”Det Andet Vatikankoncils hensigt[1] var ikke at iværksætte en reform, som kunne give anledning til et brud med Traditionen, men tværtimod at genopdage og bekræfte Traditionen i dens dybeste mening.”
Sagde kardinal Robert Sarah i sin indledningstale til et kollokvium, som blev afholdt i Tyskland i dagene 29. marts-1.april i anledning af tiåret for pave Benedikts dekret Summorum Pontificum. I denne skrivelse gav pave Benedikt tilladelse til, at alle præster – uden at skulle søge om tilladelse til det – kan læse messer efter den seneste revision af den tridentinske liturgi fra 1962.
Kardinal Sarah, som er præfekt for Kongregationen for Gudstjenester og Sakramenter, har ved flere lejligheder givet udtryk for alvorlige betænkeligheder vedrørende den liturgiske udvikling i Kirken efter Andet Vatikankoncil.
Læs også: Kardinal Sarah udfordrer Vatikanet med et udspil om liturgien
I denne tale understregede han, at det er en afsporing af debatten at ville sætte pave Paul 6.’s Novus Ordo, som i 1969/70 blev den ordinære messeform efter koncilet, og den tridentinske liturgi op mod hinanden, som om der var tale om to modsætninger, der gensidigt udelukker hinanden. De skal tværtimod berige hinanden:
”Jeg vil derfor på det bestemteste afvise, at vi skal spilde vores tid på at sætte den ene liturgi op mod den anden, den hellige Pius 5.’s messe op mod den hellige Paul 6.’s messe. Det, det drejer sig om, er derimod, at vi skal begive os ind i liturgiens store stilhed ved at lade os berige af alle de liturgiske former, hvad enten de er latinske eller østkirkelige. For uden denne stilhedens mystiske dimension og uden en kontemplativ ånd vil liturgien fortsat give anledning til hadefulde splittelser og ideologiske konfrontationer … i stedet for at være det sted, hvor vi oplever enheden og fællesskabet med Herren.”
”Det allervigtigste,” understreger Sarah, ”– uanset om man fejrer messen i den ordinære eller ekstraordinære form – er at give de troende adgang til det, de med rette kan forvente: liturgiens skønhed, dens hellighed, stilheden, meditationen og tilbedelsen. Liturgien bør stille os ansigt til ansigt med Gud i et personligt og intenst møde, hvor vi bliver draget ind i den hellige Treenigheds indre liv. ”
Og han fortsatte med at citere pave Benedikts ledsageskrivelse til Summorum Pontificum, hvor der bl.a. står: ”Umiddelbart efter Det Andet Vatikankoncil forventede man, at anmodninger om brug af den tridentinske liturgi fra 1962 i hovedsagen ville komme fra den ældre generation, der var vokset op med den, men efterfølgende har det med al tydelighed vist sig, at unge mennesker også har opdaget denne liturgi, følt sig tiltrukket af den og i den fundet en form for møde med den hellige eukaristis mysterium, som har sagt dem noget helt særligt.
Dette er en uomgængelig virkelighed, et sandt tidens tegn. Når unge mennesker udebliver fra gudstjenesterne, er vi nødt til at spørge os selv hvorfor. Vi må sørge for, at den nyere messeform også giver mulighed for et sådant møde på den via pulchritudinis[2], som gennem sine hellige riter fører frem til den levende Kristus og til arbejdet i hans Kirke i dag. For eukaristien er ikke en slags ”måltid blandt venner”, en selskabelig sammenkomst i menigheden, men et helligt mysterium, vor tros store mysterium, fejringen af Jesu Kristi Forløsning af os, ihukommelsen af Jesu død på korset for at befri os for vore synder. Den hellige messe bør derfor fejres med den samme skønhed og inderlighed, som den hellige sognepræst fra Ars, Padre Pio eller Josemaria gjorde, og det er en uomgængelig betingelse for at nå frem til en forsoning på det liturgiske område – om jeg så må sige ”ad den slagne vej””.
Kardinal Sarah sammenfattede sine anbefalinger i tre ord: Stilhed, Tilbedelse og Uddannelse. Det sidste forstået som behovet for en liturgisk uddannelse på alle niveauer ”som bygger på en forkyndelse af troen, som den er udtrykt i Den Katolske Kirkes Katekismus, hvilket beskytter os mod mulige mere eller mindre lærde fantasterier fra visse teologer, som længes efter ”nyskabelser”.
Han afsluttede sin tale med en opfordring til omhyggeligt at føre intentionerne i Summarum Pontificum ud i livet : ”Ikke som en negativ, bagstræberisk foranstaltning eller som noget, der bygger mure og skaber en ghetto, men som et vigtigt og sandt bidrag til det nuværende og fremtidige liturgiske liv i Kirken.
Hele kardinal Sarahs tale kan læses i engelsk oversættelse her
[1] Kardinal Sarah taler her om Konstitutionen om Liturgien (Sacrosanctum concilium), som åbnede muligheden for under visse betingelser at læse messen på modersmålet.
[2] Skønhedens vej