I et interview med EWTN den 4. oktober placerede den forhenværende præfekt for Troslærekongregationen, kardinal Gerhard Müller, ansvaret for årtiers seksuelle misbrug af børn og unge hos de personer i Kirkens ledelse, som fra 1960’erne og op til i dag har hyldet den opfattelse, at ”Jesus prædikede kærlighed, og at vi derfor ikke har brug for love i Kirken.”
”Men det er tåbeligt,” tilføjede han, ”for vi er et fællesskab af mennesker. Kærligheden kommer fra Gud, hvorimod vi mennesker kan blive syndere, kan begå kriminalitet. Derfor har Kirken brug for at kunne anvende sanktioner over for sine medlemmer – i særdeleshed over for gejstligheden.”
Kardinal Müller rettede især skytset mod den ni-mands-gruppe af særlige rådgivere, som paven har samlet omkring sig, og som ifølge Müller har blandet sig i Troslærekongregationens arbejde blandt andet ved ”i mange tilfælde at underkende de straffe, kongregationen har idømt misbrugerne, fordi nogle af dem grundlæggende er modstandere af at overføre præster til lægmandsstatus.” Derfor, forklarede han, er der flertal i denne gruppe for at straffe de skyldige præster, men ikke for at fjerne dem fra præstestanden, hvilket, tilføjede han, er ”absolut nødvendigt for at yde ofrene retfærdighed”. ”Det er den eneste måde at komme ud af krisen på”.
På spørgsmålet om det er sandt, at paven i 2013 beordrede ham til at indstille en undersøgelse af anklagerne mod kardinal Cormac Murphy-O’Connor[1], svarede han noget undvigende, at ”pavens tilladelse er nødvendig for, at en undersøgelse kan iværksættes”. Det skal tilføjes, at Müller samme dag i et interview med LifeSiteNews forklarede, at han i dette spørgsmål var bundet af sit tavshedsløfte, og dernæst – hårdt presset – bekræftede, at undersøgelsen var blevet afbrudt uden at være ført til ende.
Med hensyn til pavens monopol på at iværksætte undersøgelser understregede Müller, at dette privilegium efter hans opfattelse er en fejltagelse, og at sådanne undersøgelser burde foretages af uafhængige instanser – og i det mindste uden indblanding fra pavens såkaldte venner.
Og han tilføjede: ”Vi har behov for en korrekt behandling af disciplinærsager og af spørgsmål om tro og moral – ikke dette system, hvor alting afhænger af personlige relationer.”
[1] Denne nu afdøde britiske kardinal, som hørte til inderkredsen omkring pave Frans, var under mistanke for at have bestukket en pige på 13-14 år til at tie stille med, at hun var blevet seksuelt misbrugt af en af hans præster – og af ham selv i slutningen af 1960’erne. Den pågældende præst blev i 2002 ved en civil domstol kendt skyldig i seksuelle overgreb mod tre mindreårige og idømt 5 års fængsel.
Se artiklen i printvenlig version