Foto: Wikimedia (øverst) Foto: Shutterstock (nederst)
Smilene var store, som det hører sig til ved officielle lejligheder. Kemien har muligvis også været udmærket mellem pave Frans og USA’s præsident Barack Obama, da denne sidste aflagde besøg i Vatikanet torsdag den 27. marts, men det er straks sværere at få øje på nogen form for dybere enighed mellem de to. Visse mediers forslag, der har gået på, at de begge to har et hjerte, der banker varmt for denne verdens fattige, virker ikke overbevisende, al den stund det er vanskeligt at dokumentere, hvad Obama faktisk har gjort for at udligne forskellen mellem rig og fattig i USA i sin tid som præsident.
Ulige lettere er det at konstatere, hvad Obama har gjort for at lægge sig ud med den katolske kirke i USA og for i bredere forstand at begrænse religionsfriheden. I øjeblikket står det ene sagsanlæg efter det andet i kø på vej gennem det amerikanske retssystems mange instanser – sagsanlæg, som anfægter Washingtons ret til – i henhold til det såkaldte HHS-dekret, bedre kendt som Obamacare – at pålægge katolske arbejdsgivere at betale for deres medarbejderes eventuelle udgifter til sterilisation, prævention og abort. Kun menigheder og bispedømmer er undtaget. Skoler, hospitaler og andre karitative institutioner samt private virksomheder er truet på deres eksistens, for så vidt som de nægter at gå på kompromis med deres religiøse overbevisning. At møde dekretet med civil ulydighed er ikke nogen langtidsholdbar løsning, eftersom det vil medføre bøder i millionklassen.
Læg hertil, at Obama med flid har anbragt en stribe nominelle (dvs. i realiteten frafaldne) katolikker på politiske nøgleposter i et åbenlyst forsøg på at så tvivl om Kirkens morallære i den amerikanske befolknings øjne. De mest fremtrædende er vicepræsident Joe Biden, udenrigsminister John Kerry, sundhedsminister Kathleen Sebelius og lederen af den demokratiske gruppe i Repræsentanternes Hus Nancy Pelosi, der for nylig modtog Planned Parenthoods Margaret Sanger Award som en anerkendelse for sit utrættelige forsvar for fri abort.
Lederen af den amerikanske organisation Priests for Life Fr. Frank Pavone har i en kommentar på organisationens hjemmeside kritiseret, at de fleste medier forholder sig til den dybe modsætning mellem Obama-administrationen og den katolske kirke i abortspørgsmålet ved at foregive, at den enten er uden betydning eller slet ikke eksisterer. Men modsætningen, siger Pavone, drejer sig om “selve kernen i og grundlaget for social retfærdighed. Uden retten til livet bortfalder grundlaget for alle andre rettigheder.”
I denne forbindelse citerer han pave Frans’ apostoliske skrivelse Evangelii Gaudium, hvor der står: “Forsvaret for det ufødte liv er nært forbundet med forsvaret for alle andre menneskerettigheder. Dette forsvar står og falder med overbevisningen om, at et menneskeliv altid er helligt og ukrænkeligt… I det øjeblik denne overbevisning forsvinder, forsvinder også det solide og varige grundlag for respekten for menneskerettighederne, som altid vil kunne anfægtes af de eksisterende magthaveres luner” (nr. 213).
Og han tilføjer dette citat fra pave Johannes Paul 2., som for 25 år siden i sin apostoliske skrivelse Christifideles Laici skrev: “Det ofte højlydt fremførte og berettigede krav om respekt for menneskerettighederne – f.eks. retten til sundhed, hjem, arbejde, familie og kultur – er falsk og illusorisk, hvis ikke retten til livet, som er den mest fundamentale af alle rettigheder og forudsætningen for alle andre personlige rettigheder, forsvares med den højeste grad af beslutsomhed” (nr. 68).
At paven ikke undlod at berøre disse emner, fremgår – behørigt indpakket i diplomatsprog – af det kommuniké, som Vatikanet udsendte efter mødet. Heri hedder det bl.a., at “der blev diskuteret spørgsmål af særlig relevans for forholdet mellem kirke og stat i det pågældende land, så som retten til fri religionsudøvelse, retten til liv og retten til samvittighedsnægtelse (conscientious objection)”. Det sidste har traditionelt betydet retten til at nægte at bære våben af moralske og religiøse årsager, men er siden 1973 også blevet brugt om hospitalspersonales ret til at nægte at medvirke ved provokerede aborter – en ret, som (modsat i Danmark) ikke eksisterer i USA.
Hvorvidt diskussionen om disse spørgsmål førte til noget resultat, fremgår ikke af kommunikéet. Men af og til – ikke mindst når erfarne diplomater fører ordet – er det, der siges, mere interessant end det, der ikke siges.
Se artiklen i printvenlig version