Den katolske Kirke i Tyskland i dyb krise
Kommentarer lukket til Den katolske Kirke i Tyskland i dyb krise 706 23 maj, 2015 Nyheder maj 23, 2015 Indlæg af

Den katolske Kirke i Tyskland i dyb krise

George Weigel, en af verdens førende eksperter i katolske forhold og forfatter til over tyve bøger heriblandt en to-binds biografi om pave Johannes Paul 2., skrev for nylig i tidsskriftet First Things en kommentar til den aktuelle situation i den katolske Kirke i Tyskland, som er karakteriseret af tomme kirker og et embedshierarki plaget af såvel splittelse som rådvildhed.

Weigel indleder med at opregne den tyske Kirkes mange fortjenester i det 20. århundrede og nævner martyrer som Alfred Delp, Bernhard Lichtenberg og Edith Stein samt den tyske Kirkes værdifulde bidrag inden for en række teologiske discipliner. Men, tilføjer han straks efter, så meget desto mere er de tyske biskoppers rapport til Vatikanet som oplæg til den kommende bispesynode ”chokerende læsning.”

Weigel taler her om den rapport, som blev offentliggjort af den tyske bispekonference den 16. april i år, hvor biskopperne sammenfatter resultaterne af et rundspørge blandt tyske katolikker – et materiale på godt 1.000 sider – på 17 sider – og føjer deres anbefalinger til. Det er især disse anbefalinger, Weigel kalder chokerende.

Krisen, siger Weigel, er ikke primært en institutionel krise, men ”en troskrise,” som skyldes, ”at tyske katolikker ikke har taget troen på Jesus Kristus og hans evangelium til sig med begejstring, overbevisning og glæde, men søger efter lykken andre steder. Det er sørgeligt, det er tragisk, og det er deprimerende.”

”Men,” tilføjer han, ”af samme grund er det heller ikke noget, der kan anbefales til efterfølgelse for andre – kun kan det bruges som et afskrækkende eksempel på følgerne af at kapitulere over for tidsånden.”[1]

Den tyske bispekonferences anbefalinger

Rapportens anbefalinger vedrører især de områder, der af et flertal på synoden i efteråret 2014 blev betegnet som stærkt kontroversielle. Overordnet konstaterer rapporten, at mange tyske katolikker ønsker, ”at der tages klare skridt til at overvinde modsætningsforholdet mellem den faktiske praksis i familierne … og Kirkens lære,” og at man i øvrigt finder den måde, man fra kirkelig side omtaler forskellige samlivsformer på, som ikke er i overensstemmelse med Kirkens idealer, kritisabel. I den forbindelse konstaterer biskopperne, at der eksisterer en længsel efter lykkelige ”forhold”, men at tendensen går mod færre ægteskaber og flere skilsmisser, og at ”adskillige sider af Kirkens lære om seksualitet, samliv og ægteskab ikke møder nævneværdig forståelse, heller ikke blandt katolikker, som går regelmæssigt i kirke, og således heller ikke praktiseres.”

På denne baggrund anbefaler biskopperne, at man anlægger en mere positiv holdning over for dem, som ikke – eller endnu ikke – lever op til evangeliets krav, og tilføjer, ”at det ikke i den pastorale omsorg er hensigtsmæssigt at betragte sådanne [uægteskabelige] forhold som slet og ret syndige og følgelig lægge op til, at der må ske en omvendelse – fordi det modsiger de positive erfaringer, parrene har med sådanne samlivsformer.” Biskoppernes konklusion af dette er, at der er behov for ”en yderligere udvikling af Kirkens seksualmoral, som vil medføre, at man i højere grad værdsætter den enkeltes evne til selv at tage ansvaret for at forme sit liv i efterfølgelse af Kristus og træffe valg på grundlag af sin personlige samvittighed.”

I deres kommentar til forslaget om at give fraskilte gengifte adgang til sakramenterne fastslår biskopperne, at der blandt de troende er store forventninger til, at synoden vil åbne nye muligheder for pastoral omsorg, og hævder i den forbindelse, at udelukkelse fra sakramenterne – især når den som i dette tilfælde er permanent – strider imod det store flertal af katolikkers overbevisning om, at Gud tilgiver al synd, åbner mulighed for omvendelse og gør det muligt at få en ny start i livet. Som støtte for denne påstand henviser biskopperne til Johannes Paul 2.’s rundskrivelse Familiaris consortio, hvor paven i afsnit 84 understreger, at fraskilte gengifte bør opmuntres til i videst muligt omfang at deltage i Kirkens liv.

Biskopperne undlader imidlertid at nævne, at der umiddelbart efter i samme afsnit står følgende: ”Kirken bekræfter dog sin hidtidige praksis, der bygger på Den hellige Skrift, ved ikke at give fraskilte, der har giftet sig igen, adgang til det eukaristiske måltid. Der kan ikke gives dem adgang dertil, for deres livssituation og deres livsforhold er i objektiv modstrid med det kærlighedsbånd, der eksisterer mellem Kristus og Kirken, og som eukaristien er et tegn på og gør nærværende. Der er desuden en anden pastoral grund dertil: Hvis man gav disse mennesker adgang til eukaristien, ville det bevirke, at de troende blev vildledt og forvirrede med hensyn til Kirkens lære om ægteskabets uopløselighed. – Forsoningen i bodens sakramente, der igen kunne åbne dem adgangen til eukaristiens sakramente, kan kun gives til dem, der angrer, at de har brudt tegnet på pagten med og troskaben mod Kristus, og har den oprigtige hensigt til i fremtiden at leve et liv, der ikke længere er i modstrid med ægteskabets uopløselighed.”

Endvidere opfordrer biskopperne i rapporten til

  • at man åbner mulighed for en kirkelig velsignelse af et følgende borgerligt indgået ægteskab
  • at man i et ”blandet ”ægteskab giver den protestantiske part adgang til at modtage eukaristien
  • og at man i spørgsmålet om homoseksuelle forhold udvikler Kirkens lære om seksualmoral under inddragelse af de seneste erfaringer fra de humanistiske videnskaber, såvel som fra den moderne moralteologi, eksegese og teologiske antropologi.

 

Tyske biskopper i opposition til bispekonferencens flertal

Det er imidlertid ikke alle tyske biskopper, der stiller sig bag anbefalingerne fra bispekonferencen. Således ikke hverken Troslærekongregationens formand kardinal Gerhard Müller, kardinal Walter Brandmüller eller kardinal Paul Josef Cordes – læs mere herom i

Kardinal Müller: Kardinal Marx’s udtalelser er udtryk for en aldeles ukatolsk tankegang

Mellem to synoder: mediekrigen raser videre 

Senest har også seks medlemmer af bispekollegiet skarpt kritiseret en skrivelse til Synoden fra den officielle lægmandsorganisation ZdK, Zentralkomité der deutschen Katholiken, som klart udfordrer Kirkens læreembede bl.a. med krav om accept af kunstig befrugtning, prævention, samliv før ægteskabet og homo-ægteskaber. De seks biskopper går således ikke ind i en direkte konfrontation med bispekonferencens flertal, men med deres uforbeholdne forsvar for traditionel katolsk lære lader de ikke nogen i tvivl om, at de befinder sig milevidt fra den dominerende tankegang i bispekonferencens rapport.

Biskop Stefan Oster

Biskop Stefan Oster

Den første af de seks biskopper, der protesterede mod ZdK’s skrivelse, var den 49-årige biskop af Passau i Sydtyskland, Stefan Oster, som lagde sine kritiske kommentarer ud på sin FaceBook-side. Her advarer han om, at en efterkommelse af ZdK’s krav ville betyde en dramatisk ændring i Kirkens lære om ægteskab og seksualitet og føre katolikkerne ud på et moralrelativistisk skråplan og i videre forstand til en udvanding af troen. Det er Kirkens tro, siger han, at seksuallivet udelukkende har sin plads inden for ægteskabets rammer, vel at mærke ægteskabet mellem en mand og en kvinde. Samtidig understreger han, at ægteskabet er uopløseligt, at ægteparret bør være åbne over for skabelsen af nyt liv, og slår fast, at seksuelle forhold uden for ægteskabet er enten hor eller ægteskabsbrud. Alt i alt rigeligt til at gøre sig fortjent til en rasende kommentar fra ZdK.

Opbakning fik han derimod fra professor i moralteologi Andreas Wollbold ved universitetet i München, som lod sig interviewe på kathtube[2], hvor han blandt andet slog fast, at biskop Osters udtalelser på ingen måde bør betragtes som et privat synspunkt, men slet og ret udtrykker “Kirkens forpligtende lære, som bygger på Den hellige Skrift.”

Ligeledes som nævnt fra fem andre biskopper, som i et åbent brev har givet udtryk for, at det forhold, at Tyskland i udpræget grad er blevet et sekulariseret samfund, ”ikke bør føre til, at vi flyder med strømmen, men snarere, at vi ser det som en anledning til at blive bevidst om vores enenstående kald som kristne i verden af i dag.” Brevet slutter med en tak til biskop Oster for hans klare udtalelser.

Også de polske biskopper har tilkendegivet, at det på den kommende synode bør komme til at dreje sig om ægteskabet og familien i lyset af Guds Åbenbaring – og ikke om at lytte til de røster, der ønsker at evangeliet og Kirkens lære skal tilpasse sig skiftende kulturelt bestemte holdninger.

 

[1] Nye undersøgelser har vist, at kun 54 pct. af præsterne går til skrifte mindst én gang om året, og kun 58 pct. beder hver dag.  Blandt lægfolket er det kun 16 pct., der tror på en personlig Gud; 60 pct. tror ikke på et liv efter døden, og 66 pct. ikke på, at Kristus er opstået fra de døde.

[2] http://www.kathtube.com/player.php?id=37611