Med offentliggørelsen af den afsluttende rapport fra synoden lørdag den 18. blev der sat et foreløbigt punktum for drøftelserne, der som bekendt genoptages næste år i oktober.
Umiddelbart ser det ud som en sejr for de ”konservative” kræfter på synoden, at det lykkedes at gennemtvinge en højere grad af gennemsigtighed i den afsluttende uge. Synodefædrene fik lejlighed til at stemme om hvert eneste af de 62 afsnit i rapporten og samtidig adgang til at læse samtlige interne rapporter fra hver enkelt arbejdsgruppe – og fik hermed også et overblik over, hvor skillelinjerne gik på synoden. F.eks. kom det frem, at de mest kontroversielle afsnit – selv efter en revision – ikke opnåede de nødvendige ⅔ af stemmerne for at blive godkendt. Det gælder afsnit 52 og 53 om muligheden for at give fraskilte gengifte adgang til sakramenterne og afsnit 55 om homoseksuelle.
En autoriseret oversættelse af den afsluttende rapport foreligger endnu ikke på hovedsprogene, men det fremgår klart af kommentarerne, at den reviderede tekst som helhed er blevet mere ”spiselig” for det store flertal af synodefædrene. Kardinal Raymond Burke, som har været en af de skarpeste kritikere af midtvejsrapporten, udtalte umiddelbart efter synodens afslutning i et interview med Catholic World Report, at der er tale om en betydelig forbedring i forhold til den første tekst. ”Jeg vil sige, at den giver en præcis, omend ikke udtømmende opsummering af diskussionerne på synoden i de små grupper.”
En anden af de mest fremtrædende kritikere, kardinal George Pell, sagde i et interview med Catholic News Service, at i modsætning til kardinals Kaspers vedholdende forsikringer om, at et flertal støtter hans forslag om at give fraskilte gengifte adgang til sakramenterne på visse betingelser, har det vist sig kun at dreje sig om 3 ud af 10 arbejdsgrupper. Han understregede igen, at ”Kristi lære om ægteskabet ikke skal forstås som en byrde. Den virker i det lange løb, og den er der for at beskytte os. Hemmeligheden bag al katolsk livskraft er troskab mod Kristi lære og Kirkens tradition”. Konkluderende om synodens forløb sagde han, at det ikke var lykkedes en lille gruppe ”radikale” at vinde gehør for en accept af homoseksualitet, samliv inden ægteskabet og andre ændringer i Kirkens morallære, og forsikrede, at der ikke bliver tale om at fravige katolsk lære. Opgaven er nu at bringe parterne nærmere til hinanden og forebygge en radikalisering af synspunkterne i de forskellige grupper.
Til gengæld var der ikke megen tilfredshed at spore hos Voice of the Family, som i en kommentar til den afsluttende rapport gav udtryk for, at den, uanset at den ”indeholder visse betydelige forbedringer,” ikke råder bod på den forvirring, synoden har forårsaget: ”Afsnit, som indeholder kontroversielle opfattelser af seksualmoralen er stadig med i dokumentet, uanset at disse afsnit ikke opnåede de krævede ⅔ af stemmerne. Vatikanets talsmænd har gjort det klart, at de forbliver en del af diskussionsgrundlaget på næste års synode”. Afsluttende anklagede man ”arkitekterne” bag synoden for at bidrage til den forvirring, der har skadet familierne siden 1960’ernes seksuelle revolution. ”Denne forvirring,” hed det, ”vil nu vare ved indtil næste års synode.”
Ved synodens afslutning holdt pave Frans en tale til synodefædrene, hvor han manede til besindighed og samling og advarede mod forskellige ”fristelser” – på den ene side fristelsen til en for rigoristisk forståelse af morallæren og på den anden side fristelsen til ikke at ville se tilværelsens mørke sider i øjnene og give efter for en falsk forståelse af barmhjertigheden. Paven høstede et stående bifald for sin tale, men spørgsmålet er, hvor længe freden varer. Om et år vil det ikke længere være nok at gyde olie på de oprørte vande. Så kommer det øjeblik, hvor paven konkret skal forholde sig til synodens resultater og træffe beslutninger, som næppe vil kunne tilfredsstille alle parter.
John Allen citerer på nyhedssitet Crux en kardinal for denne replik: ”Jeg tror ikke, han [paven] er nogen stor strateg. Tidligere troede jeg, at der var en plan neden under kaosset … nu spekulerer jeg på, om det ikke er kaosset, der er planen.” Andre, tilføjer Allen, tolker situationen således: Paven er nu nået til klarhed over, hvor biskopperne står, og har formentlig også gjort sig klart, hvad han skal gøre for at få dem med sig.
Se artiklen i printvenlig version