Den sidste kristne har forladt Mosul i Irak
Kommentarer lukket til Den sidste kristne har forladt Mosul i Irak 835 27 juli, 2014 Nyheder juli 27, 2014 Indlæg af

Den sidste kristne har forladt Mosul i Irak

 

I et forsøg på at råbe Vestens regeringer op slog den fremtrædende britiske politiker og medlem af Overhuset Lord David Alton onsdag den 23. juli alarm i en artikel i The Times, hvor han skriver: ”Den sidste kristne er nu blevet fordrevet fra Mosul. Lyset fra religionsfriheden og den samlede kristne tilstedeværelse er blevet slukket i det bibelske Niniveh, centrum for kristendommen i Irak i to årtusinder. Det skete efter det kompromisløse ultimatum fra Isis’ jihadister om at konvertere til Islam eller dø.”

Lord Alton beretter endvidere, hvordan kirker er blevet lagt i grus, og hvordan Isis har plyndret Mosuls kristne for alt, hvad de ejede: hjem, forretninger, biler, penge og endog vielsesringe – undertiden ved at hugge ringfingeren af folk. Inden dette sidste angreb var der 30.000 kristne i Mosul. I dag er der ingen tilbage.

En formildende omstændighed, påpeger Alton, er, at det kurdiske lederskab i det nordlige Irak, som ene af alle har kunnet modstå de ekstremistiske muslimers fremfærd, har åbnet dørene for de mange flygtninge fra Mosul og anmodet om international hjælp til at tage sig af dem.

Også den franske avis Le Figaro tog problemet op i en forsideartikel samme dag, hvor kultur- og debatredaktøren Étienne de Montety rejste spørgsmålet, hvor længe den vestlige verden vil lukke øjnene for kristenforfølgelserne i området, herunder rædslerne, fordrivelserne og myrderierne i Mosul. De Mentety påpeger i den forbindelse, at der inden den amerikanske intervention i Irak var 1 million kristne i Irak mod nu kun omkring 400.000. Med hver ny bølge af voldshandlinger og forfølgelse er der flere og flere, der må forlade landet, konstaterer han.

Han bemærker samtidig, at mens både paven og FN’s generalsekretær Ban Ki Moon har fordømt overgrebene, har europæerne, som ellers ikke forsømmer nogen lejlighed til at gå i demonstration og foranstalte underskriftindsamlinger, absolut intet foretaget sig i denne sammenhæng. Men, skriver han afslutningsvis, med vores tavshed gør vi os medskyldige i forfølgelserne.

Læs også: Kristenforfølgelser – et tabuemne