advaret mod de udsagn i Amoris laetitia, som fremtidigt vil kunne tages til indtægt for en reel underkendelse af Kirkens lære om ægteskabets uopløselighed.
Læs også: Biskop Schneider: ”Ingen »Kærlighedens Glæde« uden »Sandhedens Glæde«
”Vi lever i en meget usædvanlig tid præget af en dyb troskrise inden for Kirken,” siger Schneider. ”Det er ikke nogen hemmelighed, men helt åbenlyst, at mange mennesker, almindelige troende, lider under den nuværende mangel på klarhed.” Derfor er det ”bydende nødvendigt”, at paven ”utvetydigt – på en måde, som ikke levner den mindste plads for misfortolkninger” – udtaler sig om familiespørgsmål og ægteskabets hellighed.
Blandt de stærkeste udsagn i videoen skal nævnes indlægget fra Christine Vollmer, medstifter og medlem af Vatikanets Pavelige Akademi for Livet samt stifter af Latinamerikas Alliance for Life. Hun siger bla.:
”Prævention har allerede ødelagt en række kirkesamfund. I dag står Den anglikanske Kirke tom. Den har kun få præstekald. Det skyldes, at den livsvigtige forbindelse mellem ægtefællernes indbyrdes kærlighed og kærligheden til Kirken er brudt. Og nu lader det til, at det samme er ved at ske i Den katolske Kirke – på trods af Paul 6.’s udskældte, men klarsynede rundskrivelse Humanae vitae.”[2]
Christine Vollmer opfordrer afsluttende paven til at gå i brechen for børnerige familier og til at advare de troende mod farerne ved den præventive mentalitet: ”Sig til vores biskopper, at de må stå fast og forklare, at den præventive mentalitet ødelægger familier, ødelægger lande, og at den i sidste ende vil ødelægge vor kristne civilisation.”
Professor ved universitetet i New England, Anna M. Silvas, bemærker i sit indlæg, at selv den mest velvillige læsning af Amoris laetitia ikke vil kunne frikende skrivelsen for tvetydigheder. Øjensynlig går den ind for en situationsetik og for Kaspers forslag om at give de katolikker, der objektivt set lever i synd, adgang til sakramenterne.
Og hun konkluderer: ”Jeg føler, at vi har mistet ethvert fodfæste og ligesom Alice i eventyrland er dumpet ned i et parallelunivers, hvor intet er helt, hvad det giver sig ud for at være.”
Brev til kardinalerne
Næsten samtidig med dette initiativ har 45 katolske akademikere sendt et brev til de i alt 218 både aktive og pensionerede kardinaler og patriarker. I brevet opfordres de til – i deres egenskab af pavens officielle rådgivere – at rette henvendelse til paven og bede ham offentligt tage afstand fra de talrige udsagn i Amoris laetitia, som ”ved en umiddelbar læsning kan udlægges på en måde, som er i strid med Kirkens lære.”
Underskriverne af brevet har med få undtagelser, heriblandt gruppens talsmand, dr. Joseph Shaw, som underviser ved det filosofiske fakultet ved universitetet i Oxford, ikke ønsket at stå frem i offentligheden med navns nævnelse. En del af begrundelsen for dette er ifølge Shaw, at der er tale om en redegørelse, der er tiltænkt specialister, og som derfor ikke umiddelbart egner sig til offentliggørelse. Hensigten er i første omgang at give kardinalerne lejlighed til at reagere på indholdet. Når man alligevel ikke har holdt initiativet hemmeligt, er det af hensyn til de mange bekymrede katolikker, som på den måde får vished om, at der arbejdes på at løse problemerne.
Shawn oplyser endvidere, at underskriverne tæller både biskopper og præster, filosoffer og forfattere samt henholdsvis læge og gejstlige intellektuelle med tilknytning til forskellige pavelige universiteter, præsteseminarier og forskningsinstitutioner forskellige steder i verden.
Blandt de 19 kritikpunkter, der opregnes i brevet, er ikke overraskende de passager, der antyder, at fraskilte gengifte katolikker, som ikke lever i afholdenhed, vil kunne modtage sakramenterne. Et andet eksempel er påstanden om, at der gives situationer, hvor den enkelte skulle være ude af stand til at overholde Guds bud.
Monsignore Schooyans
Men også prominente enkeltpersoner har på det seneste bidraget til debatten om Amoris laetitia og i den forbindelse ytret sig kritisk om den indrekirkelige udvikling under dette pontifikat.
Monsignore Michel Schooyans, belgisk præst og professor emeritus ved det teologiske fakultet på det katolske universitet i Louvain, har i løbet af sin akademiske karriere været rådgiver for både pave Johannes Paul 2. og pave Benedikt 16.
Den nu 86-årige professor, som har et omfattende forfatterskab bag sig om etiske, teologiske, filosofiske og samfundspolitiske emner, offentliggjorde den 11. juli en artikel i webmagasinet LifeSiteNews, hvor han retter et frontalt angreb mod vor tids kasuister[3]. Deres fremfærd, skriver han i sin konklusion, udgør ikke blot en trussel mod Kirkens morallære, men mod hele den dogmatiske teologi – herunder i særdeleshed spørgsmålet om Kirkens læreembede.
Læs hele Monsignore Schooyans indlæg på https://www.lifesitenews.com/opinion/from-casuistry-to-mercy-toward-a-new-art-of-pleasing
Schooyans nævner ikke navne, men betegner modparten som ”en gruppe gejstlige og teologer, der ikke viger tilbage for at undergrave Kirkens læremæssige sammenhængskraft”, og som ”fungerer på samme måde som et magtfuldt, internationalt, pengestærkt, velorganiseret og veldisciplineret politisk parti.”
”De aktive medlemmer af dette parti har rigelig adgang til medierne og optræder selv hyppigt i fuld offentlighed. De har opbakning fra nogle af de højeste autoriteter i Kirken. Deres foretrukne angrebsmål er den kristne moral, som beskyldes for at være for streng og dermed uforenelig med vor tids ”værdier”. Løsningen på dette problem er efter deres opfattelse, at Kirken tilpasser sin moral til tidsånden.”
Deres taktik består i indledningsvis at sætte spørgsmålstegn ved fundamentale moralbegreber. Kristen moral, således som den er åbenbaret i Skriften og i Jesu forkyndelse, bliver fordrejet til ukendelighed. Samtidig forsøger man at trænge fornuften i baggrunden og gøre probabilismen[4] enerådende, hvilket i sidste instans – når man har gjort det af med alle objektive moralkriterier – baner vejen for at give dem, som er stærke nok til at gennemtvinge deres vilje, mulighed for at handle efter forgodtbefindende.
Schooyans afslutter sin artikel med at advare om, at også Kirkens enhed er i fare som følge af ”tendentiøse, undertiden demagogiske forslag om en decentralisering[5] – i vidt omfang inspireret af den lutherske reformation.” Som også andre kommentatorer har bemærket, vil en uddelegering af læremæssig autoritet uundgåeligt føre til en opsplitning af Kirken i lige så mange fraktioner (med hver sin opfattelse af, hvad der er moralsk forsvarligt) som der er bispedømmer i verden.
[1] https://www.youtube.com/watch?v=nQpJqmbYPXg En fuldstændig udskrift på engelsk af de 16 indlæg kan findes her: https://www.lifesitenews.com/news/transcript-plea-to-the-pope
[2] ”Om samlivet i ægteskabet”, 1968, hvor Paul 6. utvetydigt slår fast, at brug af kunstig prævention er i strid med Kirkens morallære.
[3] Kasuister, kasuistik: I moralfilosofien en metode, som ikke tager udgangspunkt i overordnede principper, men i en analyse af de omstændigheder, der har ført til en given handling. Schooyans bruger i denne artikel betegnelsen ”kasuister” eller ”neo-kasuister” om repræsentanterne for nutidens situationsetik, som undergraver Kirkens morallære ved at tilsløre, at der gives objektive moralkriterier.
[4] Probabilisme: her den forestilling, at der ikke findes endegyldige svar på f.eks. moralske spørgsmål – eller, som det ofte formuleres i den aktuelle debat om etiske problemer: der findes ingen facitliste i etiske spørgsmål.
[5] Det er nærliggende heri at se en hentydning til pave Frans’ rundskrivelse ”Evangeliets Glæde (32), hvor han lufter tanken om at give bispekonferencerne ”en vis autentisk læremæssig autoritet” – en tanke, som han igen tager op i en tale den 17. oktober 2015, hvor han udtrykker ønsket om at ville fremme ”en sund decentralisering”.
Se artiklen i printvenlig version