Som bekendt stemte det amerikanske Senat den 6. oktober med stemmerne 50-48 for Brett Kavanaugh som ny højesteretsdommer efter et mildt sagt dramatisk forløb, hvor Kanavaugh undervejs havde måttet lægge ryg til anklager om seksuelle overgreb på tre kvinder i begyndelsen af 1980’erne.
Og som bekendt lykkede det ikke kvinderne, Deborah Ramirez, Julie Swetnick og Christine Ford, at overbevise et flertal i Kongressen om Kavanaughs skyld. Ramirez blev på et tidligt tidspunkt ”frasorteret” efter at have indrømmet, at hun var stærkt beruset og derfor ikke havde nogen klar erindring om, hvem der havde forgrebet sig på hende. Swetnicks vidnesbyrd blev betydeligt svækket, da det kom frem, at hun i 2000 var blevet afskedigt fra et IT-firma efter tre ugers ansættelse med den begrundelse, at hun havde løjet om sin uddannelse, opført sig ”upassende” i arbejdstiden og efterfølgende havde fremsat falske anklager om sexchikane mod to mandlige medarbejdere. En lignende sag fandt sted på en tidligere arbejdsplads. Den blev efter sigende afsluttet med et forlig. Endvidere havde hun for 10 år siden fået et polititilhold om ikke at vise sig i nærheden af en ex-kærestes bolig, efter at hun gentagne gange at have truet ham og hans kone og børn.
Sagen mod Kavanaugh kom således i sidste instans til at stå og falde med Fords troværdighed. Den faldt definitivt til jorden, da FBI på opfordring af senatorerne fra begge partier foretog en undersøgelse af Christine Fords anklage, hvor de foreliggende vidneudsagn blev efterprøvet. FBI konkluderede kort og godt, at der ikke kunne føres bevis for anklagerne. De var smuldret bort i en sværm af indbyrdes modsigende påstande. Eksempelvis stod Ford til at begynde med urokkeligt fast på, at Kavanaugh var én af fire gerningsmænd. Det ændrede hun senere til én gerningsmand plus én, der nøjedes med at se på. Hun havde ikke noget svar på, hvor mange der var til stede ved det ungdomsgilde, hvor overgrebet skulle have fundet sted, og hun huskede ikke, hvilket år eller på hvilken adresse eller hos hvem, overgrebet var foregået, eller hvem der havde kørt hende derhen og hjem igen. Bedre blev det ikke af, at ikke et eneste af de vidner, hun refererede til, heller ikke en livslang veninde, så sig i stand til at bekræfte, at Kavanaugh skulle have været til stede.
Så facit blev, at hun sandsynligvis havde deltaget i et ungdomsgilde på et eller andet tidspunkt og sandsynligvis havde været udsat for et seksuelt overgreb, men at intet tydede på, at Kavanaugh skulle have været til stede ved den lejlighed.
Men hermed slutter sagen ikke.
Den amerikanske TV-station National Broadcasting Company (NBC), som er det ene af de tre største nyhedsmedier i USA, har for nylig måttet indrømme, at redaktionen i september, nærmere bestemt på tidspunktet for høringerne i Kongressen, tilbageholdt oplysninger, der ville have svækket beskyldningerne fra Julie Swetnick. Det siger noget om NBC’s presseetik eller rettere mangel på samme, at man bragte et interview med hende vel vidende, at der ikke var tilstrækkeligt belæg for de beskyldninger, hun ved den lejlighed rettede mod Kavanaugh.
Sidste nyt er, at Julie Swetnick og hendes sagfører Michael Avenatti nu bliver stillet til regnskab for at have givet falske oplysninger til Senatets juridiske komité. Der sker på foranledning af komiteens formand, Chuck Grassley, som har anmodet FBI om at foretage en undersøgelse af deres håndtering af sagen, nærmere bestemt, hvad de fortalte komiteen, mens høringerne stod på, og hvad Swetnick efterfølgende sagde i et interview med NBC den 26. september, hvor hun løb fra væsentlige elementer i den erklæring, hun havde sendt til senatorerne.
Hvad sagen i virkeligheden drejede sig om
Man behøver ikke undre sig over dette helt enestående forløb, hvor alle midler – også de mest beskidte – blev taget i brug for at så tvivl om, at Kavanaugh var værdig til at overtage embedet som højesteretsdommer efter Anthony Kennedy. Forklaringen er kort og godt, at USA’s største abortudbyder, Planned Parenthood, med beredvillig assistance fra de toneangivende medier og deres allierede i det demokratiske parti ikke skyede noget middel for at forhindre valget af Kavanaugh, fordi de var klar over, at der med Donald Trumps udnævnelse af Kavanaugh og hans udnævnelse i 2017 af Neil Gorsuch efter al sandsynlighed vil være skabt et flertal i Højesteret mod fri abort.
Det kan i første omgang komme til at betyde, at de enkelte delstater nu får mulighed for at indføre væsentligt strammere abortlovgivning (som indtil nu er blevet underkendt af Højesteret), og at man måske på længere sigt helt vil kunne afskaffe den såkaldte ret til fri abort i USA og dermed fjerne det økonomiske grundlag (vi taler om årlige milliardbeløb) under Planned Parenthood og andre abortudbydere.
Se artiklen i printvenlig version