Inkvisitionen hører til standardspørgsmålene om – eller rettere til standardanklagerne mod den katolske Kirke. Og vist er der noget at komme efter. Mange af de ting, der skete i middelalderen og senere, hverken ville eller kunne vi acceptere i dag, Men for at yde Inkvisitionen retfærdighed bør man forsøge at forstå den i dens historiske kontekst – og samtidig forsøge at forholde sig kritisk til anklagerne mod Kirken, som ikke altid er båret af historisk indsigt.
Inkvisitionen blev oprettet af Kirken i 1184 som et middel til at bekæmpe kætterbevægelserne, som på det tidspunkt var på hastig fremmarch, især i Sydfrankrig, og som efter 1150 havde antaget faretruende dimensioner. Det var bevægelser som katharerne, valdenserne og især albigenserne. Inkvisitionen var domstole, som skulle afgøre, om folks synspunkter var i overensstemmelse med Kirkens lære, eller om der var tale om kætteri, dvs. dens funktion svarede til det, som i dag hedder Troslærekongregationen. Det var kun de teologiske og læremæssige problemer, som Inkvisitionen skulle tage stilling til. Selve strafudmålingen tilkom de verdslige myndigheder. I begyndelsen prøvede Kirken først med det gode at føre de vildfarne tilbage til Kirkens lære. En af dem, som fik overdraget denne svære opgave, var den unge munk Dominicus Guzman, som senere blev kendt som Sankt Dominicus, stifteren af Dominikanerordenen. Lige som Frans af Assisi og Antonius af Padua gik han rundt ydmyg og fattig og prøvede ved sit gode eksempel og sine prædikener at omvende folk. Det kunne imidlertid ikke bremse de frembrusende kætterbevægelser, hvis hovedinteresse ikke så meget var at søge sandheden som at bemægtige sig de landområder og rigdomme, som Kirken på det tidspunkt rådede over. Den sydfranske adel så i det albigensiske oprør en chance for at vinde gods og land fra Kirken, så derfor sluttede de sig til bevægelsen.
Kunne Kirken da ikke bare lade dem tro, som de ville?
Dødens ideologi
Her må man gøre sig klart, at kætternes lære var en dødens ideologi, en gift for Kirken og dermed for kristendommen og hele Europas samfundsfundament. Højmiddelalderens Europa kaldes også den kristne enhedskultur, fordi Den katolske Kirke og dermed den kristne tro og moral var den altbærende sammenhængskraft og inspiration på alle niveauer. Kætterne derimod, især albigenserne og katharerne var inspireret af antikkens dualistiske verdensopfattelse: De anså den fysiske verden, også menneskelegemet, som skabt af Den Onde selv. Satans hovedrepræsentant mente de var paven i Rom, som de kaldte Antikrist. De fornægtede Jesus som Guds Søn, Kirken som hans mystiske Legeme, og de fornægtede sakramenterne. De var imod menneskeslægtens formering, derfor afskyede de ægteskab, børn og graviditet. Følgelig praktiserede de provokeret abort og animerede til selvmord på dertil indrettede hospicer. Som en følge af deres negative syn på livet og det fysiske legeme, levede de strengt asketisk, de levede i cølibat og var vegetarianere, mange sultede sig til døde. De lidt laverestående i deres orden levede efter knap så streng en disciplin, men under alle omstændigheder skulle de undgå at få børn. Derfor var det dem kun tilladt at have et seksualliv i form af homoseksualitet og utugt under former, som ikke kunne føre til befrugtning.
De vanhelligede kirkerne og plyndrede dem, altrene blev skændede, krucifikser blev brugt som prøv-lykken-skydeskiver på markedspladser. Man kan forestille sig, hvordan alt dette må have virket på den troende befolkning!
Bevægelsen bredte sig som en steppebrand, og i begyndelsen af 1200-tallet stod det klart, at albigenserne truede den religiøse og dermed også den samfundsmæssige enhed, sundhed og fred i Europa. De var blevet en større trussel mod Europas integritet end islam, der ellers i århundreder havde truet kristendommen. I 1098 var det første korstog sat i gang for at tilbageerobre Den hellige Stad fra muslimerne. Nu (1209) dekreterede pave Innocens III et korstog internt i Europa mod albigenserne.
Det blev en af de blodigste aktioner i Europas og Kirkens historie.
Belært af disse bitre erfaringer gik Kirke og kongedømme nu sammen om at styrke de længst vedtagne love imod kætteri. De blev stadfæstet på 4. Laterankoncil i 1215 i en form, som er forbløffende nutidig i sin sans for retfærdig og human behandling af de mistænkte. Sådan begyndte inkvisitionen. I de følgende århundreder fik den mange forfærdelige henrettelser på sin samvittighed – men ikke sjældent fordi de verdslige fyrster og konger infiltrerede den med det ene formål at tilrane sig de mistænktes landområder, rigdomme og magt.
Tempelridderne
Et markant eksempel er den skæbne, der overgik Tempelridderordenen. Den blev i 1307 med ét slag nedslagtet, og dens anførere senere (1314) brændt på bålet. Den var begyndt i 1119 som en from munkeorden med den hovedopgave at beskytte Tempelbjerget i Jerusalem og de pilgrimme, som valfartede til det hellige land. Selv levede ridderne efter Augustins Regel i fattigdom, lydighed og kyskhed, men taknemmelige pilgrimme overvældede dem med gaver, så deres orden snart besad store rigdomme. Hvad var der sket, siden inkvisitionen 200 år senere kunne behandle dem så grusomt? Der er ingen ende på teorierne om deres dybe hemmeligheder og forbrydelser, ligesom der ikke er ende på beretningerne om inkvisitionens grusomhed. Hvad er sandt, og hvad er løgn?
Fundet i Vatikanets arkiver
I 2002 blev der gjort et sensationelt fund i Vatikanets arkiver: Protokollen fra Den pavelige Inkvisitions første forhør af de mistænkte. Sagen var endt med, at alle blev frifundet og modtog Kirkens absolution.
Men nu gik den franske konge i aktion. Det var Philip den Smukke (1285-1314), som så en chance for at tilrane sig Tempelherreordenens legendariske rigdomme. Det lykkedes ham at anbringe en svag franskmand på Pavens trone (Clemens V), og fra den dag kunne han også besætte Inkvisitionens poster. Han udskiftede dem, som havde frikendt tempelherrerne, med folk, som var lydige mod ham selv. De anklagede blev igen slæbt for retten og under tortur fremkom de derefter med tilståelser, som til sidst sendte dem på bålet.
Summa summarum: Kirkens intention med oprettelse af Inkvisitionen var god og nødvendig for at holde troen på ret køl (ligesom vi i dag ikke kan undvære Troslærekongregationen!). Mange af de grusomheder, som senere blev begået i Inkvisitionens navn kan tilskrives de verdslige fyrster, som udnyttede Inkvisitionens autoritet til egen fordel, som ovenstående eksempel viser.
Endelig må man nok se i øjnene, at Kirken selv må bære en del af ansvaret for de grusomheder, Inkvisitionen udløste. Men kun en minutiøs historisk forskning af de enkelte sager vil kunne afgøre, hvad der er sandt og hvad der løgn i disse gamle sager.
Kirsten Kjærulff
Se artiklen i printvenlig version