Af Torben Riis
Umiddelbart kunne det lyde som den rene idyl, at samtlige paragraffer i synodens slutdokument opnåede det nødvendige antal stemmer til at blive vedtaget. Var alting fred og fordragelighed?
Det var der fra begyndelsen ikke meget, der tydede på. Faktisk brød der et uvejr brød løs fra det øjeblik, det forberedende arbejdsdokument Instrumentum laboris (herefter IL) var blevet offentliggjort og havde løftet sløret for, hvad der efter al sandsynlighed var i vente.
Vi har allerede omtalt kardinal Sarahs kritik af visse passager i IL. Den blev fulgt op af blandt andre ærkebiskop Charles J. Chaput af Philadelphia, som var en af flere biskopper med ansvar for den praktiske afvikling af synoden – og af den australske ærkebiskop Anthony Fisher, som senest bl.a. har advaret mod den fare, der er forbundet med at overlade fortolkningen af Kirkens forpligtende lære til synoder.
Chaputs kritik, som indeholdt en opfordring til at underkaste IL en gennemgribende revision, førte til et skænderi mellem ham og synodens generalsekretær Lorenzo Baldisseri, som tydeligt irriteret beskyldte Chaput for illoyalitet. Det faldt endvidere Baldisseri for brystet, at Chaput efter eget udsagn skulle have ”fået en teolog til at nærlæse teksten” i stedet for selv at fremføre sin kritik over for synodeledelsen. Chaput replicerede, at det, der var sket, var, at han fra en fremtrædende nordamerikansk teolog[1], som ønskede at være anonym, havde fået tilsendt en kritisk gennemgang af IL, som han ikke mente, han kunne sidde overhørig, og derfor havde udvirket, at den blev publiceret som en artikel i det uafhængige tidsskrift ”First Things”. I øvrigt hører Chaput til blandt de relativt få højtstående prælater, der ikke på noget tidspunkt er veget tilbage for offentligt at stå frem med konstruktiv kritik af pave Frans’ dispositioner.
En anonym kritisk kommentar
I sin artikel (her af pladshensyn refereret i hovedpunkterne) skriver den anonyme forfatter bl.a.:
- at IL’s tilgang til ungdomsproblematikken hovedsagelig er samfundsvidenskabelig og ikke nævneværdigt beskæftiger sig med emner såsom de unges kald til tro, omvendelse og og mission – endsige med relevante eksistentielle eller moralske spørgsmål.
- at IL vender op og ned på begreberne ecclesia docens (Kirken, som forkynder læren, Kirkens læreembede) og ecclesia discens (Kirken, hele Guds folk, som lytter til Kirkens lære). Hele dokumentet hviler på den opfattelse, at det først og fremmest er læreembedets opgave at lytte. Mest problematisk er § 140: ”Kirken vil blive nødsaget til at vælge dialogen som sin stil og metode og således blive bevidstgjort om de forpligtelser og bindeled, der findes i en kompleks virkelighed … Intet særligt kald i Kirken kan sætte sig ud over denne udadrettede dialogs dynamik”.
Heraf må man slutte, fortsætter forfatteren, at Kirken ikke er i besiddelse af sandheden, men må affinde sig med at være en røst blandt andre røster. De, som har haft rollen som lærere og forkyndere i Kirken, må bytte deres autoritet ud med dialog. Den teologiske konsekvens af denne vranglære er en sammenblanding af de døbtes præstedømme og det sakramentale præstedømme. Fra Kirkens grundlæggelse har det været de ordinerede præsters opgave at forkynde og prædike og de døbte troendes opgave at lytte og tilpasse sig til forkyndelsen. Ydermere er præsternes bemyndigelse til at prædike indstiftet af Gud som en integreret del af selve det sakramentale præsteembede, således som det fremgår af missionsbefalingen (Matt 28, 19-20). Hvis Kirken giver afkald på dette, hvis den bytter om på den forkyndende og den lyttende Kirkes roller, vil hierarkiet selv blive vendt på hovedet og blive reduceret til en del af de døbtes præstedømme. Med andre ord: Vi vil i så fald blive lutheranere.
- at Il i forbindelse med diskussionen om, hvad det vil sige at være menneske, intet nævner om den fri vilje. Mennesket reduceres mange steder i teksten til blot en blanding af intellekt og begær, fornuft og følelser” (§ 147). Men det er Kirkens lære, at mennesket, som er skabt i Guds billede, er i besiddelse af fornuft og vilje, og at viljen grundlæggende er rettet mod det gode. De teologiske konsekvenser af denne iøjnespringende udeladelse er yderst vigtige, eftersom viljen – ikke følelserne – er det moralske livs sæde.
Ærkebiskop Chaput har i en kommentar tilsluttet sig kritikken og tilføjet, at han ydermere finder synodens behandling af misbrugsskandalen ”utilstrækkelig”. ”En synode, som beskæftiger sig med seksualitet og unge mennesker,” siger han, ”burde også – ærligt og udførligt – beskæftige sig med årsagerne til præsters katastrofale seksuelle misbrug af mindreårige.” Og han slutter af med denne bemærkning: ”Frans’ pontifikat er blevet beskrevet som Guds lægemiddel til præster, hvis begreb om det kristne liv er blevet skadet af en overdosis abstraktioner. Tilsvarende er hverken paven eller Kirken i en tid plaget af ydmygelser og krise tjent med en overdosis følelser, imødekommenhed eller sociologiske overvejelser. Troen kræver mere end det.”
Synodens forløb
Ser vi nu på selve forløbet, tegner der sig et billede af en synode, som i hovedsagen følger mønsteret fra de to famøse familiesynoder i 2014 og 2015, hvor mistanken om fortielser og manipulationer hang som en tung sky over møderne.
Der kunne ikke desto mindre på et tidspunkt spores en vis optimisme og lettelse på den konservative fløj, da det lykkedes at få fjernet den ideologisk belastede initialforkortelse LGBT[2] fra slutdokumentet. Men var der virkelig tale om en sejr? Var faren drevet over? Her bør man erindre, at spørgsmålet om homoseksualitet også stod som et punkt på dagsordenen på familiesynoden i 2014 uden at opnå det nødvendige antal stemmer til at kunne gå videre til 2015-synoden. Alligevel blev punktet ikke slettet – på direkte foranledning af pave Frans. Det taler sit tydelige sprog om, at en opblødning af Kirkens lære på dette område indgår som en integreret del af Frans’ overordnede projekt om at ”modernisere” Kirken. Derfor skal hans retræte ved denne lejlighed næppe ses som et kursskifte – snarere som et ”taktisk tilbagetog”. Hertil kommer, at udtrykket ”seksuel orientering” anvendes andre steder i IL – ligeledes et begreb, som er sat i verden af den internationale homo-lobby i forening med FN.
Men formelt set forløb synoden ”efter bogen” dvs. i overensstemmelse med de hidtil gældende regler, ”hidtil” fordi pave Frans for nylig har ophævet dem. Det vender vi tilbage til. Noget andet er, at den afsluttende afstemning, som blev afviklet paragraf for paragraf i praksis udviklede sig til noget nær en farce.
En kaotisk afstemning
Sagen var den, at slutdokumentet, da der skulle stemmes om det, kun forelå på italiensk i papirudgave – ikke i en elektronisk udgave, som eventuelt kunne have givet de biskopper, som havde behov for det, mulighed for at indhente en oversættelse udefra – i det mindste af udvalgte paragraffer, eftersom der kun var afsat fire timer til at læse teksten inden afstemningen, og der vel at mærke var tale om en tekst på 60 sider (30.000 ord). Derfor måtte biskopperne tage til takke med at få læst teksten højt på deres eget sprog med brug af simultantolkning – uden at have mulighed for at tage noter.
Her vender jeg tilbage til ærkebiskop Anthony Fisher, som jeg nævnte i begyndelsen. Han har i et åbenhjertigt interview med den kendte vatikanist Edward Pentin, som p.t. er korrespondent for National Catholic Register i Rom, leveret en detaljeret beskrivelse af, hvordan han selv – og andre – oplevede synoden.
Vedrørende afstemningen bekræfter Fisher, at hver paragraf blev læst så hurtigt op, at synodefædrene ikke kunne nå at tage noter på deres eget sprog. ”Så vi var ikke altid sikre på, om vi skulle stemme ja eller nej.” Det helt urimelige tidspres og det forhold, at der ikke forelå tekster på andre sprog end italiensk, gjorde, at ”nogle følte sig manipulerede”.
Et forpligtende dokument?
Blandt andet på denne baggrund sætter Fisher spørgsmålstegn ved, om synodefædrenes overvejelser kan betragtes som magisterial teaching, altså som et udtryk for Kirkens forpligtende lære. Hermed hentyder han til, at pave Frans ved synodens afslutning erklærede (og fik indskrevet i slutdokumentet), at synodens anbefalinger ikke som vanligt vil blive efterfulgt af en autoritativ skrivelse, hvor paven drager de endelige konklusioner af drøftelserne på synoden, men – og hold nu godt fast – at han sandsynligvis vil ophøje både IL og slutdokumentet – læst i sammenhæng – til forpligtende lære!
Den tager vi lige én gang til: Nu har synodefædrene i ugevis lagt et stort arbejde i at diskutere og revidere formuleringerne i IL – herunder fjernet ideologisk belastede udtryk som ”LGBT” fra slutdokumentet – kun for efterfølgende at få at vide, at IL (inkl. LGBT) fortsat er en del af den samlede ”pakke”. Ikke overraskende, hvis synodefædrene herefter må spørge sig selv, hvorfor de i det hele taget blev inviteret – så meget desto mere som ingen af dem har været med til at udarbejde IL eller har stemt om dokumentet.
Til spørgsmålet om de to skrivelsers autoritet siger Fisher: ”Hvis man udarbejder et dokument i Vatikanet om et eller andet emne, får man en gruppe højt kvalificerede teologer eller eksperter på området til at skrive udkast efter udkast. Man får andre til at kritisere det, og i sidste instans får man biskopperne i Troslærekongregationen til at vurdere det. Paven kan undervejs deltage i processen og dermed styrke dokumentets autoritet, men det tager tid, typisk flere år, før et dokument er modent til at blive offentliggjort som Kirkens lære”
”Men,” tilføjer han, ”på denne synode skrev vi forpligtende lære på mindre end en uge.”
Direkte adspurgt, om der efter hans opfattelse er en risiko for, at synoder vil kunne bruges som et middel til at udbrede vranglære, svarer Fisher: ”Ja, det er en reel risiko.”
Synodaliteten – hvor kom den fra?
Hermed når vi frem til endnu et kontroversielt indslag på denne synode: afsnittet om ”synodaliteten”, som fylder det meste af kapitel 3 i slutdokumentet. Det bemærkelsesværdige er her, at denne tekst først blev forelagt synodefædrene i sidste øjeblik, nærmere bestemt tirsdag den 22. oktober, hvilket betød at de inden for de sidste dages stramme tidsplan kun havde onsdagen til at læse og diskutere indholdet. Teksten stod ikke i IL, og spørgsmålet om synodalitet var derfor ikke blevet debatteret tidligere i forløbet.
Det bekræftes af kardinal Oswald Gracias af Bombay, en af pavens nærmeste medarbejdere (medlem af C9) og medlem af den komité, som udarbejdede slutdokumentet. Til National Catholic Registers Rom-korrespondent, p. Raymond J. de Souza, sagde han, at betydelige dele af slutdokumentet introducerede emner og begreber, som ikke var blevet diskuteret på selve synoden, herunder discernment og synodalitet.[3] ”En af vanskelighederne,” sagde han, ”er, at mange ikke har tilstrækkelige italienskkundskaber. De kan vælge at afstå fra at stemme eller stemme med deres gruppe, men så risikerer de, at sige ja til noget, de ikke ved hvad er, og det kan ikke være rimeligt.”
Er det forhold, at synodefædrene først bliver gjort bekendt med en vigtigt del af slutdokumentet i den 11. time, et hændeligt uheld? Det er svært at forestille sig. En anden mulighed er, at der var tale om en plan, som netop skulle sikre, at synodefædrene – på et tidspunkt, hvor de var tilpas udmattede efter et hæsblæsende forløb – måtte opgive at tage stilling til endnu et problemkompleks og derfor valgte at resignere. For denne mulighed taler også det faktum, at paven umiddelbart inden synoden yderligere banede vejen for en ”synodalisering” af Kirken ved i en såkaldt apostolisk konstitution, Episcopalis communio, at indføre et nyt regelsæt for bispesynoder, som fremtidigt vil få beføjelser til at erklære slutdokumenter for forpligtende lære. Måske var det i virkeligheden det, denne synode handlede om, mens resten blot var lidt støj fra kulissen.
De Souza afslutter sin rapport fra synoden med disse ord: ”I sin afsluttende tale sagde pave Frans, at der nu er behov for at studere, bede og reflektere over slutdokumentet, før der træffes egentlige beslutninger. Bøn, studier og refleksioner ville også have været på sin plads, før dokumentet blev vedtaget.”
[1] Her kan jeg ikke dy mig for at gætte på Fr. Thomas Weinandy, som for et år siden kritiserede pave Frans i et åbent brev og efterfølgende blev fjernet fra sin post som øverste teologiske rådgiver for den amerikanske bispekonference. Han har i hvert fald den fornødne teologiske ”tyngde” til, at Chaput ville tage ham alvorligt.
[2] L: lesbiske – G: homoseksuelle mænd (engelsk: gay) – B: biseksuelle – T: transseksuelle
[3] Begge begreber er blevet lanceret i forskellige skrivelser fra pave Frans. Fælles for dem er, at det er vanskeligt at fastslå, hvad de præcis dækker over. Discernment (dømmekraft) kan bruges om enhver form for overvejelser, synodalitet om at lade Kirken styre af synoder og dermed (tilsyneladende) demokratisere Kirken.
Se artiklen i printvenlig version