Som tidligere rapporteret (se Amoris laetitia: Pave Frans bekender kulør), løftede lækagen af pave Frans’ brev til biskopperne i Buenos Aires sløret for hans personlige holdning til det kontroversielle spørgsmål om fraskilte gengifte katolikkers mulighed for i visse tilfælde at modtage Kirkens sakramenter. Og allerede nu viser konsekvenserne sig i form af en splittelse i hele Verdenskirken mellem de biskopper, der slutter op om pavens skrivelse, og dem, der henholder sig til Kirkens konstante lære og derfor fastholder de hidtidige retningslinjer for den pastorale praksis.
Kort sagt, forvirringen breder sig. Først og fremmest fordi paven ikke har udstedt retningslinjer, der gælder for hele Kirken, men lader det være op til de enkelte biskopper at tage stilling til, hvordan de vil tackle problemerne med par, der kirkeligt set lever i uægteskabelige forhold. Dette kunne lyde som et columbusæg: Lad blot de enkelte bispedømmer rundt om i verden udarbejde deres egne retningslinjer, så får alle det, som de vil have det, og så må alle være glade.
Problemet er imidlertid, at man dermed lægger en bombe under Kirkens enhed (som netop paveembedet skal være garant for) og således også kaster Kirken ud i en krise af dimensioner. Den garvede italienske ”vatikanist” Sandro Magister har netop taget dette problem op i en artikel med overskriften ”I Rom ja, i Firenze nej. Sådan skaber ”Amoris laetitia” splittelse i Kirken”. I den første sætning hentyder han til, at mens paven i sin egenskab af biskop af Rom har godkendt liberale retningslinjer i sit eget bispedømme, har man i ærkebispedømmet Firenze i et nyt regelsæt i al væsentlighed holdt fast ved den hidtidige praksis.
Hermed er man havnet i den mildt sagt interessante situation at skulle forklare, hvordan noget ifølge Kirken kan være moralsk acceptabelt det ene sted i landet, men ikke det andet sted, eller i det ene land, men ikke i det andet.
Men er det ikke sådan, at Kirken i et vist omfang tager hensyn til den stedlige kultur og tillader variationer f.eks. i liturgien? Korrekt. Der kan være mange måder måder at tilbede Gud på og mange måder at leve og udtrykke sin tro på, men når det drejer sig om centrale trossandheder, er der ikke noget både-og. En trossandhed er en sandhed og derfor til enhver tid gyldig for alle. Alt andet er selvmodsigende.
Det er på denne baggrund, man skal forstå pave Johannes Paul 2., når han i sin rundskrivelse Familiaris consortio skriver, at de fraskilte gengiftes livssituation og livsforhold ”er i objektiv modstrid med det kærlighedsbånd, der eksisterer mellem Kristus og Kirken, og som eukaristien er et tegn på og gør nærværende” og efterfølgende konkluderer, at respekten for sakramentet [og dermed også for sandheden] ”forbyder enhver præst af hvad grund eller under hvilket påskud, det end måtte være, også selv om det er nok så pastorale grunde, at foretage nogen som helst liturgisk handling for fraskilte, der gifter sig igen.
Denne ellers nok så eftertrykkelige konstatering synes imidlertid ikke at have gjort indtryk på den amerikanske biskop Kevin Farrell, som inden længe sammen med 16 andre udvalgte biskopper vil blive ophøjet til kardinal af pave Frans. Han har for nylig udtalt: ”Jeg mener, at dokumentet Amoris laetitia er tro mod Kirkens lære. Det viderefører Johannes Paul 2.’s lære i Familiaris consortio. Det er jeg inderligt overbevist om.”
Det samme kunne være sagt af kardinal Schönborn eller ærkebiskop Blaise Cupich – sidstnævnte er også blandt de 17 vordende kardinaler – men ikke, som indledningsvis nævnt, af ærkebiskoppen af Firenze, kardinal Guiseppe Betori. De retningslinjer, han netop har godkendt, er forfattet af hans umiddelbare forgænger, kardinal Ennio Antonelli, som også er tidligere formand for Det pavelige Råd for Familien.
Antonelli konstaterer i afsnit 4, at det er en fejltagelse at antage, at det i visse tilfælde kan være umuligt for en person at overholde moralloven. Det underbygger han med dette citat fra Tridentinerkoncilet § 1536: ”Gud forlanger ikke det umulige af os, men gennem sine bud tilskynder han os til at gøre, hvad vi kan, og til at bede om at kunne gøre, hvad vi ikke kan, og han hjælper os til at blive i stand til at gøre det.” Og han konkluderer: ”At overholde Guds lov kan i visse situationer være vanskeligt, endog meget vanskeligt, men aldrig umuligt. Det er Kirkens konstante lære.” Han henviser i denne forbindelse til Johannes Paul 2.’s rundskrivelse Veritatis splendor 102.
Læs dette afsnit i oversættelse her
I afsnit 5 uddyber kardinal Antonelli ovenstående således: ”Eftersom generelle, negativt formulerede regler undtagelsesløst er af forpligtende karakter, er den kristne, som befinder sig i en ikke-reglementeret situation, over for Gud forpligtet til at gøre sit yderste for at komme ud af denne situation og bringe sin adfærd i overensstemmelse med normen. Det er muligt, at den pågældende ikke har været klar over det og derfor har handlet i god tro. I så tilfælde må den præst, som vejleder ham eller hende, kærligt og taktfuldt føre vedkommende frem til en forståelse af, hvad det kræver at opfylde Guds vilje og indrette sit liv på en måde, som er i overensstemmelse med evangeliets ord.”
***
Men selv om dokumenter som dette vil være i stand til lokalt at modvirke den almindelige forvirring, ændrer det ikke ved, at der hermed med pavens billigelse er opstået en situation, hvor Kirken ”kører” i to eller flere spor – alt efter den enkelte biskops eller bispekonferences præferencer. Det understreger med al tydelighed, at det ikke i virkelighedens verden er muligt at adskille doktrin og pastoral praksis.
Ingen har mere uforblommet advaret mod denne adskillelse end kardinal Robert Sarah, som er præfekt for Kongregationen for Gudstjenester og Sakramenter. I sin bog ”Dieu ou rien” (Gud eller intet) fra 2015, der er formet som en samtale med den franske journalist Nicolas Diat, skriver han således:
”En hvilken som helst forvridning af forholdet mellem læreembedet og den pastorale praksis er utænkelig. Tanken om at deponere læreembedet i et smukt skrin ved at løsgøre det fra den pastorale praksis, som så kunne udvikle sig i takt med omstændighederne, tidens modeluner og præferencer, er en form for kætteri, en farlig skizofren sygdomstilstand. Jeg bekræfter således højtideligt, at Kirken i Afrika på det bestemteste vil modsætte sig ethvert oprør mod Jesu og Kirkens lære.”
Se artiklen i printvenlig version