Det spørgsmål er igen oppe i medierne, efter at paven i den senere tid ved flere lejligheder har givet udtryk for, at man som biskop – og også som pave – bør overveje at gå af, såfremt man af helbredsmæssige årsager ikke længere føler sig i stand til at klare de forpligtelser, der følger med embedet.
I sin morgenprædiken den 15. maj i Santa Maria Kirken opfordrede han således alle i Kirken, men ganske særligt biskopperne, til at udfærdige et testamente – ikke et verdsligt testamente, men en slags samvittighedsransagelse, hvor biskoppen gør sit bo op foran sin menighed.
”Alle hyrder,” sagde han videre, ”må kunne tage afsked. Der kommer et øjeblik, hvor Herren siger til os: ’Forlad dette sted, gå derhen, gå denne vej, kom til mig’. Og en af de ting, en hyrde må gøre, er at forberede sig på at tage en god afsked og ikke kun gøre det halvvejs.”
I sin prædiken den følgende dag understregede Frans igen, at man som hyrde bør adlyde Helligånden – også når det betyder, at man skal forlade flokken, og at de og han ikke skal se hinanden igen.
Imidlertid bør man nok være varsom med at drage forhastede konklusioner på grundlag af disse spredte overvejelser fra pavens side. Noget lignende har han nemlig sagt allerede tilbage i 2014, hvor han udtalte, at han var åben for at trække sig tilbage, hvis kræfterne på et tidspunkt skulle svigte. Og samme år kaldte han pave Benedikts beslutning om at trække sig tilbage for ”en smuk gestus som udtryk for ædelhed, ydmyghed og mod” og tilføjede, at vejen dermed var banet for, at senere paver kunne gøre det samme.
Og igen i 2015 sagde han, at Kirken ”ikke bør have ledere på livstid” og at der bør være en grænse for, hvor længe man kan blive siddende på en given post.
Så hvad kan vi konkludere af ovenstående lige nu og her? Strengt taget ikke andet end at pave Frans endnu engang har erklæret sig villig til at trække sig tilbage i det øjeblik, han selv vurderer, at tiden er inde til det. Men om dette øjeblik er indtruffet, står stadig hen i det uvisse.
Se artiklen i printvenlig version