Den værste knast i de igangværende drøftelser på synoden har vist sig at være spørgsmålet om, hvor langt man kan gå i sin pastorale praksis for at vise barmhjertighed over for kristne med et problematisk forhold til Kirken – uden at bringe sig i modsætning til Kirkens lære. Hvad dette angår, står synspunkterne fortsat stejlt over for hinanden. Det har især været de afrikanske og polske biskopper, som har stået fast på, at man ikke kan ændre Kirkens pastorale retningslinjer uden derved at undergrave dens lære. Således den guineanske kardinal Robert Sarah, præfekt for Kongregationen for Gudstjenester og Sakramenter, som i en interviewbog for nylig har udtalt: ”Tanken om at anbringe læremyndigheden i et smukt skrin og dermed adskille den fra den pastorale praksis, som herefter vil kunne udvikle sig i overensstemmelse med omstændighederne, moden og tidens luner, er en form for kætteri, en farlig form for skizofreni. Jeg erklærer højtideligt, at Kirken i Afrika står fast på afvisningen af ethvert oprør mod, hvad Jesus og Kirken lærer.”
Modsat har først og fremmest de tyske biskopper og til dels også deres franske kolleger talt for at give pastorale hensyn et langt større spillerum og i den forbindelse været tilbøjelige til at definere de kontroversielle spørgsmål om f.eks. fraskilte gengiftes adgang til sakramenterne som rent pastorale anliggender, hvad der i sidste ende ville gøre det muligt i højere grad at overlade det til de nationale kirker at træffe afgørelser i den type spørgsmål.
Det konservative synspunkt, at lære og pastoral praksis så at sige er forbundne kar, og at den pastorale praksis altid bør tage udgangspunkt i læren, har dog hele tiden – så vidt vides – haft størst tilslutning blandt synodefædrene og dermed gjort det vanskeligt for den liberale fløj at skabe forståelse for bl.a. kardinal Walter Kaspers forslag.
Decentralisering
Der stod sagerne, da pave Frans lørdag den 17. oktober valgte at gribe ind i debatten med en tale, hvor han – måske i et forsøg på at løfte debatten ud af dødvandet og undgå en kaotisk afslutning på synoden – gav den en uventet drejning ved at opfordre synodefædrene til at se de enkelte spørgsmål i et større perspektiv. Det overordnede, langsigtede mål er ifølge pave Frans at gøre selve synode-konceptet til Kirkens fremtidige ledelsesmodel, der for alvor skal bringe den ind i det nye årtusind. Hvad det konkret kommer til at betyde, løftede paven en del af sløret for ved at tale om ”nødvendigheden af at foretage en tiltrængt decentralisering.”
Pave Frans mindede om, at han allerede har bebudet en sådan reform i sin apostolske skrivelse Evangelii gaudium (Evangeliets glæde) i november 2013. Her skriver han i afsnit 32, at ”såvel paveembedet som den universelle Kirkes centrale strukturer har brug for at lytte til kaldet til en pastoral omvendelse.” ”Men,” tilføjer han, ”dette ønske er ikke realiseret fuldt ud, eftersom bispekonferencerne endnu ikke har fået tildelt en klar juridisk status, som giver dem en reel kompetence, herunder en autentisk læremæssig autoritet.”
De sidste tre ord vil dog næppe bidrage til at få freden til at sænke sig over synoden. Det kan man se af de reaktioner, der foreløbig er indløbet fra forskellig side. Voice of the Family skriver således, at man ved at uddelegere ”læremæssig autoritet” til bispekonferencerne, så at de enkelte bispekonferencer – uafhængigt af hinanden – bliver i stand til at udtale sig forpligtende om læremæssige spørgsmål, risikerer at splitte Kirken ad i lige så mange dele, som der er bispekonferencer i verden.
Det var netop denne tanke, Troslærekongregationens præfekt, kardinal Gerhard Müller – i en reaktion på kardinal Reinhard Marx’ famøse udtalelse om, at den tyske bispekonference ikke blot er en underafdeling af Vatikanet – tidligere på året afviste som en aldeles ukatolsk tankegang.
Det samme gjorde den nigerianske kardinal Francis Arinze to dage efter, at paven havde holdt sin tale, da han i et interview slog fast, ”at De Ti bud ikke er begrænset af landegrænser. Et lands bispekonference kan således ikke vedtage, at et bankrøveri ikke er en syndig handling, eller at fraskilte gengifte kan modtage kommunion i dette land, mens man samtidig hævder, at de samme handlinger pludselig bliver en synd, i det øjeblik man bevæger sig over grænsen til et andet land.”
Og han fortsatte: ”I spørgsmål om tro og moral er den katolske Kirke en enhed, vel at mærke en enhed, som ikke er opfundet af Vatikanet eller af teologer. Det var Kristus selv, som pålagde apostlene at ”lære dem at holde alt det, som jeg har befalet” (Matt 28,18-20).”
Er decentralisering nøglen til at løse problemerne?
Konkluderende kan man sige, at pave Frans med sit forslag om decentralisering baner vejen for en opblødning af fronterne i en hård debat, hvor ordet skisma har været nævnt mere end én gang. Det kan han på kort sigt gøre ved at bemyndige de nationale kirker til at vedtage deres egne pastorale retningslinjer og således helt bogstaveligt skille de stridende parter ad. Men løser det selve problemet?
Paven forsikrede ganske vist i sin tale den 17. oktober, at han fortsat vil være garant for Kirkens enhed, men det er umiddelbart ikke let at se, hvordan han skulle kunne indfri det løfte, såfremt konkrete afgørelser om moralske spørgsmål, som traditionelt er underlagt det universelle læreembedes autoritet, reelt bliver uddelegeret til de enkelte bispekonferencer over hele kloden – med al den usikkerhed og tvetydighed, det kan føre med sig.
Der er med andre ord så mange ubesvarede spørgsmål og så meget principielt på spil i de fremtidsperspektiver, paven opridsede i sin tale, at man ikke skal forvente at opleve en snarlig borgfred mellem fløjene – snarere at talen kommer til at virke som benzin på bålet.
Se artiklen i printvenlig version