Michelle Bachelet er en chilensk socialistisk politiker, der som den første kvinde i landets historie blev valgt som præsident – første gang fra 2006 til 2010 og anden gang fra 2014 til marts 2018, hvor hun tabte valget til Sebastian Piñera fra centrum-højrepartiet ”National Fornyelse”.
I årene mellem de to perioder som præsident har hun beklædt en række poster i FN med relation til kvinders rettigheder. Hun blev således i 2010 daglig leder af det nyoprettede FN-agentur UN Women – til stor glæde for aborttilhængere over hele kloden – og levede i de følgende år fuldt ud op til deres forventninger. Agenturet promoverer i dag abort i så godt som alle FN-sammenhænge, herunder også i krigsramte områder[1], og ved direkte at forsøge at påvirke international lovgivning såvel som enkeltstaters lovgivning.
I de to perioder, hvor Michelle Bachelet har været Chiles præsident, har hun utrætteligt og med et vist held arbejdet for at bløde op på landets restriktive abortlovgivning, og i 2015 lykkedes det hende at få et lovforslag vedtaget, som legaliserer homo-ægteskaber.
Valget af Michelle Bachelet til højkommissær for menneskerettigheder er for så vidt ikke overraskende, eftersom FN-systemet i dag i vid udstrækning er infiltreret af den internationale abortlobby[2] , men ikke desto mindre kontroversielt , eftersom institutionen pr. definition formodes at være upartisk og hævet over politiske hensyn. I den forbindelse er det værd at bemærke, at FN’s menneskerettighedsråd, som afløste menneskerettighedskommissionen i 2006, kun står til ansvar over for FN’s generalsekretær – til forskel fra FN-agenturer, der kontrolleres af en styrelse bestående af repræsentanter for medlemsstaterne.
I årenes løb er det dog ikke lykkedes abortlobbyen at få anerkendt abort som en menneskerettighed, selv om der til stadighed er blevet arbejdet målbevidst på det fra FN-bureaukratiets side . Noget sådant kræver imidlertid et flertal i generalforsamlingen, som det næppe i en overskuelig fremtid vil blive muligt at etablere. Men det har på den anden side ikke hindret hverken FN eller diverse vestlige regeringer (inklusive den danske) i at ”lade som om” en sådan ”ret” skulle eksistere og på den baggrund forsøge at lægge pres på de lande, fortrinsvis udviklingslandene, som er afhængige af donationer fra det rige Vesten.
En sådan form for afpresning er blevet utvetydigt fordømt af de tre seneste paver, men vil med garanti ikke afholde politikere som Michelle Bachelet i at fremture med denne form for ny-kolonialisme.
[1] Det seneste eksempel på sådanne FN-aktiviteter ser man i øjeblikket i flygtningelejrene i Bangladesh, hvor omkring 720.000 rohingyaer, som er flygtet fra Myanmar, p.t. opholder sig. En væsentlig grund til at de er flygtet, er, at de i Myanmar var underkastet regimets to-barns-politik. Nu er de derimod kommet under massivt pres fra den såkaldte familieplanlægningsorganisation IPAS, som samarbejder med UNFPA (FN’s Befolkningsfond) om at ”tilbyde” kvinder abort og uddanne lokale medarbejdere i sundhedsvæsenet til at udføre dem. Da dette typisk strider imod deres religiøse overbevisning, afholder man såkaldte værdi-afklarings-seminarer, hvor personalet lærer at bearbejde og justere deres personlige forestillinger om ”synd” i forbindelse med abortindgreb.
[2] Abortlobbyen tæller ud over FN-organer som UNFPA og WHO (Verdenssundhedsorganisationen) samt en underskov af FN-komiteer også humanitære organisationer som Amnesty International og private abortudbydere som Planned Parenthood og Marie Stopes International for blot at nævne de to største. Disse private aktører (NGO’er) er dog ikke mere private, end at de i vidt omfang finansieres af den vestlige verdens regeringer (inkl. den danske) og af milliardærer som Warren Buffett, George Soros og ægteparret Bill og Melinda Gates.
Se artiklen i printvenlig version