Opgøret med årtiers forsøg på at dække over seksuelle misbrug i den katolske Kirke i Chile kulminerede torsdag den 17. maj med en kollektiv afskedsbegæring fra Chiles 31 fungerende (plus tre pensionerede) biskopper. I en pressemeddelelse meddelte biskopperne, at de nu har lagt deres embeder i hænderne på den Hellige Fader og således lader det være op til ham at beslutte, hvad der videre skal ske med hver enkelt af dem. De bad samtidig paven, katolikkerne og deres land om tilgivelse for de lidelser, ofrene for de seksuelle krænkelser har været udsat for, og for deres egne alvorlige fejlvurderinger og forsømmelser.
Sådan lyder den officielle redegørelse, der umiddelbart synes at placere ansvaret for miseren udelukkende hos biskopperne.
I en kommentar i National Catholic Register skriver redaktøren af Convivium Magazine, p. Raymond J. de Souza, imidlertid, at det efter hans opfattelse er ”utænkeligt”, at de chilenske biskopper af egen drift skulle have besluttet at trække sig tilbage. Han anser det således for mere sandsynligt, at de er blevet stillet over for et ultimatum fra paven, som har besluttet at tage sagen i egen hånd. Denne beslutning, som indebærer, at han egenhændigt skal tage ansvaret for at rekonstruere et helt episkopat, skriver han videre, er uden sidestykke i Kirkens historie, og han tilføjer, at det mildt sagt er dristigt at forestille sig, at et enstrenget projekt af et sådant omfang vil kunne krones med held.
At der reelt er tale om en massefyring, sandsynliggøres af et dokument fra pavens hånd, som blev lækket og siden offentliggjort af en chilensk TV-station. I dokumentet, som paven læste op for de 34 chilenske biskopper på et tredages møde i Rom, fremlagde han sine ”konklusioner på og refleksioner over en rapport på 2.300 sider fra ærkebiskop Charles Scicluna, som har stået i spidsen for en undersøgelse af forholdene i Kirken i Chile. Her skriver paven, at der ikke alene vil blive tale om afskedigelser, men at man er nødt til at gå videre og undersøge de forhold, som var årsag til, at misbrugene ikke blev standset i tide.
Besøget i Chile
Men hvorfor nu dette drastiske skridt i stedet for, som man plejer at gøre, at indlede en undersøgelse af hver enkelt biskops rolle i forhold til de mange anklager om sexmisbrug?
Umiddelbart kan man gætte på, at paven med et så spektakulært indgreb ønsker at signalere handlekraft og vilje til at tage anklagerne alvorligt. En anden mulighed, som ikke udelukker den første, er, at paven ved at fritstille samtlige biskopper håber at kunne bortlede opmærksomheden fra sin egen rolle i skandalen.
I den forbindelse skal man huske på, at Frans under sit besøg i Chile i januar i år blev mødt med uventet voldsomme protester på grund af sin årelange uvilje mod at tage misbrugsofrenes vidnesbyrd alvorligt. Under besøget affejede han endnu engang anklagerne mod biskop Barros[1] som ”bagtalelse” med blandt andet det resultat, at hans trofaste støtte Austen Ivereigh, som er forfatter til en rosende biografi om ham med titlen ”The Great Reformer”, følte sig foranlediget til at fremsætte denne kommentar:
”Frans’ stædige insisteren på at gå op mod både Kirken og samfundet og fastholde sin støtte til Barros må anses for at være en af de dristigste – eller måske dumdristigste – beslutninger i hans pontifikat.”
Pavens rolle
Bedre blev det ikke af, at Associated Press umiddelbart inden besøget i Chile var kommet i besiddelse af et brev fra Frans skrevet i januar 2015 til den chilenske bispekonference. Brevet var et afslag på en anmodning fra biskopperne om at aflyse den forestående udnævnelse af Barros under henvisning til, at den pavelige nuntius i Chile havde besluttet at ”bevilge” Barros og to andre mistænkte biskopper et sabbatår for at få bølgerne til at lægge sig. I stedet for at lytte til biskopperne valgte Frans at sætte udnævnelsen af Barros i værk.
Frans har endvidere benægtet, at han personligt skulle have modtaget henvendelser fra misbrugsofre – og ignoreret dem. Men det er ikke sandt. Frans modtog allerede i 2005 et brev på otte sider fra et af ofrene, som gav en detaljeret beskrivelse af, hvad han havde været udsat for fra en navngiven biskops side, mens Barros var til stede i lokalet og så på. Ikke desto mindre fastholdt Frans i 2016, at anklagerne mod Barros var grundløse.
At han ikke skulle have modtaget brevet fra misbrugsofferet, er efterfølgende blevet dementeret af ingen ringere end kardinal Sean O’Malley[2], som bekræftede over for Associated Press, at han i første omgang fik overdraget brevet af medlemmer af misbrugskommissionen og dernæst egenhændigt bragte det videre til paven.
Frans måtte derfor under pressekonferencen i flyet på vej hjem fra Chile indrømme, at O’Malleys fremstilling var korrekt. Og i et brev til de chilenske biskopper den 8. april i år skrev han: ”Med hensyn til mig selv, erkender jeg, at jeg har begået alvorlige fejltagelser, som især skyldes mangel på sand og afbalanceret information om situationen.”
Det foreløbige facit ser således ud til at være, at Frans i forbindelse med denne sag har mistet opbakningen fra nogle af sine trofaste støtter og samtidig bragt sig i en situation, hvor han alene kommer til at bære ansvaret for den videre udvikling i Kirken i Chile, som p.t. gennemgår sin værste krise nogensinde.
[1] Pave Frans udnævnte Barros til biskop i Osorno i 2015 og fastholdt sin beslutning trods voldsomme protester fra de lokale menigheder og betegnede – stående på Peterspladsen foran rullende kameraer – de protesterende katolikker i Osorno som ”tåber, der ikke åbner deres hjerter for, hvad Gud siger til dem.”
[2] O’Malley hører til blandt pavens nærmeste rådgivere, det såkaldte C9 Råd, og er formand for den kommission, Frans har nedsat for at behandle sager om præsters sexmisbrug.
Se artiklen i printvenlig version