Ægteskabet er et sakramente. Det betyder kort fortalt,
● at det er en ordning, Gud har villet, og som vi derfor kan være sikre på, at han vil hjælpe os med at fuldføre
● at det er et løfte, som en mand og en kvinde giver hinanden om at leve sammen resten af deres liv
● at ægteskabet er uopløseligt.
Med andre ord, man kan som katolik ikke blive skilt. Selv ikke paven kan opløse et ægteskab. Så når man engang imellem hører, at to katolikker har fået deres ægteskab opløst ved en kirkelig domstol, er det ikke korrekt. De har fået en afgørelse, der fastslår, at der i kirkelig forstand aldrig har været noget ægteskab – f.eks. hvis de har været for unge til at vide, hvad de gjorde, da de aflagde deres løfter, eller hvis den ene part (eller begge) afgav deres løfte under tvang. I Det nye Testamente, f.eks. i Mark 10,2-12, kan man læse, hvorfor Kirken fastholder, at ægteskabet er uopløseligt:
Så kom der nogle farisæere, og for at sætte ham på prøve spurgte de ham: »Er det tilladt en mand at skille sig fra sin hustru?« Han svarede dem: »Hvad har Moses påbudt jer?« Og de sagde: »Moses har tilladt manden at skrive et skilsmissebrev og så skille sig fra hende.« Jesus sagde til dem: »Det var med tanke på jeres hårdhjertethed, at han gav jer dette bud; men fra skabelsens begyndelse skabte Gud dem som mand og kvinde. Derfor skal en mand forlade sin far og mor og binde sig til sin hustru, og de to skal blive ét kød. Derfor er de ikke længere to, men ét kød. Hvad Gud altså har sammenføjet, må et menneske ikke adskille.«
Da de igen var inden døre, spurgte disciplene ham om dette, og han sagde til dem: »Den, der skiller sig fra sin hustru og gifter sig med en anden, begår ægteskabsbrud mod hende; og hvis hun skiller sig fra sin mand og gifter sig med en anden, begår hun ægteskabsbrud.«
Jesus belærer altså her farisæerne om, at det fra begyndelsen ikke var Guds mening, at mand og kone skulle kunne skilles. Skilsmisser (jeres hårdhjertethed) er en følge af syndefaldet og kan derfor ikke forenes med den nye pagt, hvor det dobbelte kærlighedsbud er budet over alle andre bud:
Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele dit sind. Det er det største og det første bud.
Men der er et andet, som står lige med det: Du skal elske din næste som dig selv.
På de to bud hviler hele loven og profeterne. (Matt 22,34-40)
Et radikalt valg
Kærlighedsbudet er voldsomt, radikalt. Det vender op og ned på vores dagligdags forestillinger om, hvad der er ret og rimeligt. Ikke mindst, når Jesus (Matt 5, 44) tilmed befaler os at elske vores fjender. Kan vi det? Hertil må der svares: Ikke uden hjælp, ikke hvis vi tror, at vi kan klare alting ved egne kræfter. Men det skal vi heller ikke. Jesus siger (Joh 15,5): ”Jeg er vintræet, I er grenene. Den, der bliver i mig, og jeg i ham, han bærer megen frugt; for skilt fra mig kan I slet intet gøre”.
Når to mennesker lover at elske hinanden og blive sammen hele livet, betyder det derfor ikke, at det liv, de skal leve sammen, bliver én lang lykkerus. Det betyder, at de bliver sammen, uanset hvad der sker, uanset hvor svært det bliver, og aldrig svigter hinanden. Det er med andre ord her, det skal vise sig, om ægtefællerne har forstået, at de ikke længere er to, ”men ét kød”, og at den ene derfor ikke kan være lykkelig og tilfreds, hvis den anden ikke også er det. Deres liv er et ”parløb”, en vandring hånd i hånd, hvor endemålet er frelsen, og hvor de undervejs må bære hinandens byrder, støtte hinanden, tilgive hinanden og aldrig sætte deres egen lykke højere end den andens.
Men hvad nu, hvis de ikke længere føler, at de elsker hinanden, at kærligheden ligesom bare er forsvundet?
Så skal de huske på, at kærligheden ikke blot er en følelse eller en stemning. Den sande kærlighed kommer fra Gud, og den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt, som Paulus siger (1 Kor 13,7). I ægteskabets sakramente giver man sig selv til den anden – uden forbehold – ligesom Gud elsker os uden forbehold. Og en sådan kærlighed kan aldrig være tidsbegrænset. Det ville jo betyde, at man sagde til den anden: Jeg vil gerne være sammen med dig, men kun så længe jeg synes, vi har det godt sammen. En sådan tankegang har ikke noget med sand kærlighed at gøre. Den er derimod et udtryk for, at man i en periode bruger den anden for at opnå en personlig tilfredsstillelse og derfor dybest set er ligeglad med ham eller hende.
Jesus – og senere Kirken – sammenligner derimod forholdet mellem mand og kone i ægteskabet med forholdet mellem Kristus og Kirken (se f.eks. lignelsen om de ti brudepiger Matt 25,1-13). Altså: ligesom Kristus giver sig selv helt og fuldt på korset for vores (Kirkens/brudens) skyld, giver vi os selv helt og fuldt til Kristus (brudgommen).
Kærligheden mellem ægtefællerne kommer senere til også at omfatte børnene. Den breder sig på den måde som ringe i vandet. Kirken lærer, at det at få børn ikke kun er en gave, men også en vigtig del af meningen med ægteskabet. Den katolske Kirkes Katekismus udtrykker det således: Frugtbarheden er en gave, et mål for ægteskabet, for den ægteskabelige kærlighed higer af natur efter at blive frugtbar (2366).
Læs mere: hvorfor siger Kirken nej til prævention?
Familien er det sted, hvor vi først får mulighed for at opleve, hvad kærlighed er. Små børn lærer, hvad sand kærlighed er ved at opleve den kærlighed, der binder deres forældre sammen, og ved at mærke, at deres forældre elsker dem og aldrig vil svigte dem, uanset hvad der sker.
Hvis man ikke oplever denne tryghed og kærlighed i sin barndom, får man svært ved selv at give kærligheden videre til andre. I dag bruger man ofte udtrykket ”den sociale arv” om det, man bringer med sig hjemmefra. Den sociale arv kan være en ”kapital”, man kan trække på senere i livet, men den kan også være det modsatte, altså nogle dårlige minder og vaner, som man ikke kan bygge noget på senere i livet.
Derfor tales der meget om, at børn i deres opvækst har brug for gode ”rollemodeller.” Og de første rollemodeller, vi møder, er netop vores forældre og eventuelt ældre søskende. Det er de mennesker, der almindeligvis har størst betydning for os, fordi det er dem, vi er tættest knyttet til, som holder af os, og som vi kan stole på.
Derfor kalder Kirken også familien for samfundslivets urcelle (Den katolske Kirkes Katekismus 2207). Familien er det fællesskab, hvor man som barn bliver opdraget til at være kærlig, solidarisk og ansvarlig. Her lærer man, at man ikke er et enkeltstående individ, men at man er en del af et fællesskab, hvor man tager hensyn til hinanden og har ansvar for hinanden. På den måde bliver den kristne familie en slags mini-kirke, hvor både forældre og børn vokser i kærlighed og dermed også sender et budskab til omverdenen:
Et nyt bud giver jeg jer: I skal elske hinanden. Som jeg har elsket jer, skal I også elske hinanden. Deraf kan alle vide, at I er mine disciple: hvis I har kærlighed til hinanden. (Joh 13,34-35)
Familien som institution er i vore dage under angreb – både i vor del af verden, hvor arbejdslivet i stigende grad lægger beslag på begge forældres tid, og andre steder i verden, hvor totalitære regimer begrænser familiernes frihed til f.eks. at få det antal børn, de ønsker, eller opdrage børnene i overensstemmelse med de værdier, der er familiens.
Vatikanet udsendte den 22. oktober 1983 et såkaldt charta, der præciserer, hvilke rettigheder familien bør have.
Læs det her: Charta om Familiens Rettigheder
Se artiklen i printvenlig version