For dette er kærligheden til Gud: at vi holder hans bud; og hans bud er ikke tunge. (1 Joh 5,3)
Og om jeg så har profetisk gave og kender alle hemmeligheder og ejer al kundskab og har al tro, så jeg kan flytte bjerge, men ikke har kærlighed, er jeg intet. Og om jeg så uddeler alt, hvad jeg ejer, og giver mit legeme hen til at brændes, men ikke har kærlighed, gavner det mig intet” (1 Kor 13,2-3).
Den katolske Kirke lærer, at både tro og gerninger er nødvendige betingelser for frelsen. Troen frelser ikke, med mindre den bærer frugt i form af gode gerninger, den fører ikke til åndelig vækst. Tilsvarende kan man sige, at gerninger ikke har nogen indflydelse på frelsen, hvis de ikke udspringer af kærlighed.
Lad os prøve at illustrere dette med nogle tænkte eksempler, hvor vi for tydeligheds skyld udelader finere nuancer – ud fra devisen om, at overdrivelse fremmer forståelsen.
Eksempel 1: Gerninger uden tro
Vi forestiller os, at du organiserer en indsamling på internettet til fordel for verdens flygtninge, og pengene strømmer ind. Objektivt kan man sige, at det, du gør, er en god gerning. Du hjælper mennesker i nød til at få et bedre liv. Ingen tvivl om det. Men hvad gør det i grunden for dig? Ingenting, hvis dit initiativ kun blev til, fordi du savnede en eller anden form for indhold i tilværelsen, herunder måske opmærksomhed og anerkendelse fra dine omgivelser. For nok er der sket noget i dit liv (du har fået vældig travlt med dit projekt), men i bund og grund er der ikke sket noget med dig. Du er ikke blevet et bedre menneske af det, du har udrettet, fordi du dybest set var ligeglad med flygtningene og kun brugte dem som et middel til at få lidt adspredelse i dit kedsommelige liv.
Eksempel 2: Tro uden gerninger
Du tror på Gud. Du er ikke i tvivl om, at Gud har ofret sig for din og hele menneskehedens skyld på korset. Du føler dig tryg og glad ved tanken om, at Gud har villet tage alle disse pinsler på sig for at frelse dig, og du kommer gerne i kirken for at blive bekræftet i denne tro. Men du lader det blive ved det. Du starter ikke nogen indsamling til fordel for flygtninge eller andre mennesker i nød… Kort sagt, du er den samme, som du hele tiden har været. Din tro har ikke ændret dit liv og dit forhold til andre mennesker. Der er ikke sket noget med dig.
Eksempel 3: Tro og gerninger
Du starter en indsamling, selv om du i grunden ikke orker at bruge så megen tid og så mange kræfter på et sådant projekt. Men du gør det alligevel, fordi du – med din kristne baggrund – føler, at du ikke kan forholde dig passivt til, at der er så mange mennesker i verden i dag, som dårligt nok har tag over hovedet, ikke aner, hvad morgendagen skal bringe osv. osv. Kort sagt, du overvinder din magelighed og gør noget aktivt – ikke for at tilfredsstille et behov hos dig selv, men fordi du sætter dig i flygtningenes sted (hvad nu, hvis det var mig eller mine børn…?) Hvad gør det for dig? Måske, at du bliver lidt gladere ved bevidstheden om, at du har gjort en forskel, men det er en sidegevinst. Hvad gør det med dig? Grundlæggende det, at du ved at handle, som du gør, så at sige glemmer dig selv ved at lade dine egne behov komme i anden række og på den måde bliver løftet ud af din egen lille private verden og får blik for andres situation. På den måde åbner du dig for Guds kærlighed. Den kærlighed og medfølelse, der motiverer din handling, kommer nemlig ikke i første omgang fra dig selv, men fra Gud, som har skabt dig i sit billede.
Sola fide?
Det er, som du sikkert allerede har gættet, dette sidste eksempel, der skal illustrere det katolske standpunkt, mens eksempel 2 nærmere dækker den protestantiske, herunder luthersk-evangeliske holdning – dog med den tilføjelse, at det i dette eksempel på ingen måde er udelukket, at du alligevel starter en indsamling for at hjælpe flygtningene. Det har bare efter din opfattelse ikke noget med din frelse at gøre.
Luther kaldte dette standpunkt for sola fide – troen alene. Altså, det er alene troen, der frelser. Katolikker ville snarere sige: Det er Kristus alene, der frelser – og tilføje: men det kræver noget af os. Vi skal tage imod det offer, Kristus bragte for os på korset – det offer, som var udtryk for hans ubetingede kærlighed til os – og gøre denne kærlighed til virkelighed i vores eget liv. Frelsen består nemlig i, at der sker noget med os, at vi tager imod Guds kærlighed. Det indebærer eksempelvis, at vi tager ordene ”ske din vilje” fra Fadervor alvorligt.
Læs mere om dette i artiklen Frelse.
Luther begrundede sit sola fide med at henvise til Paulus, som i Romerbrevet 3,28 siger: ”For vi mener, at et menneske gøres retfærdigt ved tro, uden lovgerninger.”
Læg mærke til, at der ikke står ”gerninger”, men lovgerninger – altså enten de rent ydre ceremonielle handlinger foreskrevet i Moseloven eller gode gerninger udført uden sammenhæng med Kristus eller før Kristus. I sin bibeloversættelse tilføjede Luther ordet ”alene”, således at der kom til at stå ”ved tro alene” for at få sin teori til at passe, men det er der ingen dækning i den græske tekst, han oversatte fra.
Sola fide-synspunktet modsiges udtrykkeligt i Jakobsbrevet 1,22-25: ”Vær ordets gørere, ikke blot dets hørere, ellers bedrager I jer selv. Den, der er ordets hører, men ikke dets gører, ligner en, som betragter sit eget ansigt i et spejl: Han betragter nok sig selv, men går bort og har straks glemt, hvordan han så ud. Men de, der fordyber sig i frihedens fuldkomne lov og bliver ved den og ikke er en glemsom hører, men en gerningens gører, han skal være salig ved det, han gør.”
Og i 2,17: ”Sådan er det også med troen: i sig selv, uden gerninger, er den død.” Og i 2,24: ”I ser altså, at mennesket bliver gjort retfærdigt af gerninger, og ikke af tro alene”.
Modsiger Jacob Paulus? På ingen måde. I så fald ville Paulus også modsige sig selv, når han siger: ”… og enhver skal få løn efter sit arbejde. For vi er Guds medarbejdere, og I er Guds mark, Guds bygning” (1. Kor 3,9). Og i Fil 2, 12-13: ”Derfor, mine kære, I, som altid har været lydige: Arbejd med frygt og bæven på jeres frelse… For det er Gud, der virker i jer både at ville og at virke for hans gode vilje.”
Når Jakob bruger udtrykket ”tro alene,” taler han om tro som en rent forstandsmæssig accept af kristendommens sandhed (eksempel 2). Modsigelsen opstår kun, fordi Luther i strid med Skriften kunstigt etablerer en adskillelse mellem et menneskes tro og dets gerninger – to ting, der ikke kan adskilles: ”Vis mig da din tro uden gerninger, så skal jeg med mine gerninger vise dig min tro”, siger Jakob i sit brev 2,18. På den baggrund er det ikke overraskende, at Luther ønskede helt at stryge Jakobs Brev af de nytestamentlige tekster.
Hvad siger Kirken?
Den Katolske Kirkes Katekismus udtrykker forholdet således: ”Retfærdiggørelsen bringer et samarbejde i stand mellem Guds nåde og menneskets frihed. Det udtrykker sig fra menneskets side i troens samtykke til Guds ord, som indbyder det til omvendelse, og i kærlighedens samarbejde med Helligåndens tilskyndelse, som går forud for vor tilslutning og bevarer den” (1993).
Herefter følger et citat fra Tridentinerkoncilet:
Når Gud ved Helligåndens oplysning rører ved menneskets hjerte, forholder mennesket sig ikke ganske uvirksomt, for det tager jo imod denne tilskyndelse, som det også kan afvise. På den anden side kan det heller ikke uden Guds nåde ved sin egen frie vilje hæve sig op til retfærdighed for Ham.”
Og i KKK 2008 læser vi:
”Menneskets fortjeneste for Gud i det kristne liv kommer af, at Gud frit har villet knytte mennesket til sin nådes værk. Guds faderlige handling kommer først: Han tilskynder; menneskets frie handling kommer dernæst: det samarbejder, således at fortjenesterne for de gode gerninger først og fremmest må tilskrives Guds nåde, dernæst den troende. Ja, selve menneskets fortjeneste tilkommer Gud, for dets gode gerninger udgår, i Kristus, fra Helligåndens forekommende indgriben og fra Hans hjælp.”
Se artiklen i printvenlig version