”Den respektfulde dialog” er den katolske Kirkes uskrevne udgangspunkt for enhver samtale med repræsentanter for andre religioner, f.eks. når formålet er at fremme fredelig sameksistens. Det respektfulde består hovedsagelig i, at man fra Kirkens side respekterer religionsfriheden og dermed den andens part ret til at have en anderledes tro – og så i øvrigt forventer en lignende tolerant holdning fra samtalepartneren på den modsatte side af bordet.
Hermed sagt, at det er helt normalt og naturligt, at paven under et besøg i et i hovedsagen muslimsk land anslår en høflig og forsonlig tone og i samtaler med de religiøse ledere søger at skabe en afslappet og tillidsfuld atmosfære, som kan være med til at forebygge fremtidige konflikter.
Noget ganske andet er imidlertid, hvis den ene part midt i al hjerteligheden går så vidt som til at antyde, at den ene religion i princippet kan være lige så god og sand som den anden. Ikke mindst, når det tilmed bliver nedfældet i et officielt dokument og underskrevet af den øverste hyrde, sådan som det skete, da pave Frans under sit besøg i det arabiske emirat Abu Dhabi den 4. februar sammen med Egyptens storimam Ahmed el-Tayeb underskrev et dokument om ”Menneskeligt broderskab for verdensfreden og fredelig sameksistens”, hvor der blandt andet står, at ”pluralismen og religionernes, hud[farv]ens, kønnenes, racernes og sprogenes forskellighed er villet af Gud i hans visdom, hvormed han har skabt menneskene.”
Bemærk sidestillingen af religionen med køn, race, sprog osv., som giver indtryk af, at ligesom vi skal tage det som noget naturligt og harmløst, at mennesker har forskellig hudfarve og taler forskellige sprog, skal vi også bare glæde os over de mange (gudgivne) tilbud på den religiøse markedsplads.
Enkelte kommentatorer har bemærket, at sprogenes mangfoldighed faktisk er et resultat af synden, hvis vi ellers skal tage den bibelske beretning om Babelstårnet alvorligt. Andre har fremhævet det nok mere alvorlige i, at pavens udsagn vanskeligt kan opfattes som andet end, hvad hans nærmeste medarbejdere formentlig vil betegne som et paradigmeskift, men som lige så vel kan ses som et brud med Kirkens konstante lære.
Det gælder f.eks. biskop Athanasius Schneider, som i en fyldig kommentar den 8. februar[1] har slået fast, at ”kristendommen er den eneste Gud-villede religion.” Indledningsvis citerer han Joh 3,5-7: ”Jesus svarede: »Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige. Det, der er født af kødet, er kød, og det, der er født af Ånden, er ånd. Du skal ikke undre dig over, at jeg sagde til dig: I må fødes på ny.”
I resten af teksten underbygger han med et væld af skriftsteder Kirkens lære om dåbens betydning for vores frelse og om Kristus som den eneste mellemmand mellem Gud og mennesker – og slutter af med endnu to citater fra Johannesevangeliet: ”For min Faders vilje er, at enhver, som ser Sønnen og tror på ham, skal have evigt liv, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag”. ”Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus.”
En dominikaner og teolog, som (af forståelige grunde) har ønsket at være anonym, siger i en kommentar til LifeSiteNews: ”Gud tillader ikke-katolske religioner at eksistere, men at tillade noget er ikke en måde at ville det på, men en måde ikke at ville forhindre det på. Således tillader Gud, at mange uskyldig mennesker bliver dræbt, men det er ikke noget, han vil.”
Endvidere henviser han til Troslærekongregationens skrivelse Dominus Jesus i år 2000, som under den daværende kardinal Joseph Ratzinger, bekræftede, at frelsen kun findes i Jesus Kristus og i Kirken. § 7 i denne skrivelse understreger vigtigheden af at skelne mellem teologisk tro og tro i andre religioner. Hvis troen består i, at man i kraft af Guds nåde tager imod den åbenbarede sandhed, som gør det muligt at trænge ind i mysteriet på en måde, så vi kan forstå det som en helhed, så er troen i andre religioner den sum af erfaringer og tænkning, som udgør menneskenes skatkammer af visdom og religiøs stræben, som mennesket i sin søgen efter sandheden har udtænkt og handlet efter i sit forhold til Gud og det absolutte.
[1] Hele teksten i engelsk oversættelse kan læses her: https://onepeterfive.com/schneider-christian-god-willed/
Se artiklen i printvenlig version