Biskop Schneider: Ingen ”Kærlighedens Glæde” uden ”Sandhedens Glæde”
Kommentarer lukket til Biskop Schneider: Ingen ”Kærlighedens Glæde” uden ”Sandhedens Glæde” 381 23 maj, 2016 Nyheder maj 23, 2016 Indlæg af

Biskop Schneider: Ingen ”Kærlighedens Glæde” uden ”Sandhedens Glæde”

Biskop Athanasius Schneider[1] af Astana, Kasakhstan er p.t. nok den skarpeste kritiker af Amoris laetitia (Kærlighedens Glæde) i det katolske hierarki. Umiddelbart efter offentliggørelsen af denne skrivelse udsendte han en længere artikel[2] med det formål, som han skriver i undertitlen, at ”forebygge almindelig forvirring”.

Her redegør han omhyggeligt for Kirkens lære om ægteskabet og afviser på den baggrund kategorisk forestillingen om kommunion til fraskilte gengifte: ”At hævde at et velovervejet, frivilligt, vedvarende seksuelt samliv i et ugyldigt ægteskabslignende forhold i enkelte tilfælde kan tænkes ikke at udgøre en alvorlig synd, er ikke sandheden, men en alvorlig løgn og vil derfor aldrig føre til en ægte kærlighedens glæde. Derfor ville det også være bedrag, dobbeltmoral og løgn at give sådanne personer tilladelse til at modtage den hellige kommunion. Guds ord i Skriften gælder stadig: ”Den, der siger: ’Jeg kender ham’, men ikke holder hans bud, er en løgner, og sandheden er ikke i ham (1 Joh 2,4).””

Dette skal læses i sammenhæng med eksempelvis denne indledende bemærkning, hvor biskop Schneider konstaterer, at ”hvis vi i en intellektuelt redelig ånd analyserer visse udsagn i AL i deres rette kontekst, løber vi ind i vanskeligheder, såfremt vi forsøger at tolke dem i lyset af Kirkens traditionelle lære.”

Artiklen afsluttes med en direkte opfordring til pave Frans om at foranledige offentliggørelsen af en ”autentisk fortolkning” af AL – ”i betragtning af den forvirring, der er opstået vedrørende den sakramentale praksis i forhold til fraskilte gengifte og de mange divergerende fortolkninger af AL blandt præster og biskopper.”

En sådan autoritativ fortolkning fra Vatikanet, skriver biskop Schneider, ville bringe claritatis laetitia (klarhedens glæde) til hele Kirken, og denne klarhed ville sikre kærlighedens glæde – en kærlighed og en glæde, som ikke tager udgangspunkt i, hvad mennesker vil, men i, hvad Gud vil (Matt 16,23). Og det er fremfor alt det, der betyder noget for de fraskilte gengiftes såvel som for alle andre menneskers glæde, liv og evige frelse.

Senest har han i en tale på en konference i Rom den 7. maj taget denne tråd op med en konstatering af, at kærligheden kommer efter sandheden. Kongen i Kirken er sandheden, sagde han. Sandheden er den konge, der skal regere os, den konge, hvis lov er kærligheden.

Schneider citerede endvidere Pius 12., som i rundskrivelsen Summi pontificatus (1939) opfordrede ”de lidende og kæmpende medlemmer af Kirken, hvis modige bekendelse af troen i vore dage kræver store og ikke sjældent heroiske ofre” til at bede.

Han afsluttede sin tale med endnu et citat, denne gang af biskop Fulton Sheen, som fortalte de troende, hvordan de skulle kunne genkende Antikrist ved tidernes ende:

Han vil ikke være klædt i rødt trikot eller udspy svovldampe, ej heller bære en trefork eller vifte med en hale formet som en pil … I stedet beskrives han som en engel, der er faldet ned fra himlen, og som ”denne verdens fyrste”, som ser det som sin opgave at fortælle os, at der ikke er nogen anden verden… Hans logik er enkel: Hvis der ikke er nogen himmel, er der ikke noget helvede. Hvis der ikke er noget helvede, er der ikke nogen synd. Hvis der ikke er nogen synd, er der ingen dommer. Og hvis der ikke er nogen dom, så er ondt godt og godt ondt. Men derudover fortæller Herren os, at han vil ligne ham selv så meget, at han vil føre selv de udvalgte bag lyset…

Han vil etablere en mod-kirke, som vil efterabe Kirken, fordi han, Djævelen, efteraber Gud. Den vil have alle Kirkens undertoner og karakteristika, men med modsatte fortegn og tømt for sit guddommelige indhold. Den vil være Antikrists mystiske legeme, som i hele sin ydre fremtoning vil minde om Kristi mystiske legeme.

Efter foredraget bad biskop Schneider for pave Frans sammen med deltagerne i konferencen. ”Han er Kristi stedfortræder. Vi er nødt til at bede meget for ham,” sagde han.

[1] Biskop Schneider (fødenavn Anton) er født i Kirgisistan i det daværende Sovjetunionen. Hans forældre var etniske tyskere fra Ukraine, som af Stalin blev sendt til russiske arbejdslejre i Uralbjergene efter 2. Verdenskrig. Efter at være blevet løsladt flyttede de til Kirgisistan og i 1973 til Tyskland, hvor den unge Anton Schneider trådte ind i Augustinerordenen og tog navnet Anastasius. Præsteviet i 1990. Bispeviet 2006 i Vatikanet af kardinal Angelo Sodano. Har siden 2011 været hjælpebiskop i ærkebispedømmet Astana og er p.t. generalsekretær for bispekonferencen i Kasakhstan.

[2] http://voiceofthefamily.com/page/2/