At Johannes 23. fik tilnavnet ”den gode pave” siger en del om den enestående folkelige popularitet, han nød i sit relativt korte pontifikat fra 1958-1963. Eftertiden vil især huske ham som den pave, der i 1962 indkaldte Det Andet Vatikankoncil, som indvarslede en ny epoke i den moderne Kirkes historie.
Det ord, der i den følgende tid oftest blev brugt for at udtrykke formålet med koncilet, var det italienske aggiornamento (ajourføring), som udtrykte ønsket om en på én gang strukturel og åndelig fornyelse i Kirken, der skulle give den kristne forkyndelse større gennemslagskraft over for vor tids mennesker.
Allerede Leo 13. – den sidste pave i det 19. århundrede og den første i det 20. – indså behovet for en sådan kirkelig fornyelse – og samtidig risikoen for, at Kirken ved at stivne i en selvforståelse og en pastoral praksis forankret i modreformationens problematik ville miste evnen til at sætte sit præg på samfundsudviklingen. Alternativet måtte være en mere positiv – i dag ville man måske bruge udtrykket ”proaktiv” – tilgang til verden, som den var kommet til at se ud. Blandt Leo 13.’s egne bidrag til en sådan fornyelse var hans skelsættende rundskrivelse Rerum novarum (1891), hvor han lagde grunden til Kirkens sociallære, som vi kender den i dag, og dermed klart demonstrerede Kirkens evne og vilje til også at beskæftige sig med samfundsøkonomiske og politiske emner.
Herfra kan der trækkes en lige linje til den tale, Johannes 23. holdt i 1962 ved åbningen af koncilet, hvor han erklærede, at ”hovedformålet med koncilet” ikke var ”at diskutere dette eller hint læremæssige spørgsmål.” Dette var i sig selv et brud med tidligere tiders praksis, hvor konciler normalt var blevet indkaldt for at få afklaret et specifikt læremæssigt problem. Det, paven ønskede, var en generel drøftelse af Kirkens rolle i den moderne verden ud fra ønsket om få nutidens mennesker i tale. Med andre ord: aggiornamento – men ikke i betydningen knæfald for tidsånden. Det ses også af åbningstalen, hvor han taler om Kirkens ”sikre og uforanderlige lære, som samvittighedsfuldt må respekteres” og samtidig slår fast, at den samme lære ”trænger til at blive udforsket og forkyndt på en ny måde, som svarer til vor tids behov.”
Det var det program, Johannes 23. lagde frem for koncilsfædrene – baggrunden for, at Det Andet Vatikankoncil i hovedsagen blev et pastoralt og ikke et dogmatisk koncil. Ved at lægge op til en slags ”brain-storming” skabte han med den forrige pave Benedikt 16.’s ord ”en forventningsfuld stemning,” en følelse af, at ”store ting var ved at ske” – men samtidig, som det skulle vise sig i årene efter koncilet, en situation, som ikke blot var åben for fornyelse og vækst, men også for tvivlsomme eksperimenter, som i bedste fald byggede på en overfladisk læsning af koncilsteksterne, men oftere på rent subjektive fortolkninger af ”koncilets ånd”. Det affødte i 2012, 50-året for koncilets åbning, denne kommentar fra pave Benedikt:
”Koncilsfædrene ønskede at fremstille troen på en meningsfuld måde, og når de tillidsfuldt åbnede sig for en dialog med den moderne verden, var det fordi de var sikre på deres tro, på den faste klippegrund, de stod på. Men i de følgende år var der mange, som ukritisk overtog den fremherskende mentalitet og såede tvivl om selve det grundlag, troen hviler på – et grundlag, som de sørgeligt nok ikke længere følte sig i stand til at acceptere som sandhed.”
Dette efterkonciliære dilemma, hvor Kirken stillet over for opgaven om at leve op til koncilets målsætning på den ene side skal styre uden om vor tids værdirelativisme og på den anden side undgå at stivne i en verdensfjern formalisme, kom Johannes 23. som bekendt ikke til at opleve. Til gengæld nåede han inden sin død i 1963 at iværksætte en række fremsynede initiativer. Åbningen ud mod verden tog han initiativ til ved i 1960 at oprette Sekretariatet for de Kristnes Enhed, etablere officiel kontakt til de ortodokse kristnes leder og modtage den anglikanske ærkebiskop af Canterbury i Vatikanet. Endvidere udvidede og internationaliserede han kardinalkollegiet ved at udnævne kardinaler fra Japan, Afrika, Filippinerne og Venezuela, og i sin rundskrivelse Pacem in terris brød han som den første pave med traditionen, da han i indledningen valgte ikke kun at henvende sig til katolikkerne, men til ”alle mennesker af god vilje”.
Karakteristisk for ham og med til at befæste hans folkelige popularitet var det ligeledes, at han som den første pave nogensinde bevægede sig uden for Vatikanet for at besøge sogne, fængsler og hospitaler i Rom og dermed viste sin interesse og omsorg for almindelige menneskers ve og vel.
Johannes 23. blev saligkåret af pave Johannes Paul 2. i år 2000. Det mirakel, som Kirken kræver som betingelse for at saligkåre en person, skete i 1966. En italiensk nonne, Caterina Capitani var opgivet af lægerne efter at have gennemgået en kompliceret operation, hvor man havde fjernet milten, bugspytkirtlen og det meste af hendes mavesæk. Da hun og hendes medsøstre bad til Johannes 23., viste han sig for hende og beroligede hende med, at hun nu var fuldstændig helbredt. Hun kunne efterfølgende genoptage sit arbejde i fuldt omfang og har siden ikke haft en sygedag.
Der foreligger en række andre beretninger om mirakler udvirket af Johannes 23., men igen af dem er indtil nu officielt godkendt af Kirken. Det vil som hovedregel være en hindring for at helgenkåre en person, men paven kan i fuld overensstemmelse med den kanoniske lov vælge at se bort fra dette krav, hvilket han har gjort i dette tilfælde.
Johannes 23.’s festdag er den 11. oktober – åbningsdagen for Det Andet Vatikankoncil.
Se artiklen i printvenlig version