I sin årlige tale til Rota Romana – den kirkelige domstol, som især behandler sager om ægteskabers gyldighed – understregede pave Frans den 15. januar, at lødigheden af ægtefællernes tro ikke er et afgørende kriterium for, om et ægteskab er gyldigt indgået eller ej.
Paven gennemførte i efteråret 2015 en reform af proceduren i forbindelse med behandling af ægteskabssager, som nu er trådt i kraft, og denne tale kan ses som en bekræftelse på, at der ikke er sket nogen ændring i forhold til de kriterier, der skal lægges til grund for domstolens vurdering af et ægteskabs gyldighed.
”Ikke sjældent forekommer det,” sagde han, ”at parret på det tidspunkt, hvor brylluppet indgås, kun i begrænset omfang er bevidst om Guds plan i sin helhed og først senere i familielivet erfarer alt, hvad Gud, Skaberen og Forløseren, har planlagt for dem.” Ægteskabet er, fastslog han, således ”ikke et ideal for de få, men en konkret virkelighed, som ved hjælp af Guds nåde kan leves af alle døbte troende.”
For den selvsamme forsamling konstaterede pave Benedikt i januar 2013, at der ikke ubetinget er en sammenhæng mellem manglende tro og ugyldighed – dog med den tilføjelse, at et minimumskrav må være, at begge parter som udgangspunkt har viljen til at leve efter Kirkens forskrifter.
Pave Frans mindede også om, at ”der ikke må herske nogen tvivl om forskellen på den familie, som Gud har villet, og alle andre former for samliv” – en bemærkning, som flere iagttagere har tolket som en kommentar til den aktuelle debat i Italien om legalisering af homo-ægteskaber.