Fredag den 9. oktober lagde en komité nedsat af Repræsentanternes Hus sidste hånd på et lovforlag, der skal fratage PPA offentlig støtte for i stedet at overføre bevillingerne til landets sundhedscentre. Et lignende initiativ blev taget i Husets budgetkomité, hvor man samtidig stillede forslag om at stryge dele af det lovkompleks, der populært kaldes Obamacare. Det samlede forslag, der efter al sandsynlighed vil blive vedtaget af Repræsentanternes Hus, går herefter videre til Senatet.
Såfremt kun tre republikanske medlemmer af Senatet stemmer imod forslaget, vil lovforslaget havne på præsident Obamas skrivebord, hvorefter han uden tvivl vil nedlægge veto mod det. Herefter vil forslaget returnere til Senatet, som så skal mobilisere 67 stemmer for at underkende præsidentens veto. Det vil næppe kunne lade sig gøre.
Så hvorfor give sig i kast med et lovinitiativ, der i realiteten er uden chancer for at komme i mål? Det gør republikanerne af politisk-taktiske årsager. For det første for at sende et signal om, at dette er et spørgsmål, man tager alvorligt. Dernæst for at kunne bruge vetoet mod demokraterne i den valgkamp, der for alvor går i gang i 2016. Her vil vetoet blive en dårlig sag for partiet – ikke mindst hvis dets præsidentkandidat hedder Hillary Clinton, der med sin uforbeholdne opbakning til PPA igen og igen vil blive tvunget til at retfærdiggøre sin støtte til PPA – på trods af afsløringerne af organisationens kriminelle aktiviteter.
PPA i defensiven
At video-afsløringerne har gjort deres virkning, understreges af, at PPA’s administrerende direktør Cecile Richards den 13. oktober meddelte, at man ikke længere vil modtage penge for at ”donere væv” til forskning. Meddelelsen var ledsaget af de sædvanlige anklager mod CMP samt de ligeså velkendte forsikringer om, at ”vævsdonation” kun udgør en forsvindende lille del af PPA’s virksomhed – nærmere bestemt 1 pct.
PPA’s og Cecile Richards’ problem er imidlertid, at de færreste – efter at have set videoerne – vil tro på hendes statistik. Og selv om der kun skulle være tale om 1 pct., ændrer det ikke noget ved, at denne del af PPA’s forretning er i strid med amerikansk lovgivning og i sidste instans kan koste de ansvarlige op til 10 års fængsel.
CMP’s talsmand, David Daleiden, betegnede umiddelbart Cecile Richards’ skrivelse som et ”stunt” og påpegede, at erklæringen er komplet værdiløs, såfremt PPA ikke offentliggør detaljer om sin nye ”politik” på dette område. Det afføder kun nye alvorlige spørgsmål om, hvad PPA’s ledelse har tilladt deres klinikker at gøre både med indtægterne og fosterdelene, sagde han, og understreger kun behovet for, at Kongressen foretager en tilbundsgående undersøgelse af omfanget af PPA’s ulovlige handel med fosterdele.
Se artiklen i printvenlig version