Den første artikel sluttede jeg med et løfte om at se nærmere på den massive tilbagegang for Kirken i årene efter Det Andet Vatikankoncil . Til det formål har jeg valgt at bringe en håndfuld af de officielle tal fra den amerikanske bispekonference – først og fremmest fordi USA er så stort et land, at der er tale om et omfattende og derfor også repræsentativt statistisk materiale:
I 1958 gik 74% af katolikkerne til søndagsmessen – i år 2000: 25%
I 1965 blev 1,3 millioner børn døbt – i 2002: 1 million
I 1965 blev 352.000 katolikker gift i kirken – i 2002: 256.000
I 1965 var der i alt 58.000 præster – i 2002: 45.000
I 1965 blev 1.575 nye præster ordineret – i 2020: 450
I 1965 optog præsteseminarierne 49.000 studerende – i 2002: 4.700
I 1965 var der i alt 180.000 ordenssøstre – i 2002: 75.000 (med en gennemsnitsalder på 68)
I 1965 var der 1.566 katolske gymnasier (high schools) – i 2002: 786
Så vidt de foruroligende statistiske kendsgerninger vedrørende USA. Men i Europa, vover jeg at påstå, ser det for det meste ikke stort bedre ud. Værst står det til i Tyskland, hvor katolikkerne i øjeblikket strømmer ud af en splittet Kirke, hvor præster, biskopper og kardinaler står skarpt over for hinanden. Groft sagt er der tale om en strid mellem de ”progressive”, som i øjeblikket er travlt optaget af at ”reformere” Kirken[1], og de ”konservative”, som ihærdigt påberåber sig Kirkens Tradition.
Se statistikkerne fra de seneste år i: Den katolske Kirke i Tyskland fortsætter nedturen
Men Tyskland er langt fra et enestående tilfælde. F.eks. kan man spørge, i hvilket omfang det stadig giver mening at kalde lande som Frankrig, Spanien, Italien og Portugal for katolske lande.
Hvad Danmark angår, kan man spørge, dels hvor mange katolikker der i dag ville have været her i landet uden den indvandring, der har fundet sted i de seneste årtier – og dels, hvad der er blevet af de børn og unge, som i den samme periode modtog hhv. første hellige kommunion og firmelsens sakramente. Dem ser vi i langt de fleste tilfælde ikke mere til om søndagen, så snart familiefestlighederne er overstået.
Ikke mindst dette forhold taler sit tydelige sprog om, at Kirken i Danmark i vidt omfang er blevet en ”servicekirke”, hvor folk kun henvender sig, når de, som ordet siger, har brug for en kirkelig ”service” så som dåb, bryllup osv.
Er Det Andet Vatikankoncil skyld i, at det er kommet så vidt?
Både ja og nej. Hvad ja’et angår, er det muligt at pege på visse tekster f.eks. Unitatis redintegratio (Dekret om økumeni) og Nostra aetate (Erklæring om Kirkens holdning til de ikke-kristne religioner) som kunne trænge til et nærmere eftersyn, og som i eftertiden har givet anledning til problematiske fortolkninger.
Hvad nej’et angår, henholder jeg mig til, hvad pave Benedikt 16. sagde den 11. oktober 2012 på 50-året for Det Andet Vatikankoncil:
”Koncilsfædrene ønskede at fremstille troen på en meningsfuld måde, og når de tiilidsfuldt åbnede sig for en dialog med den moderne verden, var det fordi, de var sikre på deres tro, på den faste klippegrund, de stod på. Men i de følgende år var der mange, som ukritisk overtog den fremherskende mentalitet og såede tvivl om selve det grundlag, troen hviler på – et grundlag, som de sørgeligt nok ikke længere følte sig i stand til at acceptere som sandhed.”
Med andre ord, teksterne som sådan er i det store og hele inspirerende og tilsyneladende i overensstemmelse med Kirkens Tradition. Problemet opstår først der, hvor man bøjer sig for den omgivende verdens mentalitet – hvad der naturligvis ikke har noget at gøre med en dialog – og dermed forlader selve det grundlag, troen hviler på – præcis det frafald, som jeg i den første artikel citerede de ni paver for eftertrykkeligt at have advaret mod.
Hertil kommer, at ”de mange”, som pave Benedikt talte om, næsten omgående nåede dertil, hvor de ikke længere interesserede sig for koncilsteksterne, som de allerede betragtede som forældede, men i stedet argumenterede ud fra det, som de kalder koncilets ”ånd”, hvilket i virkeligheden vil sige deres egen opfattelse af, i hvilken retning Kirken bør udvikle sig. Så vidt jeg husker, varede det heller ikke længe, før den teologiske avantgarde (læs: neo-modernisterne) begyndte at drømme højt om deres forventninger om et snarligt tredje Vatikankoncil, hvor der for alvor skulle ryddes op i de ”forældede” dogmer – ikke mindst for at berede vejen for foreningen med protestanterne.
Det er der, vi befinder os nu. Men inden vi når frem til nutiden og pave Frans’ pontifikat – det kommer til at vare lidt endnu – skal det tilføjes, at pave Paul 6., som blev den pave, der afsluttede Det Andet Vatikankoncil efter Johannes 23.’s død, ved den lejlighed erklærede:
”Kirkens læreembede har ikke ønsket at udtrykke sig med ekstraordinært dogmatiske udtalelser[2] – og ved en audiens en måned senere: ”I betragtning af Koncilets pastorale karakter har det undladt højtideligt at erklære nogen form for dogme, som kan karakteriseres som ufejlbarlig.”
Det kan godt give stof til eftertanke med hensyn til, hvordan vi kan forholde os til Koncilet som sådan. Med andre ord er det ikke helt indlysende i hvilket omfang, vi som katolikker bør føle os forpligtede af de enkelte tekster.
Denne artikel afslutter jeg med at konkludere, at den aktuelle krise i Kirken ikke alene kan tilskrives Det Andet Vatikankoncil, men at vi kommer virkeligheden nærmere ved at sige, at Koncilet snarere end årsagen blev anledningen til det kaos, som mod al forventning brød løs i eftertiden – ikke af sig selv, men som resultatet af modernismens og den senere neo-modernismes mere end hundrede års undergravende arbejde. Vejen skulle først beredes, og det var den allerede blevet.
[1] Senest har et flertal i ”Tysklands synodale Forsamling”, som består af biskopperne og 69 medlemmer af den magtfulde lægmandskomité ZdK, stemt for et forslag om, at homoseksuelle par skal kunne modtage Kirkens velsignelse, og at de afsnit i Den Katolske Kirkes Katekismus, der drejer sig om ægteskabets frugtbarhed (2366, 2367,2399) og om prævention (2368, 2370 og 2399) bør revideres. Endvidere vedtog man et forslag om, at lægfolk bør have indflydelse på udnævnelse af biskopper, og at kvinder skal kunne fungere som diakoner.
[2] Hermed menes ufejlbarlige eller absolut forpligtende udtalelser.
Se artiklen i printvenlig version