Så er det sagt. I flyet på vej hjem fra Grækenland blev paven spurgt om, hvorvidt den apostoliske erklæring Amoris laetitia (AL) indebærer en ændring i Kirkens praksis med hensyn til fraskilte gengiftes adgang til sakramenterne. Hertil svarede han: ”Det kan jeg sige ja til. Punktum.”
Paven henviste dernæst til Wiens ærkebiskop kardinal Schönborn, som den 8. april stod for den officielle præsentation af erklæringen, og kaldte i den forbindelse den østrigske kardinal for ”en stor teolog, som kender Kirkens lære.”
I sin præsentation sagde Schönborn bl.a.:
”Naturligvis rejser dette spørgsmålet om, hvad paven har at sige om adgang til kommunion for mennesker, der lever i ”irregulære” situationer i forhold til Kirkens lære. Pave Benedikt har allerede sagt, at der ikke gives ”nemme løsninger”[1]. Pave Frans gentager (AL 298), at der i overensstemmelse med den hellige Johannes Paul 2.’s Familiaris consortio (84) er behov for omhyggeligt at skelne mellem forskellige situationer.[2] ”En sådan skelnen bør hjælpe den enkelte til at finde forskellige muligheder for at svare Gud og for at vokse midt i begrænsningerne. Ved at se alting i sort/hvidt lukker vi undertiden af for nåden og væksten og tager modet fra dem, der vil slå ind på helliggørelsens veje til Guds ære” (AL 305). Han minder os også om en vigtig sætning fra Evangelii gaudium (EG), 44: ”Et lille skridt midt i en stor menneskelig begrænsning kan være mere værd for Gud end et liv, der udadtil virker korrekt, men leves uden at støde på større vanskeligheder.” Vedrørende denne ”via caritatis” (AL 306) erklærer paven på en ydmyg og enkel måde i en fodnote (351), at Kirkens hjælp ”i visse tilfælde” kan omfatte modtagelsen af sakramenterne. Men hertil giver han os hverken konkrete eksempler eller vejledninger, men minder os i stedet blot om to af sine berømte formuleringer: ”Jeg minder præsterne om, at skriftestolen ikke skal være en pinebænk, men stedet, hvor man møder Herrens barmhjertighed” (EG 44), og at eukaristien ikke er ”en præmie til de perfekte, men en virksom medicin og næring for de svage” (EG 47).”
Schönborn har endvidere fortalt den kendte Vatikan-journalist Edward Pentin, at Amoris laetitia har den samme tilgang til problemet, som han selv allerede har taget i brug i sit ærkebispedømme: at åbne adgang til sakramenterne efter en betænkningstid, hvor man søger at afklare forskellige spørgsmål. Han tilføjede: ”Vi kender alle mange præster, som giver fraskilte gengifte adgang til sakramenterne uden diskussion og uden at stille spørgsmål, og det er svært at håndtere for biskoppen.”
Mens pavens utvetydige udmelding er blevet modtaget med begejstring af ikke mindst tyske teologer, som også har glædet sig over, at Amoris laetitia undlader specifikt at tage afstand fra homoseksuelle handlinger og i øvrigt bryder med traditionel katolsk morallære ved at tillægge den enkeltes samvittighed større vægt, er der fra flere sider allerede udtrykt alvorlige betænkeligheder af netop disse og flere andre grunde.
Endnu venter vi på reaktioner fra Troslærekongregationens præfekt kardinal Gerhard Müller og fra kardinal Robert Sarah, der som præfekt for Kongregationen for Gudstjenester og Sakramenter indtager en central position i denne sammenhæng. Sarah har tidligere i et interview med den franske avis Ouest-France kategorisk afvist, at man vil kunne give mennesker, der lever i alvorlig synd, adgang til sakramenterne. ”Selv ikke en pave kan dispensere fra en sådan guddommelig lov,” konkluderede han.
[1] Udtalelsen, som pave Frans henviser til i paragraf 298, note 333, faldt på en familiekonference i Milano i 2012, hvor pave Benedikt i et svar til en af deltagerne understregede, at fraskilte gengifte katolikker ikke må føle sig udelukket af det kirkelige fællesskab, men tværtimod bør opmuntres til at tage del i Kirkens liv. Der er imidlertid i dette svar ikke antydning af, at pave Benedikt forestiller sig en ændring af Kirkens praksis mht fraskilte gengiftes adgang til sakramenterne. Det var således med henblik på denne uforandrede pastorale situation, at pave Benedikt sagde, at der ikke findes ”lette løsninger”.
[2] Korrekt, men Schönborn ”glemmer” at tilføje, at Johannes Paul 2. senere i samme paragraf konkluderer: ”Kirken bekræfter dog sin hidtidige praksis, der bygger på Den hellige Skrift, ved ikke at give fraskilte, der har giftet sig igen, adgang til det eukaristiske måltid. Der kan ikke gives dem adgang dertil, for deres livssituation og deres livsforhold er i objektiv modstrid med det kærlighedsbånd, der eksisterer mellem Kristus og Kirken, og som eukaristien er et tegn på og gør nærværende. Der er desuden en anden pastoral grund dertil: hvis man gav disse mennesker adgang til eukaristien, ville det bevirke, at de troende blev vildledt og forvirrede med hensyn til Kirkens lære om ægteskabets uopløselighed.”
Se artiklen i printvenlig version