Den tyske bispekonference har netop offentliggjort en række statistiske data, som med al tydelighed bekræfter, at krisen langt fra er overvundet.
I 2020 var der således 221.390 katolikker, der forlod Kirken. Ser man på udviklingen inden for de seneste tre år, er der i alt tale om et frafald på lidt over 7 millioner – en kendsgerning, som lederen af den tyske bispekonference, biskop Georg Bätzing, betegner som chokerende.
Statistikkerne viser samtidig et markant fald i antallet af modtagelsen af sakramenter:
Dåbshandlinger: fra 159.043 i 2019 til 104.610 i 2020.
Første kommunion: fra 166.481 i 2019 til 139.752 i 2020.
Firmelser: (konfirmationer) fra 123..253 i 2019 til 75.387.
Bryllupper: fra 38.537 i 2019 til kun lidt over 11.000 i 2020.
Endvidere fremgår det, at antallet af sogne er faldet fra 10.045 i 2018 til 9.936 i 2019 og til 9.858 i 2020.
At så mange forlader Kirken, hænger til en vis grad sammen med den tyske kirkeskatsordning, hvor det er staten, der opkræver kirkeskatten , og hvor man derfor er nødt til at melde sig ud af Kirken, hvis man ikke er tilfreds med dens linje og derfor ikke ønsker at understøtte den økonomisk.
Biskop Bätzing fortolker frafaldet som først og fremmest en reaktion på de mange tilfælde af seksuelle overgreb inden for Kirken. Det skal, mener han, ses i sammenhæng med udøvelsen af magt og om magtfordelingen i Kirken. Og han tilføjer: ”Jeg håber meget på, at ”den synodale vej” kan bidrage til at genopbygge tilliden.”
Med andre ord: Utilfredsheden skyldes ifølge biskop Bätzing først og fremmest, at lægfolket tørster efter mere ”demokrati”, flere møder og mere uigennemskueligt bureaukrati. Men hvis det havde noget på sig, ville statistikkerne formentlig have set ganske anderledes ud i betragtning af, at den synodale vej allerede i længere tid har været markedsført som mirakelkuren – uden at det, som det fremgår af statistikkerne, ser ud til at have haft en mærkbar gavnlig effekt.
Så mon ikke det omvendt forholder sig sådan, at den synodale vej har en væsentlig andel i, at mange tyske katolikker er nået til den konklusion, at det ikke er foreneligt med deres tro og deres samvittighed at smide penge efter denne nedbrydningsproces? Og mon ikke biskop Bätzings fortolkning af miseren bærer præg af, at han først og fremmest har øje for, hvad der gavner hans karriere?
Se artiklen i printvenlig version