Søster Marie Simon-Pierre, som i 2005 var svært invalideret af Parkinsons syge, fortæller, at hun i den sidste tid, paven levede, ofte fulgte ham på TV og fandt trøst og opmuntring i at se, hvordan han heroisk bar de lidelser, sygdommen førte med sig.
Efter pavens død samme år føler hun et stort savn, samtidig med at hendes tilstand i den følgende tid forværres. Da den nyvalgte pave Benedikt i maj 2005 meddeler, at saligkåringsprocessen officielt er indledt, begynder hendes medsøstre i Frankrig og Afrika at påkalde Johannes Paul II’s forbøn for hendes helbredelse. Hun bliver i slutningen af maj sendt på et kort rekreationsophold, men da hun genoptager sit arbejde som afdelingssygeplejerske på en af ordenens klinikker i Paris, må hun se i øjnene, at kræfterne ikke længere slår til.
”Den første juni,” fortæller hun, ”kunne jeg ikke mere. Det var en kamp for mig blot at gå og holde mig oprejst.” Dagen efter opsøger hun sin priorinde og anmoder hende om at blive fritaget for sit arbejde. Priorinden beder hende imidlertid om ikke at opgive håbet. Pave Johannes Paul har endnu ikke sagt det sidste ord, siger hun, og rækker hende en pen og et stykke papir, som hun beder hende skrive pavens navn på. Søster Marie Simon-Pierre adlyder, men har på grund af de rystelser, som sygdommen typisk forårsager, vanskeligt ved at holde på pennen. Det, hun skriver, er nærmest ulæseligt.
Den følgende dag føler hun imidlertid, at en indre stemme befaler hende at gribe pennen igen og opdager til sin forbløffelse, at hendes håndskrift nu er fuldt ud læselig. ”Jeg kunne ikke forstå det og gik i seng. Kl. halv fem vågnede jeg overrasket over, at jeg havde kunnet sove. I et spring var jeg ude af sengen. Jeg havde ikke længere smerter i kroppen, stivheden var borte, også indvendigt var jeg forandret… Jeg gik ned i oratoriet og bad foran det allerhelligste sakramente. Jeg følte en dyb fred, noget så stort, at jeg ikke kan forklare med ord… Kl. 6 gik jeg over i kapellet til de andre søstre for at deltage i morgenbønnen og messen. Der er omkring 50 meter at gå, og på vejen mærkede jeg, at førligheden i min venstre arm var vendt tilbage. Jeg følte en lethed i hele kroppen, en bevægelighed, som jeg ikke havde følt i lang tid… Under messen mærkede jeg en dyb glæde og en stor indre fred.”
I de følgende dage oplever hun en hastig bedring, og fem dage senere konstaterer den neurolog, som har hende i behandling, til sin forbløffelse, at alle symptomer på sygdommen er forsvundet. De har ikke vist sig siden, og søster Marie Simon-Pierre har genoptaget sit arbejde på klinikken i Paris.
Søster Marie Simon-Pierre tilhører ordenen Les Petites Sœurs des Maternités Catholiques, der som sit særlige kald arbejder for at udbrede den ”livets kultur,” som indtog en central plads i pave Johannes Paul 2.’s forkyndelse.
Se artiklen i printvenlig version