af Torben Riis
”Salige er I, når man på grund af mig håner jer og forfølger jer og lyver jer alt muligt ondt på. Fryd jer og glæd jer, for jeres løn er stor i himlene; således har man også forfulgt profeterne før jer” (Matt 5,11-12).
Dette indledende citat fra Bjergprædikenen blot for at minde om, at der i og for sig ikke er noget overraskende i, at kristne fra begyndelsen har været forfulgt og endnu i dag udsættes for overgreb af forskellig art. Det ligger så at sige i sagens natur, nærmere bestemt i kristendommens budskab, som, når det fremsættes uden omsvøb, altid vil støde an mod herskende kulturmønstre og derfor kalde på stærke reaktioner. På den anden side vil omfanget af forfølgelserne til enhver tid variere – afhængigt af det herskende åndelige klima – og dette sidste fører naturligt frem til spørgsmålet, om vi p.t. lever i en tid, hvor kristne i særlig grad er udsat for overgreb på grund af deres tro.
Meget kunne tyde på det. Den amerikanske journalist John L. Allen, der kommenterer Vatikan-stoffet på CNN og skriver for The National Catholic Reporter samt en række andre både amerikanske og internationale publikationer, er i hvert fald ikke i tvivl. Han udsendte i 2013 en bog med den meget sigende titel: The Global War on Christians. Dispatches from the Front Lines of Anti-Christian Persecution. Her konstaterer han indledningsvis, at kristne er den mest forfulgte religiøse gruppe i verden i dag – en påstand, han i det følgende underbygger med citater fra det omfattende dokumentationsmateriale, der til stadighed indsamles af menneskerettighedsorganisationer og nyhedsbureauer over hele verden som f.eks. Open Doors, Aid to the Church in Need, Asia News, Forum 18, The Pew Forum on Religion and Public Life m.fl.
Problemets omfang
Hvor stort er problemet? Den evangeliske organisation Open Doors vurderer, at 100 millioner kristne i dag lever i fare for at blive udsat for alt fra forhør og arrestationer til tortur og henrettelser. Ser man på henrettelser og drab alene, har den protestantiske demograf Todd Johnson beregnet, at omkring 100.000 kristne hvert år i perioden 2000-2010 er blevet dræbt på grund af deres religiøse overbevisning – dvs. 11 i timen døgnet rundt. Nogle eksperter sætter tallet noget lavere uden af den grund at drage i tvivl, at der – som det udtrykkes i en rapport fra Aid to the Church in Need – er tale om brud på menneskerettighederne af dramatiske dimensioner. Formanden for International Society for Human Rights Martin Lessenthin vurderede i 2009, at 80 pct. af alle tilfælde af religiøs diskrimination er rettet mod kristne og forudså samtidig en yderligere eskalering i takt med det stigende pres for at indføre sharia-lovgivning i en række muslimske lande.
Den interkonfessionelle organisation The Barnabas Fund foretog i 2006 for overskuelighedens skyld en inddeling af de mange overgreb i 10 kategorier. Her skal blot i den milde ende nævnes diskrimination af kristne i forbindelse med stillingsbesættelser i det offentlige, social udstødning af personer, der indgår blandede ægteskaber, og forbud mod at missionere. Og i den tunge ende: hårde straffe, undertiden dødsstraf for at konvertere til kristendommen, forbud mod offentlige gudstjenester og fysisk vold, tortur og terrorhandlinger rettet enten mod enkeltpersoner eller kristne menigheder.
Og hvem er så synderne? Open Doors har udarbejdet en liste over de 25 værste. Her skal blot nævnes de 10, der står øverst på listen: Nordkorea, Afghanistan, Saudi-Arabien, Somalia, Iran, Maldiverne, Usbekistan, Yemen, Irak og Pakistan. Nordkorea regnes således for at være det farligste sted i verden at opholde sig, hvis man er kristen. Som det ses, er de muslimske lande fyldigt repræsenteret i statistikken, men John Allen advarer mod at tro, at kristenforfølgelser udelukkende er en muslimsk specialitet. Radikale hinduer og ditto buddhister tegner sig for jævnlige overgreb mod kristne i Indien – uanset at vi i vor del af verden har vænnet os til at betragte især buddhister som tolerante og fredselskende. Således forhindrede radikale buddhister i 2012 humanitære grupper heriblandt Læger Uden Grænser i at bringe nødhjælp ud til muslimske flygtninge i Myanmar, og tilsvarende aktioner har været rettet mod kristne. Blandt synderne er endvidere diverse totalitære regimer, eksempelvis i Kina, Laos og Vietnam, hvor kristne og andre religiøse grupper udsættes for systematiske forfølgelser.
Politisk apati
Problemets alvor og udbredelse taget i betragtning bør det give anledning til eftertanke, at de vestlige demokratier ikke i nævneværdigt omfang har reageret med sanktioner mod de lande, der tegner sig for de værste overgreb mod religionsfriheden og dermed også mod menneskerettighederne. Hvad dette angår, står skiftende danske regeringers undladelsessynder i form af udeblevne reaktioner nærmest i kø. Tænk blot på de møder, der i årenes løb er afholdt med repræsentanter for det kinesiske regime f.eks. i forbindelse med danske eksportfremstød. Her har drøftelser om menneskerettigheder, for så vidt som emnet overhovedet er blevet bragt på bane, nok ikke fyldt alverden – i hvert fald ikke nær nok til at spolere den gode stemning. Og lad os heller ikke glemme daværende udenrigsminister Villy Søvndals kommentar på en konference om de kristnes situation i Mellemøsten i september 2012, hvor han sagde: ”Det er meget lidt klogt at kaste sig ud i en kamp blot for en enkelt gruppe.” Lysten til at gå i brechen for forfulgte kristne truet på liv og helbred har i toneangivende politiske kredse ikke været iøjnefaldende.
Et tabu i medierne
Noget tilsvarende kan siges om de danske medier, som kun sporadisk har følt sig foranlediget til at orientere befolkningen om, hvad kristne udsættes for uden for Valby bakke. Den danske journalist Klaus Wivel, som i det forgangne år udsendte bogen ”Den sidste nadver” om de fortvivlende forhold for de kristne mindretal i Mellemøsten, brød således med et tabu og fik – bevares – en vis omtale i nogle dage omkring udgivelsen, men grundlæggende er der intet, der har ændret sig. En medvirkende årsag hertil kan være, at avisernes udenrigskorrespondenter i et ikke ubetydeligt omfang henter deres oplysninger hos internationale nyhedsbureauer og engelsksprogede toneangivende medier som f.eks. New York Times, hvor man fortrinsvis bringer nyheder, der kan stille kristendommen i et uheldigt lys.
Skulle nogen sidde tilbage med det indtryk, at forfølgelser af kristne kun er et fænomen, der forekommer i lande fjernt fra de vestlige demokratier, bør det tilføjes, at en europæisk menneskerettighedsorganisation ledet af den tyske teolog dr. Gudrun Kugler, Observatory on Intolerance and Discrimination Against Christians, netop har offentliggjort en rapport, der dokumenterer 241 tilfælde af diskrimination og chikane mod kristne i Europa, herunder 133 tilfælde af hærværk mod kristne lokaliteter i 11 lande. De europæiske samfund er, som Gudrun Kugler konstaterede i forbindelse med offentliggørelsen af rapporten, i stigende grad sekulariserede og har mindre og mindre plads til kristendommen.
I rapporten bemærkes det afsluttende, at kunsten og medierne er blevet en ny tumleplads for intolerance. Ja, mon ikke de fleste af os har bemærket, at især engelske TV-serier – Midsomer Murders med kriminalkommissær Tom Barnaby er et spektakulært, men langt fra enestående eksempel – med forkærlighed skildrer præster som i bedste fald personer ramt af alvorlige anfægtelser og depressioner over deres forspildte liv, men endnu hyppigere som seksuelt frustrerede og perverterede stakler, der i slutscenen føres bort til afsoning efter at have inkasseret en velfortjent moralsk opsang fra den retsindige og derfor dybt konsternerede kriminalkommissær. Det er tankevækkende, at en så grovkornet og utilsløret antireligiøs propaganda kan forekomme i en ”hyggelig” TV-serie møntet på et bredt publikum, uden at nogen øjensynlig løfter så meget som et øjenbryn.
Se artiklen i printvenlig version