“I ni ud af de 13 lande, hvor situation blev forværret – Indonesien, Iran, Irak, Kenya, Nigeria, Pakistan, Saudi-Arabien, Sudan og Syrien – var den væsentligste faktor islamistisk anti-kristen vold”
Aid to the Church in Need (ACN) er en international katolsk organisation, der yder nødhjælp til forfulgte kristne, herunder hjælp til restaurering eller genopbygning af kirker, der har været udsat for angreb, og via sin nyhedstjeneste og i diverse publikationer bidrager til at dokumentere problemets omfang.
ACN har for nylig offentliggjort en rapport, Persecuted and Forgotten?, som skildrer forholdene i perioden 2013-2015 i de ti lande i verden, der har været hårdest ramt (se mere herom på http://www.acnuk.org/persecuted). Det er barsk læsning.
I forordet skriver den melkitisk græsk-katolske ærkebiskop Jean Clément Jeanbart blandt andet:
”I mit bispedømme i Aleppo i det nordlige Syrien befinder vi os, hvad disse prøvelser angår, midt i skudlinjen. Min katedral har været udsat for bombeangreb seks gange og kan nu ikke længere bruges. Min egen bolig er blevet ramt mere end ti gange. Vi er ofre for en yderliggående jihads raseri og vil snart kunne forsvinde. I både Syrien og Irak er kristne menigheder – såvel som andre minoritetsgrupper – ude af stand til at forsvare sig mod angreb fra IS. Vi er det foretrukne angrebsmål for det såkaldte kalifats religiøse udrensningskampagne. I hele området bliver kristne og andre minoriteter berørt af stridighederne og udsat for svære lidelser, når de bliver fordrevet og må føre en tilværelse uden fast bolig og uden tilstrækkelig mad og lægehjælp. Vi regnes i sandhed for slagtefår.”[1]
Overordnet konstaterer rapporten, at forfølgelserne har taget til i antal og voldsomhed i perioden 2013-2015 i forhold til de to foregående år – især i dele af Mellemøsten og Afrika, hvor de religiøst motiverede etniske udrensninger nærmest har karakter af folkemord. Det har på verdensplan ført til det største antal flygtninge nogensinde, således som det også blev bekræftet af FN’s Flygtningekommissariat i sommeren 2015.
Situationen er ifølge rapporten især blevet forværret i disse ni lande: Indonesien, Iran, Irak, Kenya, Nigeria, Pakistan, Saudi-Arabien, Sudan og Syrien, hvor overgrebene mod de kristne, men også mod andre religiøse mindretal hovedsageligt udføres af radikale islamistiske grupper.
Værst gik det i sommeren 2014, da Mosul faldt i hænderne på IS. Her blev de kristne umiddelbart stillet over for tre valgmuligheder: enten at konvertere til islam eller at betale den ekstra skat (jizya), som de pålægger ikke-muslimer – eller at blive henrettet ved halshugning på stedet. Da IS efterfølgende trak jizya-valgmuligheden tilbage, valgte så godt som alle kristne at flygte, uanset at de måtte give afkald på de fleste af deres ejendele. Det samme gjorde hundredetusinder andre, de fleste muslimer. De kristne søgte i første omgang tilflugt på Ninive-sletten, men da IS efterfølgende erobrede flere byer og landsbyer i området, udløste det endnu en flygtningestrøm. Den 6. august og de følgende dage nåede 120.000 kristne frem til det kurdiske område i det nordlige Irak – de fleste uden andet end det tøj, de gik og stod i.
Siden starten af dette århundrede, oplyser rapporten, er den kristne befolkning i Irak faldet med 60.000-100.000 om året, og hvis denne tendens fortsætter, vil der ikke være flere kristne i Irak om fem år. Noget lignende gælder i Syrien og andre mellemøstlige lande.
Læs også: De kristne forsvinder fra Mellemøsten
Tilsvarende problemer omend ikke helt i samme omfang finder man i Afrika. I maj 2015 var vedvarende angreb fra den islamistiske terrorgruppe Boko Haram årsag til, at ca. 100.000 katolikker måtte flygte fra det største bispedømme i Nigeria, Maiduguri i den nordøstlige del af landet. 350 kirker er blevet ødelagt, og 22 af 40 menighedshuse og præsteboliger står tomme tilbage.
Også i Asien oplever man en optrapning af kristenforfølgelserne. Her trues de kristne af radikale hinduer og buddhister – og i Kina af det kommunistiske regime, som fortsat kontrollerer alle trossamfund, for slet ikke at tale om Nordkorea, som fortsat er det farligste land i verden at opholde sig i for troende af enhver afskygning.
I sin konklusion peger rapporten på, at kirkelederne – ikke mindst i Mellemøsten – til stadighed har udtrykt deres skuffelse over, at den vestlige verden i vidt omfang ”har overladt dem til deres skæbne.” Hertil kommer, at de vestlige regeringer efter deres opfattelse har pådraget sig et særligt ansvar, fordi det er deres interventioner, der har været den direkte årsag til den nuværende krise.
Den kaldæiske patriark Louis Raphael I Sako sagde det således under et ophold i Frankrig i 2014:
”Interventionerne i Afghanistan, Irak og Libyen har på ingen måde bidraget til at løse de respektive befolkningers problem. Tværtimod har de ført til kaos og konflikter, som ikke lover godt for fremtiden og især ikke for de kristne … 1400 år med islam har ikke været i stand til at fordrive os fra vore lande og vore kirker; nu har Vestens politikere spredt os ud mod alle fire verdenshjørner. Flere og flere kristne bliver fordrevet, og intet synes at kunne standse denne udvikling.”
[1] Jfr Rom 8,36: På grund af dig dræbes vi dagen lang, vi regnes for slagtefår.
Se artiklen i printvenlig version