Det er den argentinske rabbiner Abraham Skorka, som er en nær ven af paven, der først og fremmest står bag dette forlydende. Til den britiske ugeavis Sunday Times fortalte han i midten af januar i år, at han under et besøg hos paven i september 2013 drøftede dette spørgsmål med ham, og at paven ved denne lejlighed bekræftede, hvad han som kardinal og ærkebiskop af Buenos Aires havde sagt i en samtalebog med Skorka, der udkom i 2010: ”Så får vi se, hvordan det forholder sig. Hvis der er begået fejltagelser, bør vi indrømme det. Vi skal ikke være bange, men altid lade sandheden komme i første række.”
Åbningen af arkiverne fra krigsårene har været forudset i længere tid, men Vatikanets pressechef pater Federico Lombardi citeres i den franske avis La Croix for en udtalelse om, at der formentlig vil gå endnu et år til halvandet med katalogisering af det omfattende materiale, før det kan frigives.
Materialet i Vatikanets hemmelige arkiver – frem til afslutningen af Pius 11.’s pontifikat i februar 1939 – er løbende blevet gjort tilgængeligt for forskere siden 1881. Når interessen for materialet vedrørende Pius 12.’s pontifikat er så stor, hænger det sammen med de beskyldninger, der fra 1960’erne er blevet rettet mod paven – fra ikke at have protesteret energisk nok mod nazismen til ligefrem at have sympatiseret med det tyske naziregime og dets forfølgelse af jøderne. Beskyldningerne fik især næring af den tyske dramatiker Rolf Hochhuths teaterstykke Stedfortræderen (Der Stellvertreter. Ein christliches Trauerspiel) fra 1963, som indbragte forfatteren international berømmelse og dermed bidrog til at kaste en mørk skygge over Pius 12.’s eftermæle. Over for disse beskyldninger står de talrige vidnesbyrd fra blandt andet jødiske organisationer, som efter krigen udtrykte deres taknemmelighed over for Pius 12.’s indsats for at skjule jøder både i Vatikanet og i katolske klostre. Hertil kommer hans taler, inden han blev pave, hvor han ved flere lejligheder klart undsagde nazismen og antisemitismen, samt det faktum, at både den tyske og den italienske regering af samme grund offentligt udtrykte deres misbilligelse af hans valg til pave i 1939.
Den schweiziske historiker Philippe Chenaux, som er professor i moderne kirkehistorie ved det pavelige Lateran-universitet i Rom, forventer da heller ikke sensationelle afsløringer. Historikerne, siger han til La Croix, har i årtier haft adgang til et bredt udvalg af teksterne, et udvalg, som blev foretaget på foranledning af pave Paul 6., og foreløbig har man ikke fundet noget, der ville kunne underbygge anklagerne. Det samme var tilfældet, da offentligheden i 2003 fik adgang til samtlige dokumenter om Pius 11.’s pontifikat, herunder de rapporter, som ærkebiskop Pacelli, den senere Pius 12., sendte til Vatikanet i sin tid som nuntius i Tyskland 1917-1929. Her fandt man intet, der kunne antyde, at Pacelli skulle have haft antisemitiske sympatier endsige venskabelige relationer med de tyske nazister.
Chenaux tilføjer, at det efter hans mening er en klog beslutning at åbne arkiverne helt. På den måde vil man ikke kunne beskylde Vatikanet for at tilbageholde kompromitterende oplysninger, og samtidig vil historikerne få mulighed for at danne sig et mere fyldestgørende billede af Pius 12.’s pontifikat som helhed.
Pave Frans ønske om at åbne arkiverne skal også ses i sammenhæng med den igangværende saligkåringsproces for Pius 12. Processen blev åbnet i 1965, og det dekret, som anerkender pavens ”heroiske dyder” blev undertegnet i 2009 af pave Benedikt. Det siger sig selv, at udfaldet af processen i høj grad vil afhænge af, hvad det endnu båndlagte materiale måtte rumme af hidtil ukendte oplysninger.
Se artiklen i printvenlig version