De kristne forsvinder fra Mellemøsten
Kommentarer lukket til De kristne forsvinder fra Mellemøsten 971 30 januar, 2015 Magasin januar 30, 2015 Indlæg af

De kristne forsvinder fra Mellemøsten

Men nogle af områdets biskopper opfordrer de kristne til at arbejde sammen med muslimerne om at opbygge frie og tolerante samfund

Af Michael Cook, chefredaktør for MercatorNet

Mellemøsten er på vej til at miste sin årtusindegamle kristne arv. Før invasionen af Irak i 2003 var der 1.5 millioner kristne i landet. Nu er tallet 40.000 og svinder fortsat ind. Islamisk Stats grusomme fremfærd har sat ekstra fart på den kristne udvandring.

Mosul, som ligger omkring 400 kilometer nord for Bagdad, blev erobret af IS i juni sidste år. For ti år siden var der 60.000 kristne i byen. I dag er der ingen. IS stillede dem over for et ultimatum: enten at konvertere eller dø. For første gang i 1.600 år var der ingen kristne i Mosul.

Efter rædselsberetninger i medierne som denne har mange i Vesten stemplet Islam som en ondartet religiøs virus, en barbarisk tro. Men hvordan har de kristne, som lever i området, reageret? Ikke helt som deres forsvarere i Vesten kunne forvente.

Mange er flygtet. Andre har valgt at isolere sig og danne deres egne politiske partier. Andre igen vender deres fortid ryggen og kalder sig aramæere, fønikiere, koptere eller kaldæere – alt andet and arabere. Men der er en anden og mere positiv reaktion. To nylige katolske dokumenter, som har gjort et stærkt indtryk, opfordrer til solidaritet med forfulgte muslimer og – man tror det næppe – sender et budskab om håb for fremtiden.

Sidste år udsendte de katolske biskopper i Det hellige Land (der er flere overlappende bispedømmer baseret på hver sin ritus) et hyrdebrev, som opfordrede de arabiske kristne til at samarbejde med muslimerne. Deres skrivelse nåede ikke længere ud end Israel, Palæstina, Jordan og Cypern, men henvendte sig til alle arabiske kristne i Mellemøsten. Deres dystre vurdering var, at man ikke kan forvente hjælp fra Vesten:

Vi alle, kristne såvel som muslimer, må indse, at verden udenfor ikke vil tage noget afgørende skridt til at beskytte os. Politikere fra andre dele af verden og lokale politikere har kun blik for deres egne interesser. Vi alene kan sammen bygge en fælles fremtid. Vi er tvunget til at se realiteterne, ja endog døden i øjnene, og vi må i fællesskab lære, hvordan vi kan overvinde forfølgelse og ødelæggelse for at nå frem til en ny værdig tilværelse i vore egne lande.

Til forskel fra mange kritikere af muslimsk ekstremisme i Vesten mindede biskopperne deres landsmænd om, at kristne ikke er de eneste, der lider overlast.

I sandhedens navn må vi gøre opmærksom på, at kristne ikke er de eneste ofre for denne vold og disse grusomheder. Sekulære muslimer – alle, som bliver kaldt kættere, skismatikere eller blot afvigere – bliver angrebet og myrdet under de herskende kaotiske tilstande. I områder, hvor sunni-ekstremister dominerer, bliver shiitter nedslagtet. I områder, hvor shiitiske ekstremister dominerer, bliver sunnier slået ihjel. Vist bliver kristne til tider udset som ofre, netop fordi de er kristne, har en anden tro og er uden beskyttelse. Ikke desto mindre lider de samme skæbne som mange andre, som lider og dør i disse tider, hvor død og ødelæggelse hærger. De bliver som mange andre fordrevet fra deres hjem, og sammen må de leve som flygtninge i dyb armod.   

Endvidere indrømmede biskopperne, at visse kristne havde opnået sikkerhed på bekostning af retfærdighed ved at forsøge at tækkes de respektive regimer i Saddam Husseins Irak og i Bashir al-Assads Syrien:

Kristne levede i relativ sikkerhed under disse totalitære regimer. Ved udsigten til, at dette stærke autoritære styre skulle forsvinde, frygtede de, at ekstremistiske grupper ville gribe magten og skabe kaotiske tilstande med vold og overgreb mod kristne til følge. Derfor var nogle kristne tilbøjelige til at forsvare disse regimer. I stedet burde loyalitet over for deres tro og ønsket om det bedste for deres land nok have fået dem til at sige fra meget tidligere og sige sandheden, efterlyse nødvendige reformer med henblik på større retfærdighed og respekt for menneskerettighederne og på den måde stå sammen med de mange både modige både kristne og muslimer, som ikke tav stille.

Mærkeligt nok – i det mindste for vestlige læsere – beklagede de endog brugen af ordet ”forfølgelser,” fordi det bortleder opmærksomheden fra mange muslimers lidelser:

… den i visse kredse gentagne brug af ordet ”forfølgelser” (som normalt kun hentyder til, hvad kristne udsættes for fra forbrydere, der hævder at være muslimer) udnyttes af ekstremister både her og i udlandet, hvis mål det er at sprede fordomme og had og sætte mennesker og religioner op mod hinanden.

I stedet for at skabe splid mellem kristne og muslimer, opfordrede biskopperne deres menigheder til at opbygge samfund, hvor den menneskelige persons værdighed nyder respekt:

Kristne og muslimer har behov for at udgøre en fælles front mod de nye kræfter, der står for ekstremisme og ødelæggelse. Alle kristne og mange muslimer trues af disse kræfter, som søger at skabe et samfund uden kristne, og hvor kun ganske få muslimer vil føle sig hjemme. Alle, som arbejder for værdighed, demokrati, frihed og velstand, er under angreb. Vi må stå sammen og sige vores mening i sandhed og frihed.

Efter ugerningerne i Paris, hvor terrorister dræbte 17 mennesker tidligere i denne måned, kan man forestille sig, at mange i Vesten vil finde denne opfordring til solidaritet med forfulgte muslimer, nærmest uforståelig. Er Islam ikke en voldelig religion, en dødekult?

Men begge dokumenter råder de kristne til ikke at indlade sig på spekulationer om, hvad der er autentisk Islam, men at arbejde sammen med muslimer af god vilje, som der er mange af. Det er et af temaerne i en spændende artikel i jesuiter-magasinet La Civiltà Cattolica. Forfatteren er David Neuhaus, en israelsk jøde, som konverterede og senere blev jesuiterpræst. Han arbejder i Israel med hebraisktalende katolikker. Hans budskab er, at kristne ikke må give efter for frygten, når de konfronteres med ekstremisme. De må ikke betragte alle muslimer som fjender:

Frygt kender ikke til finere nuancer. Det er vigtigt, at kristne sætter sig nøje ind i hver enkelt strømning inden for politisk Islam. De islamiske bevægelser i Irak og Syrien er forskellige og modstridende. Disse bevægelser kan ikke umiddelbart sammenlignes med islamiske bevægelser i Egypten og Palæstina. Mord og systematisk fordrivelse af kristne kan ikke tages til indtægt for at ignorere krav om, at islamiske symboler bliver respekteret og værdsat. At Mosul og Ninive-sletten er blevet tømt for kristne, har ikke noget at gøre med, at muslimer beder om, at deres døtre må få tilladelse til at bære hovedtørklæde (hijab) i kristne skoler i Jerusalem.

Frygt fører til isolation og navlebeskuelse. Selv om kristne bliver hugget ned, fordrevet og ydmyget, er de nødt til at anerkende, at andre grupper også lider under Islamisk Stats herredømme:

Først og fremmest må man indse, at de første ofre for islamisk ekstremisme er muslimer, som ikke sympatiserer med ekstremisternes synspunkter. Flere muslimer end kristne er blevet myrdet af ekstremisterne, flere muslimer er flygtet i rædsel. Dernæst er andre minoriteter så som yazidier, drusere og alevier mere udsatte end kristne, fordi deres religiøse tro og praksis anses for i endnu højere grad at adskille sig fra, hvad muslimer finder acceptabelt.

Faktisk, hævder Neuhaus, åbner disse tragedier en mulighed for at gøre fælles sag med muslimer af god vilje. I historiens løb har de kristnes sociale engagement, som det er kommet til udtryk i skoler og på hospitaler, givet kristendommen en enorm prestige i den arabiske verden. I Gazastriben er f.eks. 98 procent af eleverne i kristne skoler muslimer.

Hvad er det da, der på trods af alle katastroferne i det seneste tiår gør ham så forhåbningsfuld? Det er ikke politisk beregning, men tro og viljen til at vidne om de betydelige menneskelige værdier i kristendommen. ”Troen er den eneste sikre vej ud af frygten og isolationen. Den er vejen til åbenhed og ønsket om at tjene andre, mens vi søger Kristus og følger ham på hans vandring for at nå ud til alle.

Oversættelse: Torben Riis

Den originale artikel kan findes på: http://www.mercatornet.com/articles/view/the_middle_easts_vanishing_christians