Pave Frans’ apostoliske erklæring Amoris laetitia åbner mulighed for, at fraskilte gengifte katolikker kan få adgang til sakramenterne efter en individuel vurdering af deres sag. I hvert fald hvis man skal tro den tyske bispekonferences formand kardinal Reinhard Marx, ærkebiskop Heiner Koch og biskop Franz-Josef Bode, som i en pressemeddelse på bispekonferencens officielle hjemmeside[1] – samme dag som erklæringen blev offentliggjort – bragte deres fortolkning af udvalgte passager i kapitel 8.
Her citerer de blandt andet paragraf 301 for at ”man ikke længere kan sige, at alle, der befinder sig i en såkaldt ”irregulær” situation, lever i en tilstand af dødssynd og har mistet den helliggørende nåde.”
”For at fælde en dom, ”skriver de tre biskopper, ”er det ganske enkelt ikke nok at fastslå, at en borgerligt indgået forbindelse strider mod det første sakramentale ægteskab og dermed står i et modsætningsforhold til den objektive norm. Det er snarere nødvendigt i hvert enkelt tilfælde at se på de pågældendes livssituation. På baggrund af disse overvejelser er det kun konsekvent, at paven ikke udstikker noget generelt regelsæt for, under hvilke omstændigheder man kan tillade skilte gengifte at modtage kommunion. Kun ved at se på den hidtidige livshistorie og de faktiske forhold kan der sammen med de pågældende personer skabes klarhed om, hvorvidt og på hvilken måde der i deres situation foreligger skyld, der stiller sig hindrende i vejen for modtagelse af eukaristien.”
Biskopperne henviser i denne sammenhæng både til fodnoterne 336 og 351. Den første er en uddybende kommentar til paragraf 300, hvor det slås fast, at ”konsekvenserne og virkningerne af en norm ikke nødvendigvis altid er de samme.” Fodnoten har denne ordlyd: ”Ikke længere, når det drejer sig om de regler, der gælder for sakramenterne, eftersom vurderingen kan anerkende, at der i en given situation ikke foreligger en alvorlig forseelse. Her gælder det, som jeg har slået fast i et andet dokument: Evangelii gaudium 44.47.”[2]
Biskopperne slutter deres pressemeddelelse med at udtrykke deres uforbeholdne taknemmelighed for skrivelsen. ”Vi vil i de kommende måneder bestræbe os på at virkeliggøre dens anbefalinger og ideer og anvende dem i det pastorale arbejde i Tyskland.”
Det skal tilføjes, at en del af de tyske biskopper allerede inden offentliggørelsen af Amoris laetitia var begyndt på så at sige at tage forskud på fornøjelserne – uden af den grund at blive mødt med løftede øjenbryn fra pave Frans’ side.
Er paven katolik?
Men langt fra alle deler de tyske biskoppers begejstring for Amoris laetitia. Ikke mindst i USA lyder der for tiden kritiske røster. Pater Linus Clovis, som er formand for bestyrelsen i Family Life International, har således mere end antydet, at erklæringen på en række punkter strider imod Kirkens konstante lære – især hvad angår spørgsmålet om fraskilte gengiftes adgang til sakramenterne. Han minder om, at læreembedet ikke er hævet over Guds ord, som det tværtimod har til opgave at tjene ved kun at lære og bevare det, som er blevet videregivet i Skriften og Traditionen samt bekræftet af talrige paver – i dette tilfælde af blandt andre pave Johannes Paul 2. – og endvidere formuleret i den katolske Kirkes Katekismus såvel som i den kanoniske lov.
At der i hvert fald i visse katolske kredse hersker en krisestemning, understreges endvidere af, at der på Fordham University i USA, som drives af jesuitterordenen, den 19. april blev arrangeret en paneldiskussion med overskriften: Er paven katolik? Panelet bestod af lutter katolikker hovedsageligt med baggrund i universitets- og medieverdenen.
Fælles for dem var, at de ikke direkte rejste tvivl om Frans’ tro, men til gengæld kritiserede hans tilgang til problemerne, som det kommer til udtryk i Amoris laetitia. Skarpest var kritikken fra New York Times-kolumnisten Ross Douthat, som i længere tid har været blandt de førende kritikere af pave Frans. Han satte åbenlyst spørgsmålstegn ved lødigheden af pavens forhold til Kirkens lære og udelukkede ikke muligheden for, at Frans er ved at føre den katolske Kirke ud i et skisma. Amoris laetitia betegnede han som et bevidst destabiliserende dokument, der er udfærdiget med henblik på at indføre en grad af tvetydighed i Kirkens lære, som endnu ikke er set, og tilføjede: ”Om det er godt eller skidt, er noget, liberale og konservative kan skændes om.”
Det var der flere, der reagerede på ved at opfordre til, at man i stedet for tvetydighed burde tale om kompleksitet og sætte pris på erklæringens insisteren på troens barmhjertige aspekter. Ifølge den kvindelige teolog Natalia Imperator-Lee var der i det mindste i panelet en generel enighed om, at Kirken snarere end at angle efter popularitet bør udtrykke Guds ønske om at frelse. ”Hvis Kirken ikke gør sit arbejde, hvad dette angår, har den fejlet”, sagde hun.
[1] http://www.dbk.de/no_cache/presse/details/?presseid=3092
[2] Evangelii gaudium 44: ”Ydermere skal hverken præsterne eller nogen af de troende, der ledsager deres brødre på troens vej eller på en vej mod at finde Gud, glemme det, som Den katolske Kirkes Katekismus meget tydeligt lærer: ’Tilregneligheden og ansvaret for en handling kan være formindsket, ja endog ophævet på grund af uvidenhed, uagtsomhed, vold, frygt, vaner, umådeholdne følelser og andre psykiske eller samfundsbetingede faktorer.’ Heraf følger, at man – uden at devaluere det evangeliske ideal – med barmhjertighed og tålmodighed skal ledsage den gradvise vækst, som mennesker gennemgår dag efter dag, sådan som det nu engang er muligt for dem. Jeg minder præsterne om, at skriftestolen ikke skal være en pinebænk, men stedet hvor Herrens barmhjertighed er – den barmhjertighed, der stimulerer os til at gøre vores bedste. Et lille skridt, midt i en stor menneskelig begrænsning, kan være mere værd for Gud end det liv, der udadtil er korrekt, og som leves af det menneske, der ikke møder de store vanskeligheder. Guds trøst og hans frelsende kærlighed skal nå til alle – det er den, der ansporer og hemmelighedsfuldt arbejder i ethvert menneske, hinsides hans fejl og fald.”
Evangelii gaudium 47: ”Det er Kirkens kald altid at være det åbne faderhus. Et af de helt konkrete tegn på denne åbenhed er, at der overalt findes kirker med åbne døre – sådan, at hvis der er nogen, der vil følge en Åndens tilskyndelse, så møder han ikke en kold lukket dør. Men der er også andre døre, som heller ikke må lukkes. Alle kan i en eller anden udstrækning tage del i det kirkelige liv, alle kan være del af fællesskabet, og heller ikke sakramenternes døre burde lukke sig til af en hvilken som helst grund. Dette gælder især for det sakramente, der er selve ”døren”, nemlig dåben. Og eukaristien – den er det sakramentale livs krone og fylde, men den er ikke en præmie til de perfekte, men gavmild hjælp og næring til de svage. Når vi er overbeviste om disse forhold, har det også pastorale konsekvenser, som det er vores opgave at overveje – klogt og modigt. Ofte opfører vi os som nådens kontrollanter og ikke som nogen, der skal hjælpe nåden på vej. Men kirken er ikke noget toldsted; den erfaderhuset, hvor der er plads for alle med deres svære liv.”
Se artiklen i printvenlig version