Robert Spaemann anses for at være de seneste årtiers betydeligste tyske katolske filosof. Han har fungeret som rådgiver for pave Johannes Paul 2. og er en nær ven af pave Benedikt 16. I dette eksklusive interview med den tyske afdeling af CNA forholder den nu pensionerede filosofiprofessor sig klart kritisk til pave Frans’ skrivelse ”Amoris laetitia, som blev offentliggjort den 8. april i år.
Professor Spaemann, De har som filosof fulgt både Johannes Paul 2.’s og Benedikt 16.’s pontifikater. Mange troende diskuterer nu, i hvilket omfang Amoris laetitia kan tolkes som en videreførelse af Kirkens og disse to pavers lære. Hvad mener De om det?
For størstedelens vedkommende er det muligt, selv om skrivelsen overordnet set åbner for konklusioner, som ikke kan bringes i overensstemmelse med Kirkens lære. I hvert fald er paragraf 305 med den tilhørende fodnote 351, hvor det slås fast, at troende, som ”objektivt befinder sig midt i en tilstand af synd” kan få adgang til at modtage sakramenterne ”på grund af formildende omstændigheder”, i direkte modstrid med paragraf 84 i pave Johannes Paul 2.’s skrivelse Familiaris consortio.
Hvad var det vigtigste dengang for Johannes Paul 2.?
Johannes Paul 2. kalder den menneskelige seksualitet for ”det konkrete billede på hele personens hengivelse” og dette ”uden nogen som helst verdslig eller anden form for begrænsning”. På den baggrund skriver han klart og tydeligt i paragraf 84, at fraskilte gengifte må afstå fra seksuelt samkvem, hvis de ønsker at gå til kommunion. En ændring i denne måde at forvalte sakramenterne på ville derfor ikke være en ”videreudvikling af Familiaris consortio, sådan som denne kardinal Kasper mener, men et brud med denne skrivelses lære både med hensyn til dens grundlæggende menneskesyn og dens teologiske lære om ægteskabet og den menneskelige seksualitet. Kirken har – medmindre der forinden er tale om en omvendelse – ingen fuldmagt til at legitimere uordnede seksuelle forhold ved at give adgang til sakramenterne og dermed tage forskud på Guds barmhjertighed. Dette uanset hvorledes man menneskeligt og moralsk bedømmer disse situationer. Her er døren lukket – ligesom i spørgsmålet om kvindelige præster.
Kunne man ikke indvende, at – selv om de filosofiske og teologiske overvejelser, De nævner, er rigtige – så er Guds barmhjertighed ikke bundet af sådanne grænser, men forholder sig til det enkelte menneskes konkrete situation?
Guds barmhjertighed har at gøre med kernen i den kristne tro på menneskevordelsen og forløsningen. Naturligvis har Gud hvert enkelt menneske i dets konkrete situation for øje. Han kender det bedre, end det kender sig selv. Men det kristne liv er ikke en pædagogisk foranstaltning, der går ud på at nærme sig ægteskabet, som man nærmer sig et ideal, således som Amoris laetitia mange steder synes at antyde. Alt hvad der har med menneskelige relationer og i særdeleshed med seksualiteten at gøre, drejer sig om menneskets værdighed, dets personlighed og frihed. Det har noget at gøre med legemet som ”Guds tempel” (1 Kor 6,19). Enhver krænkelse i så henseende – hvor sjældent den end måtte forekomme – er derfor også en krænkelse af forholdet til Gud, en synd mod hans hellighed, og kræver i hvert enkelt tilfælde renselse og omvendelse.
Guds barmhjertighed består netop i bestandig at muliggøre denne omvendelse. Naturligvis er hans barmhjertighed ikke bundet af nogen form for begrænsninger, men Kirken er på sin side forpligtet til at forkynde omvendelse og har ikke i sin forvaltning af sakramenterne fuldmagt til at overskride gældende grænser og således gøre vold mod Guds barmhjertighed. Det ville være en formastelighed. De af Kirkens folk, som holder sig til den bestående orden, fordømmer derfor ikke nogen, men respekterer og forkynder den grænse, der spærrer for en krænkelse af Guds hellighed. Det er sund forkyndelse. Påstanden om, at den skulle ”skjule sig bag Kirkens lære” og ”sætte sig på Moses’ stol” for at ”kaste sten mod menneskers liv” (305), vil jeg ikke kommentere yderligere. Blot skal det nævnes, at hentydningen til det relevante skriftsted kan misforstås. Jesus siger ganske vist, at farisæerne og de skriftkloge sidder på Moses’ stol, men understreger udtrykkeligt, at disciplene skal holde sig til, hvad de siger. De skal blot ikke leve, som de gør.[1]
Pave Frans har dog udtrykkeligt gjort opmærksom på, at man ikke skal fokusere på enkelte sætninger i hans skrivelse, men holde sig helheden for øje.
At sætte fokus på de nævnte steder i teksten er i mine øjne fuldstændig berettiget. Når det drejer sig om en pavelig læremæssig skrivelse, kan man ikke forvente, at folk skal glæde sig over en smuk tekst og se bort fra de specifikke sætninger, der ændrer Kirkens lære. Her er der tale om en stillingtagen, der kræver et klart ja eller nej. At give kommunion eller ikke. Der findes ingen mellemvej mellem disse to muligheder.
Den hellige Fader understreger gentagne gange i sin skrivelse, at ingen bør fordømmes evigt.
Jeg har vanskeligt ved at forstå, hvad han mener med det. Det er jo klart, at Kirken ikke bør fordømme nogen personligt og da slet ikke for al evighed, hvad den jo gudskelov heller ikke kan. Men når det drejer sig om seksuelle forhold, som objektivt modsiger de kristne leveregler, så ville jeg gerne have at vide af paven, efter hvor lang tid og under hvilke omstændigheder en objektivt syndig adfærd kan forvandles til en Gud velbehagelig adfærd.
Er der her efter Deres mening tale om et brud med Kirkens konstante lære?
At det drejer sig om et brud, er indlysende for ethvert tænkende menneske, der har kendskab til de relevante tekster.
Hvad enten man nu kan tilslutte sig dette eller ej, opstår spørgsmålet: Hvorledes er det kommet så vidt?
At Frans har lagt en kritisk distance til sin forgænger Johannes Paul 2., fik man allerede en klar fornemmelse af, da han helligkårede ham sammen med Johannes 23., for hvem han særskilt frafaldt det for helgenkåringer nødvendige krav om endnu et mirakel. Dette blev af mange med rette opfattet som manipulerende. Det virkede som om paven havde til hensigt at underspille Johannes Paul 2.’ betydning.
Men det egentlige problem er en mangeårig indflydelsesrig strømning inden for moralfilosofien, som man har kunnet finde hos jesuitterne allerede i det 17. århundrede, og som går ind for en ren situationsetik. De citater fra Thomas Aquinas, som paven anfører i Amoris laetitia, ser ud til at støtte denne retning. Men her lades det ude af betragtning, at Thomas kender til objektivt syndige handlinger, hvor der ikke gælder situationsbestemte undtagelser. Hertil hører alle former for uordnet seksuel adfærd. Ligesom Karl Rahner allerede i 1950’erne i en artikel, som indeholder alle væsentlige og endnu i dag gyldige argumenter, har også Johannes Paul 2. tilbagevist situationsetikken og fordømt den i sin encyklika Veritatis splendor. Også med denne skrivelse bryder Amoris laetitia. Endvidere bør vi ikke glemme, at det var Johannes Paul 2., der som det overordnede tema for sit pontifikat valgte Guds barmhjertighed, viede sin anden encyklika til dette emne, opdagede Søster Faustynas dagbog i Krakow og senere helgenkårede hende. Han er hendes autentiske fortolker.
Hvilke følger mener De dette vil få for Kirken?
Følgerne kan vi allerede nu forudse: Usikkerhed og forvirring – fra bispekonferencerne til den lille sognepræst på den yderste udpost. For få dage siden gav en præst fra Congo over for mig udtryk for sin rådvildhed med hensyn til denne skrivelse og manglen på klare retningslinjer. Ifølge de nævnte passager i Amoris laetitia kan ikke alene gengifte fraskilte, men alle, som lever i en eller anden ”irregulær situation” ved at henvise til det ikke klart definerede udtryk ”formildende omstændigheder” opnå tilladelse til at modtage kommunion – uden at ulejlige sig med at ændre noget i deres seksuelle adfærd, dvs. uden omvendelse og uden skrifte af denne og andre synder. Enhver præst, som holder sig til det regelsæt for forvaltning af sakramenterne, som har været gældende indtil nu, kan blive mobbet af sin menighed og sat under pres fra sin biskop. Rom kan nu foreskrive, at der kun skal udnævnes ”barmhjertige” biskopper, som er rede til at opbløde de nugældende regler. Kaos er med et pennestrøg blevet ophøjet til et princip. Paven må have vidst, at han med et sådant skridt skaber splittelse i Kirken og fører den mod et skisma. Et skisma, som ikke kun vil komme til at berøre periferien, men som vil tage bolig i selve Kirkens hjerte. Måtte Gud forbyde, at det kommer til at ske!
Et forekommer mig dog at være sikkert: Dette pontifikats anliggende – at Kirken skal overvinde sin optagethed af sig selv for at kunne tale direkte ind i menneskers hjerter – er med denne skrivelse blevet umuliggjort inden for en overskuelig fremtid. Vi kan ligeledes forvente, at sekulariseringen vil få et nyt opsving, og at vi vil opleve en yderligere tilbagegang i antallet af præster i store dele af verden. Vi har jo allerede i længere tid kunnet konstatere, at biskopper og bispedømmer med en klar og entydig holdning til spørgsmål om tro og moral har den største tilgang af nye præster. Man kommer til at tænke på den hellige Paulus’ ord i Korintherbrevet: ”Og hvis trompeten giver en uklar lyd, hvem vil så ruste sig til kamp?” (1 Kor 14,8).
Hvorledes skal man efter Deres opfattelse komme videre?
Hver eneste kardinal, men også hver biskop og præst må opfordres til inden for sit kompetenceområde uforfærdet at opretholde det katolske regelsæt for sakramenterne og offentligt bekende sig til det. Såfremt paven ikke er rede til at foretage korrekturrettelser i sin tekst, er det op til et senere pontifikat officielt at bringe orden i denne sag.
Interviewet bringes i dansk oversættelse med venlig tilladelse fra CNA Deutsch.
Den tyske originaltekst kan læses på http://de.catholicnewsagency.com/story/exklusiv-ein-bruch-mit-der-lehrtradition-robert-spaemann-uber-amoris-laetitia-0730
[1] Alt det, de siger til jer, skal I derfor gøre og overholde, men I skal ikke gøre, som de gør, for de gør ikke selv, hvad de siger. Matt 23,2
Se artiklen i printvenlig version