Hvorfor siger Kirken nej til prævention?
Kommentarer lukket til Hvorfor siger Kirken nej til prævention? 2648 01 februar, 2014 Kirken om... februar 1, 2014 Indlæg af

Hvorfor siger Kirken nej til prævention?

Kirken er ikke imod familieplanlægning, men siger nej til bevidst at adskille seksuallivet fra dets grundlæggende formål: at sætte børn i verden

Inden vi svarer på dette spørgsmål, skal vi have afklaret nogle begreber. Først og fremmest: Hvad er prævention? Ordet betyder i sig selv: at komme noget i forkøbet, forebygge eller forhindre, at noget sker. I denne sammenhæng er det, man vil forhindre, at en kvinde bliver gravid.

Dernæst kan vi spørge: Hvad er en graviditet? En graviditet opstår i befrugtningsøjeblikket, altså når æg og sædcelle forener sig med hinanden. Derfor er flere af de midler, som markedsføres som prævention, slet ikke prævention, men midler, som fremkalder en abort ved at påvirke det befrugtede æg, så det ikke kan overleve.

Prævention kan man med rette kalde de såkaldte barrieremetoder, der forhindrer mødet mellem sædcelle og æg, f.eks. kondom eller pessar. Mere kompliceret bliver det, når der er tale om kemiske midler så som p-piller og spiral.

P-pillen indeholder en kombination af østrogen og progestin, som tilsammen forhindrer ægløsning, men giver menstruation. Den forhindrer dog ikke i alle tilfælde ægløsningen i at finde sted. Dernæst påvirker den konsistensen af livmoderhalssekretet, således at det bliver vanskeligere for sædcellen at nå frem til ægget – og endelig påvirker den livmoderens slimhinde, således at det befrugtede æg (zygoten) ikke kan sætte sig fast (implanteres) og dermed går til grunde. I det sidste tilfælde er der altså tale om en abort. Hvor tit det sker, er det ikke muligt præcist at fastslå, fordi medicinalindustrien mildt sagt er tilbageholdende med at give oplysninger om deres produkter og forskerne i almindelighed viser begrænset interesse for at kaste lys over netop denne problematik.

Noget tilsvarende kan siges om spiralen, som er en t-formet plasticstav, som opsættes i livmoderen. Den findes her i landet i to udgaver: kobberspiralen og hormonspiralen. Kobberet angriber sædcellerne og deres evne til at bevæge sig, mens hormonet gestagen påvirker livmoderhalssekretet, så sædcellerne ikke når frem til at befrugte ægget. Både kobberet og gestagenet påvirker endvidere livmoderslimhinden, således at det befrugtede æg, såfremt der alligevel sker en befrugtning, som hovedregel ikke vil kunne sætte sig fast. Så også her er der i de tilfælde, hvor ægløsning finder sted, tale om en tidlig abort.

Misinformation

Til gengæld er der ingen tvivl om, at fortrydelsespiller – eller som de misvisende kaldes – ”nødprævention” er abortfremkaldende. På www.apoteket.dk påstår man, at pillerne forhindrer en graviditet, og at de intet har at gøre med abort. Men lidt længere nede i teksten forklarer man, hvordan pillerne virker: ”Pillerne i håndkøb indeholder det kvindelige kønshormon levonorgestrel, der påvirker slimhinden i livmoderen således, at et befrugtet æg ikke kan sætte sig fast og vokse.” Når apotekerne på den måde kan modsige sig selv uden at blinke, skyldes det ganske enkelt, at sundhedsmyndighederne og producenterne fra midten af 1990’erne, hvor fortrydelsespillerne blev lanceret, begyndte at definere graviditet på en ny måde. Nu hed det sig, at en kvinde først var gravid efter implantationen, altså ca. 3 døgn efter befrugtningen, hvor ægget sætter sig fast i livmoderen. Det gjorde man stik imod al sagkundskab for at skjule, at det produkt, man solgte, i virkeligheden var en abortpille. Med andre ord, ”nødprævention” er newspeak for abortpille.

Det forhold, at både p-piller og spiraler kan være abortfremkaldende, og at fortrydelsespiller bevisligt er det, eftersom de kan tages i 72 timer efter samlejet (befrugtningen sker få minutter efter!) er tilstrækkelig grund til, at katolikker må afstå fra at bruge nogen af disse midler.

Læs mere: hvorfor siger kirken nej til abort

Men hvorfor siger Kirken konsekvent nej til prævention – altså også i de tilfælde, hvor der kun er tale om at forhindre en graviditet? Det er der flere grunde til. Det centrale kirkelige dokument i denne sammenhæng er pave Paul 6.’s rundskrivelse fra 1968 Humanae vitae (på dansk: Om samlivet i ægteskabet). Med denne rundskrivelse bekræftede paven Kirkens traditionelle forbud mod prævention og abort og begrundede det i afsnit 14 blandt andet således:

”… men det er dog aldrig tilladt, selv ikke af tungtvejende grunde, at gøre ting, der er slette i sig selv, for at opnå noget godt: det er ikke tilladt med fuldt overlæg at ville gøre noget, der i sig selv er i modstrid med den etiske orden og derfor uværdigt for mennesket…”

Kan noget være forkert i sig selv?

Læg mærke til de ord, vi har fremhævet i teksten: i sig selv. Hvad betyder det, at noget er slet/ondt i sig selv? Det er det samme som at sige, at det er forkert under alle omstændigheder, altså i alle tænkelige situationer. En sådan måde at tænke på står i skarp kontrast til den måde, de fleste tænker på i dag. De fleste ville sige: Man er i etiske spørgsmål nødt til at tænke mere nuanceret og se sagen fra flere sider. Vist er der da noget, vi kan blive enige om ikke er særlig godt. Men selv om det er forkert, kan det måske alligevel være nyttigt, ja måske endda nødvendigt i visse situationer. Hvad f.eks. hvis man slår et menneske ihjel i nødværge?

Hertil er der at sige: Det er korrekt, at Kirken anerkender den enkeltes ret til at forsvare sit eget (eller andres) liv f.eks. i forbindelse med et terrorangreb eller i regulær krig, men det er irrelevant i denne sammenhæng.  Ingen er nødt til at bruge prævention for at redde sit eget eller andres liv. Brug af prævention er ikke en livreddende handling – i mange tilfælde, som vi har set, endda det stik modsatte. Men, kunne man spørge, er det nu også altid tilfældet? Hvad nu, hvis man er smittet med HIV og vil undgå at smitte andre? Er det så ikke bedre at bruge kondom? Uden tvivl, men det er bare ikke godt nok, fordi kondomer langt fra giver 100 pct.’s beskyttelse, og at man derfor stadig udsætter andre for smitte og dermed sætter deres liv og helbred på spil. Du kan læse meget mere om den problematik ved at klikke på dette link: Er Kirken skyld i, at mennesker dør af aids i Afrika?

Skabelsen: seksualiteten er deltagelse i Guds skaberværk

For at forstå Kirkens nej til prævention, skal man tilbage til Skabelsen med stort S, altså det at Gud skabte hele universet og den jord, vi lever på. I Bibelens skabelsesberetning (Første Mosebog) står der ikke én gang, men efter hvert afsnit, der beskriver en etape i Skabelsen, at ”Gud så, at det var godt.” Altså: det at Gud har skabt universet og en jord, der er beboelig for mennesker og til sidst skaber mennesket selv, er godt. Læg mærke til, at her er der ingen nuancer. Det er godt – punktum. Det kan sammenholdes med, at der i Det nye Testamente (1. Johannesbrev kapitel 4 vers 16) står, at ”Gud er kærlighed.” Heller ikke her er der forbehold eller nuancer. Gud er ikke bare kærlig. Gud er selve indbegrebet af kærlighed. Derfor er det, Gud skaber, godt. Og derfor er det, at der i det hele taget er noget, og at vi lever, godt. Det modsatte hedder tomhed, død… Kirkens afvisning af prævention bygger altså på en grundlæggende respekt for livet som et resultat af Guds kærlighed.

Læs mere: skabelse og videnskab

Når en mand og en kvinde bliver gift og dermed beslutter sig for at tilbringe resten af deres liv sammen, er det naturligt forbundet med ønsket om at stifte familie, at få børn. At sætte et barn i verden er at skabe liv, et nyt selvstændigt liv. Forældrene ejer derfor ikke et barn på samme måde som de ejer et forbrugsgode. Barnet er deres i den forstand, at de har ansvaret for dets opvækst og er knyttet til det med kærlighedens bånd – og alligevel ikke helt deres, både fordi det som sagt er et selvstændigt individ, og fordi det liv, de har skabt, kun til dels er deres eget værk. De har været en slags medarbejdere i den konkrete skabelsesproces, men Gud er den egentlige Skaber.

Læs mere: Ægteskabet

Det er baggrunden for, at Det Andet Vatikankoncil kunne udtrykke dette ønske: ”Måtte alle indse, at menneskelivet og dets videregivelse ikke kun angår denne verden og ikke lader sig måle eller forstå ud fra denne verden alene, men altid skal ses i sammenhæng med menneskenes evige bestemmelse.”(Gaudium et spes; dansk: Kirken i den moderne verden, afsnit 51).

Og  endnu et citat, denne gang af pave Benedikt 16.:  ”Kirken ser virkelig seksualiteten som noget helt centralt i skabelsen. Mennesket kommer her i så tæt kontakt med Skaberen som overhovedet muligt og får medansvar der, hvor livet opstår. Hvert eneste menneske er en Guds skabning – og samtidig sine forældres barn. Af den grund er der et vist sammenfald mellem Guds skabergerning og menneskenes frugtbarhed. Seksualitet er noget uhyre stort. Det ser man netop af, at det drejer sig om at tage ansvaret for et nyt menneske – som tilhører os og alligevel ikke tilhører os, som kommer fra os og alligevel ikke kommer fra os. På den baggrund tror jeg, at det bliver til at forstå, at det også er noget helligt at give liv og efterfølgende at tage vare på det. Derfor er kirken nødt til at slå fast, hvad der her står på spil, og hvad der grundlæggende siges til os i De ti Bud. Den må igen og igen minde os om det ansvar, vi har for menneskelivet.”

Livets og dødens kultur

Hermed er problemstillingen sat ind i et større perspektiv.  Når Det Andet Vatikankoncil i citatet ovenfor taler om menneskenes evige bestemmelse, er det, der hentydes til, at Gud har en plan for menneskeheden. Vi er ikke blevet til ved en tilfældighed. Gud har haft en mening med at skabe mennesket. Han vil have, at vi skal elske ham og være hans medarbejdere. Det er vi i særdeleshed, når vi er med til at skabe nyt liv og på den måde gør os til redskaber for hans kærlighed. For kærlighed betyder liv og vækst.

Ved at bruge prævention bevæger man sig i den stik modsatte retning. Man adskiller seksualitet og reproduktion og fjerner dermed bevidst en væsentlig del af det, der er formålet med ægteskabet og seksualiteten: at få børn. Prævention bruger man for at forhindre, at nyt liv opstår. Og når man tager den beslutning, sker der også mentalt set noget med en:

  • I stedet for at betragte barnet som en gave, der gør ens liv rigere og mere meningsfuldt, kommer man til at opfatte det som en trussel mod ens lykke og velfærd – i realiteten som en indtrængende fjende, der må bekæmpes med alle midler. Der er en verden til forskel på disse to syn på det ufødte barn. Derfor er der heller ikke langt fra prævention til abort. Virker det første ikke, må man vel have lov at beskytte sig mod den udefra kommende trussel på anden måde. Sådan er der ikke så få, der i tidens løb har ræsonneret.
  • Også selve holdningen til seksuallivet ændrer karakter. Når man ikke længere ser det at få børn som et vigtigt formål med det seksuelle samliv, bliver der kun det formål tilbage, at ægtefællerne på den måde konkret kan give udtryk for deres indbyrdes kærlighed og opnå seksuel tilfredsstillelse.

Det sidste er der i sig selv ikke noget i vejen med. Problemet opstår ved, at man ved bevidst at undertrykke kvindens frugtbarhed gør dette formål til det eneste og dermed i realiteten støtter det synspunkt, at det seksuelle begær og den personlige tilfredsstillelse er et formål i sig selv. Forskellen på seksuelt begær og kærlighed er, at begæret i princippet kan rette sig imod enhver, mens kærligheden retter sig mod et andet menneske (ikke kun mod en krop) og udfolder sig inden for en forpligtende ramme (ægteskabet).  I Humanae vitae udtrykte Paul 6. således bekymring for, at ”den mand, der har vænnet sig til at bruge svangerskabsforebyggende midler til slut mister respekten for kvinden og uden at bekymre sig mere om hendes legemlige og sjælelige ligevægt ender med at betragte hende som et middel til egoistisk tilfredsstillelse og ikke længere som den livsledsager, han skylder respekt og kærlighed.”

Man kan indvende, at brug af prævention ikke nødvendigvis fører til utroskab eller moralsk afstumpethed, selv om det erfaringsmæssigt sker i mange tilfælde, men det er heller ikke Kirkens primære argument. Kirkens kategoriske afvisning af prævention skyldes, at man ved aktivt at forhindre en graviditet vender ryggen til Guds skabende kærlighed. Med andre ord siger man nej til at være med til at opbygge, hvad pave Johannes Paul 2. kaldte ”livets kultur,” og i stedet vælger dens modsætning: ”dødens kultur.”

Følgerne af dette ser vi allerede tydeligt i befolkningsudviklingen i det moderne Europa, hvor befolkningstallet er i frit fald med en gennemsnitlig fødselsrate på 1,54, altså langt fra de 2,1, der skal til for at holde et stabilt befolkningstal. Værst står det til i Tyskland og i Øst- og Sydeuropa, hvor fødselsrater på 1,2 -1,4 kan føre til en halvering af befolkningen i løbet af 40-50 år.

Læs mere: Befolkningspolitik

Kirken afviser imidlertid ikke familieplanlægning. Det fremgår klart af  Humanae vitae (16):

”Kirken er den første til at anerkende og anbefale, at mennesket bruger sin fornuft i en opgave, der knytter den fornuftbegavede skabning så nært til sin Skaber…”  og uddybes lidt senere med disse ord: ”Når der derfor –  af hensyn til ægtefællernes legemlige  eller sjælelige tilstand eller af hensyn til de ydre omstændigheder – foreligger alvorlige grunde til at øge afstanden mellem to fødsler, lærer Kirken, at ægtefællerne har lov til at følge den naturlige rytme i forplantningsevnen, så de kun har samleje i de ufrugtbare perioder og dermed kan regulere fødslerne uden at krænke de etiske principper, vi lige har mindet om” (16).

Det, paven taler om her, er naturlig familieplanlægning – det kan du læse mere om ved at klikke på linket.

Hvis du vil vide, hvad de to paver Johannes Paul 2. og Benedikt 16., som efterfulgte pave Paul 6.og de nordiske biskopper har sagt om Humanae vitae’s lære, kan du klikke på dette link: humanae vitae efter Paul 6

Via dette link kan du læse de nordiske biskoppers seneste hyrdebrev, hvor de slutter op om pave Paul 6.’s rundskrivelse Humanae vitae:  http://katolskmagasin.dk/nordiske-biskoppers-hyrdebrev-familiekongressen-jonkoping-14-16-maj-2010/