Den 10. december afgik den tyske filosof Robert Spaemann ved døden. Han blev 91 år. I løbet af sin akademiske karriere beklædte han professorater i filosofi på universiteterne i Stuttgart, Heidelberg og senest i München, hvor han underviste indtil pensioneringen i 1992. Han fik herefter tildelt et æresprofessorat ved universitetet i Salzburg og blev i 2012 æresdoktor ved det katolske universitet i Lublin. Både pave Johannes Paul 2. og pave Benedikt 16. gjorde brug af ham som rådgiver.
Spaemann regnes med rette for at være den betydeligste katolske tænker i Tyskland inden for de seneste årtier, men hans indflydelse strækker sig langt ud over Tysklands grænser. Især i USA har han sat sit præg både på den fagfilosofiske debat og på samfundsdebatten, herunder ikke mindst dens etiske aspekter. I den sammenhæng blev han af mange af sine mere politisk korrekte kolleger betragtet som kontroversiel, ikke mindst fordi han stod urokkeligt fast på, at etikken – uanset at vi lever i et moderne sekulariseret samfund – må tage udgangspunkt i teologien og den naturlige morallov og derfor også i det kristne menneskesyn. Det var, hvad han selv gjorde, når han deltog i debatter om eksempelvis miljøproblemer, bioetik eller uddannelse.
En af hans mange elever, professor ved universitetet i Bologna, Sergio Belardinelli, citerer ham for udtalelser som denne: ”Hvad kan en filosof gøre i en kompleks verden andet end at sige det højt, som er synligt for alle, men som ingen taler om?” ”Af samme grund,” tilføjer Belardinelli, ”sammenlignede han filosoffen med det lille barn i H.C. Andersens berømte eventyr Kejserens nye klæder. Det var derfor ikke overraskende, at nogle indflydelsesrige personer tog ham det ilde op.”
Pater Engelbert Recktenwald skriver i Die Tagespost: ”Han grundlagde ikke nogen filosofisk skole og intet lukket system. Hans tænkning var åben, men konsekvent (…) han virkeliggjorde i sin egen person den enhed af tænkning og tro, som også var kardinal Ratzingers/pave Benedikts anliggende (…) Spaemann var på trods af eller snarere på grund af sine klare profil en efterspurgt diskussionsdeltager. Her er vi vidner til det paradoks, at den kontroversielle filosof blev taget mere alvorligt i offentligheden end teologerne, som af lutter angst for ikke at virke omstillingsparate lagde Kirkens lære bag sig. Spaemann har gjort mere for dialogen mellem Kirken og den moderne verden end de teologer, som først bliver interessante for medierne, når de skifter side og kritiserer Kirken i modernitetens navn. Hans skarpe blik for menneskets ubetingede værdighed, for det ubetingede krav om sandhed og for det godes ubetingede gyldighed foranledigede ham til at sætte ind med kritik overalt, hvor disse absolutte værdier stod i fare for at blive undergravet.”
Recktenwald nævner i den forbindelse Spaemanns kritik af bestræbelserne efter 2. Vatikankoncil på at omdanne Kirken til et demokrati, af Hans Küngs projekt om at skabe en verdensetik, som prisgiver Kirke og tro til en statslig totalitarisme, af en økumene, som med sit krav om interkommunion snarere end at stimulere enhedsbestræbelserne vil resultere i en stilstand i dialogen mellem kirkesamfundene.
Og sidst, men ikke mindst har han kritiseret pave Frans’ postsynodale skrivelse Amoris laetitia for dens forsøg på i barmhjertighedens navn at fordunkle den entydige kirkelige lære om ægteskabets uopløselighed og er i den forbindelse ikke veget tilbage for at konstatere, at der med denne skrivelse er tale om et brud med Kirkens konstante lære.
Læs også Et brud med Kirkens konstante lære – Robert Spaemann om Amoris laetitia og Selv i den katolske Kirke er der grænser for, hvad man kan holde til
Den italienske vatikanist Sandro Magister har samlet de sidste offentlige udtalelser fra Spaemann, som bekræfter hans vurdering af Kirkens aktuelle tilstand:
”Pave Frans er ikke en tilhænger af utvetydig klarhed. Hans svar [på kritikken af AL] er så tvetydigt, at enhver kan udlægge det efter forgodtbefindende – og også gør det. Han ønsker kun ’at fremsætte forslag’. Men at modsige forslag er ikke forbudt, og efter min mening bør de eftertrykkeligt modsiges”
”Pave Frans kan lide at sammenligne dem, der forholder sig kritisk til hans politik, med dem, som sidder på Moses’ stol[1]. Men i denne sammenhæng vender kuglen tilbage til den, der affyrede den. Det var netop de skriftkloge, som forsvarede skilsmisse og fastsatte regler for den. Jesu disciple var derimod kun forvirrede over Mesterens strenge forbud mod skilsmisse.”
”Uvisheden, usikkerheden og forvirringen breder sig i Kirken fra bispekonferencerne til den yderste menighed i junglen.”
”Kaos blev skabt med et pennestrøg. Paven burde have vidst, at et sådant skridt ville bringe splittelse ind i Kirken og føre den mod et skisma – og at skismaet ikke ville blive et perifert fænomen, men ramme Kirken midt i hjertet.”
[1] Se Matt 23,2
Se artiklen i printvenlig version