Ploërmel er en lille by i Bretagne, som på det seneste har tiltrukket sig opmærksomhed ikke alene i franske, men også i internationale medier.
Årsagen hertil er en afgørelse truffet af Frankrigs højeste administrative instans (Le Conseil d’État) [1], som den 25. oktober godkendte et krav om at få fjernet korset over en statue af pave Johannes Paul 2., som befinder sig på byens torv. Statuen er en gave i 2006 fra den georgisk-russiske kunstner Zurab Tsereteli.
Kravet var fremsat af den såkaldt humanistiske organisation La Libre Pensée (den frie tanke), med henvisning til loven af 9. december 1905 om adskillelsen mellem kirke og stat. Organisationen, som også har gjort sig bemærket ved at protestere mod opstilling af julekrybber, begrundede det med, at monumentet befinder sig i det offentlige rum og derfor er i strid med denne lov, som forbyder religiøse symboler på andre steder end museer, kirkegårde og kirkebygninger.
Ploërmel har fået pålæg om at fjerne korset inden for det næste halve år og skal yderligere betale 3.000 euros til La Libre Pensée til dækning af organisationens sagsomkostninger.
Denne afgørelse er byens borgmester, Patrick Le Diffon, langt fra tilfreds med. Han indvender bl.a., at statuen har stået på dette sted i 12 år, uden at nogen har beklaget sig over det, og at den er en af byens turistattraktioner.
Når sagen har fået så bred mediedækning og kaldt på så mange reaktioner, skyldes det naturligvis dens principielle karakter og det forhold, at den får folk til at spekulere over, om det oprindelige ønske om at løsne båndene mellem kirke og stat nødvendigvis burde have ført til en forvisning af religiøse symboler fra det offentlige rum. Med andre ord, loven lugter i sin nuværende udformning langt væk af censur.
Med denne problemstilling for øje har Polens premierminister Beata Szydlo fremsat følgende kommentar:
”Johannes Paul 2. sagde, at vi kan lære af historien, at demokrati uden frihed fører til åbenlys eller camoufleret totalitarisme[2]… Den politiske korrektheds diktatur – sekulariseringen af staten – gør plads for værdier, som er fremmede for vores kultur, og som fører til en terrorisering af europæernes dagligliv. Den polske regering vil gøre, hvad den kan, for at redde monumentet over vores landsmand fra censuren, og vi tilbyder at flytte det til Polen, såfremt de franske myndigheder og lokalsamfundet er indforstået med det.”
Ifølge den britiske avis The Daily Telegraph har borgmesteren muligvis fundet en enklere løsning på problemet. Den skulle bestå i, at kommunen sælger grunden, statuen står på, til private investorer, således at den herefter ikke længere befinder sig i det offentlige rum.
Et columbusæg? Vi får se.
[1] Le Conseil d’État har primært til opgave at rådgive regeringen i forbindelse med lovforslag, men træffer også afgørelser i administrative anliggender, hvor det kun er underlagt den såkaldte Tribunal des conflits, som har det endelige ord i stridigheder om beslutningskompetence mellem forskellige myndigheder.
[2] Se f.eks. Evangelium vitae 19: ” Der er et andet endnu mere dybtliggende aspekt, som ikke bør overses: Friheden fornægter sig selv, ødelægger sig selv og bliver et middel til at udslette andre, når den ikke længere anerkender og respekterer sin uløselige sammenhæng med sandheden. Så snart friheden – ud fra et ønske om at gøre sig fri af enhver tradition og enhver autoritet – lukker øjnene for selv de mest indlysende vidnesbyrd om en objektiv og universel sandhed som grundlag for både den enkeltes og samfundets liv, fører det til, at den enkelte i sidste instans gør – ikke sandheden om godt og ondt, men sin egen subjektive og foranderlige mening eller endog sine rent egoistiske interesser eller indfald – til det eneste og indiskutable kriterium for sine beslutninger.
Se artiklen i printvenlig version