Selv i de vanskeligste situationer må mennesket respektere den moralske norm for at kunne være lydig over for Guds hellige bud og i harmoni med sin egen værdighed som person. Vist kræver det undertiden store ofre at opretholde harmonien mellem frihed og sandhed, og prisen herfor kan være høj, ja endda blive et martyrium. Men som erfaringerne alle vegne og i dagligdagen vidner om, fristes mennesket til at bryde denne harmoni: ”Det, jeg vil, gør jeg ikke, og det, jeg hader, det gør jeg … For det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg” (Rom 7,15.19).
Hvad skyldes til syvende og sidst denne splittelse i mennesket selv? Mennesket begynder at synde, når det ikke længere anerkender Herren som sin Skaber og selv ønsker at være den, der suverænt afgør, hvad der er godt, og hvad der er ondt. ”Så bliver I som Gud og kan kende godt og ondt” (1 Mos 3,5). Det var den første fristelse, og den gentager sig i alle de andre fristelser, som mennesket er blevet mere tilbøjelig til at give efter for som et resultat af syndefaldet.
Men fristelser kan overvindes, synd kan undgås, fordi Herren sammen med budene gav os mulighed for at overholde dem: ”Hans øjne følger dem, der frygter ham, han kender enhver menneskelig handling. Han har ikke pålagt nogen at handle ugudeligt, og han har ikke givet nogen lov til at synde” (Sir 15,19-20). At overholde Guds lov kan i visse situationer være vanskeligt, endog meget vanskeligt, men aldrig umuligt. Det er Kirkens konstante lære, som den blev udtrykt af Tridentinerkoncilet: ”Men ingen må, hvor retfærdiggjort han end måtte være, betragte sig selv som undtaget fra at overholde budene eller bruge den ubesindige påstand, som fædrene har forbudt under trussel om bandlysning, at Guds bud er umulige at overholde af en, der er retfærdiggjort. For Gud forlanger ikke det umulige af os, men gennem sine bud opfordrer han os til at gøre, hvad vi kan, og til at bede om at kunne gøre, hvad vi ikke kan, og han hjælper os til at blive i stand til at gøre det. Hans bud er ikke tunge (1 Joh 5,3); hans åg er godt, og hans byrde er let (jfr. Matt 11,30)”.
Se artiklen i printvenlig version