Endnu et tvivlsomt signal fra Vatikanet
Kommentarer lukket til Endnu et tvivlsomt signal fra Vatikanet 301 17 februar, 2017 Nyheder februar 17, 2017 Indlæg af

Endnu et tvivlsomt signal fra Vatikanet

”Jeg er begejstret over, at den nye pave er ved at bevæge Kirken i den rigtige retning,” sagde den 84-årige amerikanske biolog og tidligere professor i befolkningsstudier ved Stanford University Paul Ehrlich i begyndelsen af denne måned i et interview med LifeSiteNews.

Anledningen til interviewet var den opsigtvækkende nyhed om, at han tillige med en anden fremtrædende fortaler for befolkningskontrol, John Bongaarts, vicedirektør i The Population Council, er blevet indbudt til at tale på en såkaldt workshop, der afholdes i Rom den 27. februar – 1. marts med overskriften Biological Extinction. How to Save the Natural World on Which We Depend.[1]

Det, der har vakt opsigt, er kombinationen af to forhold. På den ene side, at arrangørerne af arrangementet er henholdsvis Det pavelige Videnskabernes Akademi og Det pavelige Akademi for Samfundsvidenskaberne – og på den anden side, at begge indbudte talere er dybt forankret i den internationale befolkningslobbys menneskefjendtlige ideologi, som er motoren i bestræbelserne på at begrænse den globale befolkningstilvækst ved hjælp af prævention, sterilisation og abort – med eller uden de berørtes (læs: især kvinderne i den 3. verdens) samtykke.

Det var Ehrlich, der tilbage i 1968 skrev bestselleren The Population Bomb, som i årtier øvede en betydelig indflydelse på opinionen i den vestlige verden, hvad den til dels stadig gør – ikke mindst  i toneangivende politiske kredse. Ehrlich forudsagde, at massehungersnød ville bryde ud mellem 1970 og 1985 og koste hundreder af millioner mennesker livet. Det kom som bekendt ikke til at ske, og bedre gik det ikke for Ehrlich i rollen som dommedagsprædikant , da han i 1980 indgik et væddemål på 1000 dollars med økonomen Julian Simon. Ehrlich hævdede, at der i løbet af det kommende tiår ville blive mangel på krom, kobber, nikkel, tin og wolfram, og at prisen på disse fem metaller derfor ville stige frem til 1990. Simon, som i 1990 blev 1000 dollars rigere, baserede sit gæt på, at råstofpriserne reelt var faldet 0,6 pct. om året siden 1990 – og endvidere på, at mangel på råstoffer som regel altid driver den teknologiske udvikling fremad, således at der skabes ofte billigere alternativer.

Den internationalt anerkendte videnskabsjournalist Mara Hvistendahl besøgte Ehrlich under forberedelserne til sin bog Unnatural Selection (2011), hvor hun har afdækket årsagerne til og omfanget af kønsbestemte aborter især i Asien – et af de midler til at nedbringe befolkningstilvæksten, som Ehrlich anbefalede i sin bog. Da hun går ham på klingen, viser han ikke det ringeste tegn på at have fortrudt de millioner af aborter på pigefostre, som han selv indirekte bærer en del af skylden for. De skræmmende menneskelige og samfundsmæssige følger af denne politik (lavkastekvinder, der sælges som sexslaver, massevoldtægter m.m.), affærdiger han med en vittighed og bemærkningen om, at der var tale om ”utilsigtede konsekvenser”. Og Hvistendahl konkluderer: ”Utilsigtede konsekvenser er en fiks måde at sige på, at hensigten helliger midlet. Han er ikke blot en drømmer. Han er også en utilitarist, en person, der kun har blik for det store billede, og som er villig til at ofre enkeltindivider i en større sags tjeneste.”

Og så lige et par ord om Population Council, hvis leder i 1969, Bernard Berenson, udarbejdede en prioriteret liste over forskellige metoder til familieplanlægning. Øverst på listen stod kønsselektering, altså abort af pigefostre. Og hvorfor nu det? Fordi den mest effektive måde at bremse befolkningstilvæksten på, er at skære ned på antallet af piger, fremtidens ”fødemaskiner”. Længere nede på listen kom forslag om at tilsætte steriliserende kemikalier til fødevarer, indføre rationeringsordninger for børnefødsler, indføre tvungen sterilisation af mænd med flere end tre børn eller gøre udearbejde obligatorisk for alle kvinder. Det skal tilføjes, at organisationen i 1945 udskiftede ordene ”eugenik”, ”race” og (racemæssig) ”overlegenhed” med ”overbefolkning” og ”miljøbeskyttelse”.

Kort sagt, det opsigtsvækkende ved den planlagte workshop, er ikke det overordnede emne, men de ”eksperter”, man har inviteret for at kaste lys over et i øvrigt sikkert højst relevant emne. Man skal som bekendt vare sig for at spå om fremtiden, herunder også om de budskaber, der om kort tid vil nå ud til offentligheden fra Rom. Men det ligger snublende nær at antage, at et af dem vil være en appel til de ansvarlige politikere om at intensivere indsatsen for at nedbringe det globale befolkningstal.

Lige så opsigtsvækkende er det, at Ehrlich så sent som i 2014 udtalte, at “paven og mange af biskopperne repræsenterer en af flere virkeligt onde og bagstræberiske kræfter i denne verden” på grund af “deres modstand mod prævention” og i 2015 kaldte Frans’ rundskrivelse Laudato si for “det rene vrøvl”, fordi den afviste befolkningskontrol som et middel til at bekæmpe miljøproblemer. Men nu har piben altså fået en anden lyd. Kan det hænge sammen med, at pave Frans i den senere tid har udsendt signaler, der kunne tolkes som en opblødning af Kirkens afvisning af kunstig prævention, som den kom til udtryk i Paul 6.’s rundskrivelse Humanae vitae?

Ved at lægge hus til et sådant arrangement sender Vatikanet under alle omstændigheder et signal om, at Kirken under den nuværende ledelse er på vej mod et paradigmeskift, som vil kunne gøre årtiers kamp mod prævention, sterilisationer og abort (med eller uden tvang) til fortid. Det er en kamp, som hovedsagelig er blevet ført i internationale fora, først og fremmest FN, hvor det hidtil er lykkedes at blokere for eksempelvis det absurde ønske om at få anerkendt fri abort som en menneskeret. Her har Vatikanets delegation i årenes løb været samlingspunktet for de 3. verdens lande herunder også muslimske lande, som konstant har været under pres fra de vestlige regeringer og fra FN-bureaukratiet om at ”liberalisere” deres lovgivning.

Solidaritet med de fattige?

Pave Frans, som ellers gør meget ud af at tale om solidaritet med denne verdens fattige, burde i stedet for at søge råd hos repræsentanter for ”dødens kultur” lægge sig på sinde, hvad den brasilianske ærkebiskop Helder Camara sagde i en kommentar til Cairo-konferencen i 1994:

”Det er ikke en befolkningseksplosion, der truer os, men derimod en egoismens eksplosion: det, at den rige verden berøver dem, der ikke har noget, de to trediedele af deres forbrugsgoder og tilmed berøver dem evnen til at elske ved at pålægge dem at sætte så få børn i verden som muligt. Men vi nægter at gå med til, at vores folk skal blive offer for en fjernstyret pille- og sterilisationskampagne.”

 

[1] Det, denne workshop således skal beskæftige sig med, er, hvordan vi kan forebygge, at flere både plante- og dyrearter uddør. Spørgsmålet er blot, hvilke midler man vil anbefale for at nå målet.