Af Torben Riis
Ifølge Daily Telegraph og andre engelske medier har ledelsen af det britiske ”Natural History Museum” besluttet at foretage en nyvurdering af visse af museets samlinger – herunder Charles Darwin-samlingen – med henblik på at lægge afstand til kolonitidens racistiske menneskesyn. Og som de fleste sikkert allerede har gættet, er det Black Lives Matter-bevægelsen, som kun de færreste vover at ignorere, der har givet stødet til denne pludselige selvransagelse.
Hvad Darwins forhold til racisme angår, er der ikke tale om en ny diskussion. Til gengæld er det nyt, at den beslutning, der nu er undervejs, ikke blot vil kunne arkiveres som endnu et indlæg i debatten, men helt konkret føre til fjernelse af tekster og genstande i samlingen, som formodes at virke stødende.
Om dette i givet fald vil være en klog beslutning, skal jeg ikke komme ind på her, eftersom det helt og holdent vil afhænge af, hvad der skal revideres eller fjernes, og på hvilket grundlag det kommer til at ske.
I stedet vil jeg i det følgende nøjes med at se nærmere på det spørgsmål, som har givet anledning til museumsledelsen reaktion: Var Darwin racist?
Hvad vil det sige at være racist?
Racisme er et begreb, som – for nu at sige det pænt – ikke altid bruges med fornøden omtanke. Derfor vil jeg indledningsvis citere Den Danske Ordbog, som foreslår disse to definitioner:
- diskrimination eller fjendtlig holdning over for grupper af mennesker pga. deres etniske baggrund og fremmedartede udseende, kultur m.m.
- forestilling om, at mennesker kan inddeles i racer med bestemte fysiologiske, mentale og sociale særtræk, der gør nogle racer overlegne eller underlegne i forhold til hinanden.
Det, der har interesse i denne sammenhæng, er ikke primært Darwins personlige følelser eller holdning til mennesker med ”en anden baggrund”. Derfor er det den 2. definition, vi skal have fat i, hvor der tales om inddeling af mennesker i racer, som formodes at være overlegne eller underlegne i forhold til hinanden.
I den forbindelse vil jeg citere en artikel[1] fra 2009 i det naturvidenskabelige tidsskrift Embo reports, hvor forfatteren, professor Steven Rose, blandt andet konstaterer, at:
”Darwin inddelte menneskeheden i særskilte racer efter hud-, øjne- og hårfarve. Han var også overbevist om, at evolution var en gradvis proces, og at de hvide racer – især de europæiske – var højere udviklet end de sorte racer og opstillede således både raceforskelle og et racehierarki. Darwins syn på kønsforskelle var også yderst konventionelt. Han hævdede, at resultatet af den seksuelle udvælgelse for mænds vedkommende er, at de bliver ”modigere, mere kamplystne og handlekraftige end kvinderne og fra fødslen mere opfindsomme.” ”Mandens hjerne er betydeligt større […] størrelsen af kvindens kranium siges at være en mellemting mellem barnets og mandens” (Darwin 1871). Selv om seksuel udvælgelse er kvindens valg, er det mændene, der udvikler sig for at kunne leve op til de valgte kriterier for styrke og magt. En sådan nittenårhundredes differentiering mellem kønnene var helt afgørende for at kunne levere et påstået biologisk grundlag for mandens overlegenhed. ”
Hvad det sidste angår, nævner Rose, at moderne biologi har kunnet påvise små, men ikke ubetydelige forskelle mellem mænds og kvinders hjerner, men tilføjer, at ingen foreløbig har den fjerneste idé om, hvad disse forskelle fører med sig.
Men, kunne man indvende, hvorfor gøre et stort nummer ud af, at Darwin tilbage i 1800-tallet ikke havde en så omfattende og detaljeret indsigt i tingene, som vi har i dag?
Socialdarwinisme
Det korte svar på det er, at Darwins evolutionsteori var langt mere end blot et samtaleemne mellem biologer. Den kom allerede i hans egen tid til at udgøre grundlaget for den såkaldte ”socialdarwinisme”, som siden legitimerede overgreb – blandt andet i form af tvangssterilisationer – mod sagesløse personer, der blev betragtet som ”undermennesker”, fordi de ikke kunne leve op til elitens kvalitetskriterier.
Om Darwins forhold til socialdarwinismen siger Steven Rose:
”Ethvert forsøg på at skelne mellem ”en god Darwin” og ”en ond social-Darwin” kommer til kort over for en grundig læsning af Darwins egne skrifter. Han støttede begejstret sin fætter Francis Galtons[2] idé om, at arvelige egenskaber overføres i den mandlige linje og nikkede forsigtigt bifaldende til tanken om racehygiejne.”
Med andre ord: socialdarwinismen var en logisk og derfor uundgåelig konsekvens af Darwins evolutionsteori. Det fremgår allerede af, at det ifølge teorien er ”den naturlige udvælgelse”, der driver evolutionsprocessen – det vil sige det forhold, at de individer, der er stærkest og bedst til at tilpasse sig til omgivelserne, lever længst og derfor får længere tid til at formere sig end deres mindre begunstigede artsfæller. Følgen af dette bliver, for så vidt som naturen får lov til uhindret at gå sin gang, at det først og fremmest bliver de stærkeste individer, der kommer til at videregive deres ”gode” gener til næste generation, således at der til stadighed foregår en ”forædling” af de forskellige racer.
Som man kan se, fejler logikken ikke noget, men læg samtidig mærke til, at teorien ved at følge sin egen logik skaber forestillingen om, at forskellige racer, som Den Danske Ordbog udtrykte det, ”er overlegne eller underlegne i forhold til hinanden”.
At det nødvendigvis må være sådan, slutter jeg ud fra, at den naturlige udvælgelse, som ifølge Darwin skulle have styret vores udvikling fra abestadiet til det, vi er i dag, ikke kan have ført til det samme resultat overalt, fordi der altid vil være store forskelle på de udfordringer, man møder forskellige steder på kloden. Er klimaet varmt eller koldt? Er det let at finde føde, eller kræver det opfindsomhed og styrke? Derfor kommer man ikke uden om, at udviklingen i de områder, hvor det har været relativt let at overleve, ikke – for så vidt som den overhovedet har fundet sted – kan være nået så langt som der, hvor omgivelserne har gjort hver dag til en kamp for overlevelse.
Men i én henseende svigter logikken. For selv om man ”køber” teorien om, at nogle mennesker eller grupper af mennesker ikke har nået det samme høje udviklingsstadium som europæerne, følger deraf ikke nødvendigvis, at europæerne har en naturgiven ret til at behandle dem som ”undermennesker” herunder sterilisere både mænd og kvinder for at hindre dem i at sætte børn i verden med ”dårlige” gener.
Forudsætningen for at dette kunne ske – og det gjorde det i stor stil i løbet af det 20. århundrede – var, at man forinden havde løsrevet sig fra kristendommens menneskesyn og moralbegreber.
Dette og meget mere vender jeg tilbage til i en senere artikel. Her slutter jeg med et citat fra Darwins ”Menneskets afstamning”(1871), som giver et indtryk af, hvor langt han på det tidspunkt var nået i sine overvejelser – og overlader det til læseren selv at svare på spørgsmålet, om Darwin var racist.
”Vi civiliserede mennesker gør på den anden side vores yderste for at kontrollere udryddelsesprocessen. Vi bygger asyler til de åndssvage, de handicappede og de syge. Vi vedtager love til gavn for de fattige, og vores lægestand sætter al deres viden ind på at bevare alles liv så længe som muligt. Der er grund til at tro, at vaccinationer har beskyttet tusinder med et svagt helbred, som tidligere ville være bukket under for kopper. På den måde udbreder de svage i civiliserede samfund deres slags. Ingen, som har beskæftiget sig med husdyravl, vil betvivle, at dette må være yderst skadeligt for menneskeracen. Det er påfaldende, hvor hurtigt mangel på pasning eller malplaceret pasning fører til degeneration i en husdyrsbesætning, men til forskel fra, at man, hvad dette angår, undlader at inddrage mennesket selv, er der næppe nogen, der er så uvidende, at de vil tillade deres ringeste dyr at formere sig.”
[1] Steven Rose: Darwin, race and gender
[2] Francis Galton (1822-1911) regnes med rette for at være eugenikkens (racehygiejnens) fader
Se artiklen i printvenlig version