Den amerikanske Pro Life-organisation Center for Medical Progress (CMP) har i tre år arbejdet på et projekt, der har til formål at blotlægge ulovlige aktiviteter inden for Planned Parenthood of America (PPA), som er USA’s største udbyder af abort med en markedsandel på 40 pct.
Foreløbig er tre stærkt kompromitterende videoer optaget med skjult kamera lagt ud på internettet – og flere er undervejs. De viser samtaler mellem medarbejdere i CMP, der giver sig ud for at være repræsentanter for medicinalfirmaer på jagt efter fosterdele til brug for deres forskning, og nøglepersoner i Planned Parenthoods øverste ledelse.
Et hyggeligt forretningsmøde
I den første video (illustrationen) taler de med dr. Deborah Nucatola, som er PPA’s øverste tilsynsførende læge, og som selv udfører aborter. Mødet finder sted på en restaurant. Atmosfæren er afslappet, og Nucatola spiser salat og drikker rødvin, mens hun intetanende sludrer løs om priser og produkter.
CMP-folkene spørger hende, om det prismæssigt gør nogen forskel, hvis man efterspørger specifikke organer. ”Det gør en enorm forskel,” svarer hun. Der er mange, der gerne vil have lever. Derfor vil de fleste leverandører i et sådant tilfælde foretage indgrebet under ultralydsscanning, så de kan se, hvor de sætter tangen.” Herefter forklarer Nucola mere detaljeret, hvordan hun selv bærer sig ad med at udtage de ønskede ”dele”: Vi er blevet rigtig gode til at udtage hjerte, lunge og lever, fordi det er noget, vi har erfaring med, så jeg knuser ikke den del, jeg knuser det, der er nedenunder og det, der er ovenover, og jeg prøver, om jeg kan få den ud uden at beskadige den.”
Hvad priserne angår, oplyser hun, at det svinger lidt fra filial til filial, men at stykprisen nok er et sted mellem 30 og 100 dollars. Lever og hoved befinder sig i den dyre ende på af skalaen på grund af den store efterspørgsel.
Jeg vil have en Lamborghini
I den anden video er samtalepartneren dr. Mary Gatter, som er formand for et råd inden for PPA, der har ansvar for organisationens indtjening. Her overværer vi en forhandling om stykprisen for organer, hvor Gatter spøgefuldt bemærker, at hun foretrækker ikke at melde en pris ud som den første, men hellere vil sidde i baghånd for at få så meget ud af det som muligt. Og i slutningen af samtalen siger hun, stadig i en spøgefuld tone: ”Jeg vil have en Lamborghini.” Gatter hævder ikke desto mindre i samtalens løb, at pengene spiller en underordnet rolle, men antyder samtidig, at hun vil sætte pris på diskretion fra kundens side: ”Vi er ikke i dette her for pengenes skyld, og vi vil ikke bringe os i en situation, hvor vi kan blive anklaget for at sælge væv og den slags.”
Ledelsens kommentar
I en kommentar til den første samtale har PPA’s administrerende direktør Cecile Richards beklaget Nucatolas tone og ordvalg, men samtidig pure afvist alle anklager. I stedet forsøger hun sig med et modangreb på CMP, som hun betegner som militante pro-life-aktivister af den slags, der laver bombeattentater mod abortklinikker – dette uanset, at ingen med tilknytning til CMP nogensinde har været involveret i ulovlige aktiviteter. Videoerne afviser hun med den begrundelse, at de er ”redigerede”. Det er de ganske rigtigt, men CMP har samtidig offentliggjort de uredigerede originalversioner og komplette udskrifter af samtalerne, så enhver kan indblik i hele materialet. Og, som allerede nævnt, der er flere på vej – ifølge CMP’s talsmand David Daleiden ca. 12, som frem til slutningen af september blandt andet vil afsløre, at større filialer kan tjene op til 120.000 dollars om året på salg af fosterdele, og at visse organer såsom nyrer og hjerner bruges i forsøg, hvor de implanteres i rotter.
Hvad siger loven?
Straffen for at købe eller sælge organer fra aborterede fostre er i USA op til 10 års fængsel eller bøde op til 500.000 dollars alt efter forseelsens størrelse. Men, som Deborah Nucotola bemærker et sted: ”Love kan fortolkes.” Faktisk er der i loven et smuthul, der opstår ved, at man gerne må donere biologisk ”materiale”, så længe der ikke tjenes penge på transaktionen. Derfor er det ikke ulovligt at beregne sig et gebyr til dækning af faktisk omkostninger f.eks. i forbindelse med opbevaring, transport, kvalitetskontrol m.m. af materialet.
Planned Parenthood har hævdet, at der ikke er tale om, at organisationen tjener penge på transaktionerne, men det modsiges af samtalen med Nucotola, hvor hun forklarer, at det faktisk er dyrt at skaffe sig af med biologisk affald, og at man ved i stedet at sælge det kan vende en udgift til en indtægt og på den måde ”pynte på tallene på bundlinjen.” Det modsiges også af Gatters forsøg på at tale priserne op, som ikke giver mening, såfremt man kun har til hensigt at få dækket faktiske omkostninger.
Selv om profitten pr. transaktion måske nok er beskeden, er der alligevel tale om betydeligeindtægter for PPA, som årligt foretager et sted mellem 320.000 og 330.000 aborter. Ifølge Mary Gatter er 60-70 pct. af forældrene villige til at donere deres aborterede børns organer til forskning. Hvor mange af disse børn, der kan levere anvendelige organer, og hvor mange organer de hver især kan levere, kan man naturligvis ikke vide – men at profitten alt i alt løber op i et tocifret millionbeløb, er overvejende sandsynligt.
Og hvordan står sagen nu?
Det er ikke første gang, pro life-organisationer forsøger at afsløre PPA’s kriminelle aktiviteter. I 2011 afslørede Live Action – ligeledes med skjult kamera – en leder af en filial i New Jersey i at vejlede to ”alfonser” om, hvordan de kunne få registreret mindreårige ulovligt ”importerede” piger, som skulle bruges til prostitution, som ”studerende” og tilbød dem i den forbindelse en rabatordning, såfremt pigerne blev gravide. Dengang klarede PPA frisag ved at afskedige den pågældende medarbejder og påstå, at der var tale om et enkeltstående tilfælde.
Denne gang bliver det vanskeligere. Det er der flere grunde til. For det første, at bevismaterialet består af udtalelser fra repræsentanter for PPA’s øverste ledelse, altså mennesker, der har det direkte ansvar for ”virksomhedskulturen” i PPA. For det andet, at det denne gang ikke er lykkedes aborttilhængerne at få dysset sagen ned. Tværtimod har flere aborttilhængere i det politiske miljø offentligt distanceret sig fra PPA, samtidig med at main stream-medierne – modsat hvad man er vant til at se – er gået ind i sagen.
F.eks. Washington Post, hvor Chris Cillizza i sin faste rubrik ”Hvem havde den værste uge i Washington?” har kåret PPA som den ubetingede vinder. Her noterer han, at Cecile Richards ganske vist siger undskyld for den tone, hendes medarbejder anvendte, men ikke for, hvad hun reelt foretager sig. Og efter at have gjort opmærksom på, at der i Kongressen er indledt en undersøgelse og samtidig taget skridt til afstemninger, der skal fratage PPA deres offentlige tilskud på en halv milliard dollars om året, konkluderer han: ”Hun kan sige, hvad hun vil. Planned Parenthood og deres arbejdsmetoder vil blive det emne fremfor alle, man kommer til at tale om i den nærmeste fremtid.”
Obama og PPA
Men hvad siger præsident Obama, som har støttet PPA i tykt og tyndt gennem hele sin præsidentperiode? Personligt har han ikke kommenteret sagen, men hans talsmand Josh Ernest blev på en pressekonference spurgt, om Det Hvide Hus i lyset af de seneste afsløringer overvejer at tage den offentlige støtte til PPA op til fornyet overvejelse. Ernest svarede uden at blinke, at PPA følger ”de højeste etiske retningslinjer,” og at præsidenten ikke vil gå med til noget sådant.
Det kan i sidst ende betyde, at Obama kan blive nødt til at nedlægge veto mod en kongresbeslutning med netop dette indhold. Men dermed må han også tage ansvaret for en beslutning, som er taget, inden resultaterne af de igangværende undersøgelser foreligger – med andre ord en beslutning om på forhånd at frikende PPA, uanset hvad organisationen måtte have begået af dybt kriminelle handlinger.
Se artiklen i printvenlig version