Skønt troen står over forstanden, kan der aldrig være nogen virkelig uoverensstemmelse imellem dem. Eftersom den samme Gud, som åbenbarer mysterierne og meddeler troen, har nedlagt forstandens lys i menneskets ånd, ville Gud ikke kunne fornægte sig selv og det sande aldrig kunne modsige det, der er sandt. (Den Katolske Kirkes Katekismus, 159)
Præcis det samme synspunkt som ovenfor har pave Benedikt XVI udtrykt ved en generalaudiens i 2009:
”Eftersom tro og fornuft har deres udspring i den samme kilde – den guddommelige visdom – vil Kirkens læremæssige autoritet aldrig kunne modsige sandheden.”
Ifølge Kirken er der altså ikke nogen modsætning mellem tro og fornuft, og derfor heller ikke nogen konflikt mellem Kirkens trosudsagn og den viden, man i vore dage har om, hvordan tingene fungerer i den fysiske verden. I den forbindelse er det som udgangspunkt vigtigt at slå fast
- at Kirken ikke har til opgave at drive videnskab og derfor heller ikke formulerer videnskabelige teorier om, hvordan verden er indrettet
- at naturvidenskab handler om at foretage undersøgelser/observationer og på det grundlag opstille teorier om naturens orden
- og at Kirkens trosudsagn (f.eks. om skabelsen) ikke udgør et alternativ, men et nødvendigt supplement til den indsigt, man kan opnå på basis af naturvidenskabelige undersøgelser.
Så længe man holder fast ved disse forudsætninger, er der ingen konflikt. Den opstår først i det øjeblik, nogen vil hævde, at videnskaben er i stand til at forklare alt – undertiden formuleret som en påstand om, at kun det, vi kan registrere med vores sanser og undersøge og måle med vores apparatur, eksisterer. Alt andet er en illusion. En sådan opfattelse kalder man positivisme eller ”scientisme” – eller på godt dansk ”videnskabstro”.
En af dens ivrigste fortalere i disse år er den populærvidenskabelige engelske forfatter og ateist Richard Dawkins. Han tilegnede sin bog The God Delusion (2006) til vennen og kollegaen Douglas Adams, som han citerede for dette retoriske spørgsmål: ”Er det ikke tilstrækkeligt, at haven er smuk? Er det nødvendigt også at bilde sig ind, at der bor feer i baghaven?”
Det er langt fra nogen ny eller original pointe. I Danmark finder vi den hos naturalisten I.P. Jacobsen i hans programmatiske novelle ”Mogens” fra 1882:
Mogens står i slutningen af novellen på en høj i sin have og ser på solnedgangen sammen med sin forlovede Thora. Thora (som repræsenterer det romantiske natursyn) forestiller sig, at haven i skumringen er befolket med
”smaa, smaa Skikkelser, der sukke, naar Solen staaer op, men begynde at dandse og lege med deres skjønne Skatte, når Aftenen kommer.”
Mogens derimod (som repræsenterer det naturalistiske natursyn) giver sig som svar til at beskrive det, han ser, og da Thora spørger ham, om det er nok for ham, svarer han:
”Aa! Det er sommetider formeget! – altformeget!”
Dawkins’ og I. P. Jacobsens pointe er grundlæggende den samme: Der findes ingen feer i haven – med andre ord, der findes intet andet end det, vi ser, og intet over naturen.
Men den sammenligning holder ikke. Ved at bruge det billede, at feer hører hjemme i eventyr og ikke i virkelighedens verden, har man ikke uden videre påvist, at det, vi umiddelbart ser i naturen (haven), er alt, hvad der kan siges om den. Man har blot påpeget noget af det, der ikke kan siges.
Sagt på en anden måde, så går Dawkins – og I.P. Jacobsen – efter en stråmand. Feer og alfer kan kommes i samme kategori som guderne i de græske eller nordiske sagn, og deres eksistens er i strid med det, vi ved fra videnskaben – så langt, så godt. Men det har bare ikke noget at gøre med den forståelse af Gud, som man har i de monoteistiske religioner (kristendom, jødedom og Islam). Her ville en mere rammende metafor være ejeren af haven: Hvis man f.eks. vil vide, hvordan eller hvorfor haven er blevet til, er man nødt til at spørge ejeren, som måske vil henvise til gartneren eller havearkitekten. Haven har jo næppe anlagt sig selv.
Lad os se på et andet citat – denne gang af den danske naturvidenskabsmand Niels Steensen (1638-1686), som både var en genial forsker og en dybt troende kristen. Han skrev:
”Skønt er det, vi ser,
skønnere det, vi ved,
men langt det skønneste er det, som vi ikke fatter.”
Steensen taler her ikke om en modsætning mellem tro og videnskabelig erkendelse, men om, at virkeligheden er langt større og dybere, end vi umiddelbart forestiller os. Naturvidenskaben er et skridt på vejen til at forstå den verden, vi lever i, men der er mere at erkende end det, vi kan se og måle med videnskabelige metoder.
Læs mere om Niels Steensen på nielssteensen.dk
Den engelske matematikprofessor og videnskabsteoretiker John C. Lennox, som er kendt for sine debatter med blandt andre Richard Dawkins og og Christopher Hitchens, bruger i sin bog God’s Undertaker – Has Science Buried God? et mere jordnært eksempel for at illustrere denne problemstilling. Han forestiller sig, at ”tante Mathilda” har bagt en kage, og at han som projektleder beder en gruppe af verdens førende forskere om en forklaring på kagen: ernæringsforskere, biokemikere, kemikere, fysikere og matematikere. Deres forklaringer vil tilsammen kunne give en forklaring på, hvordan kagen er blevet lavet, og hvordan dens forskellige ingredienser påvirker hinanden. Men forskerne, tilføjer han, vil aldrig kunne svare på, hvorfor kagen er blevet bagt. Svaret på det kan nemlig kun tante Mathilda give os.
Lennox citerer i denne forbindelse lederen af The Human Genome Project, Francis Collins, for disse ord: ”Naturvidenskaben står magtesløs over for spørgsmål som: Hvorfor er universet blevet til? Hvilken mening er der med den menneskelige eksistens? Hvad sker der, når vi dør?”
Scientismens fejltagelse består altså i, at den afviser ethvert formål som en illusion blot med den begrundelse, at det er en problemstilling, naturvidenskaben ikke kan håndtere. På samme måde, siger Lennox, er det en kategorifejl (en logisk fejlslutning) at tro, at det – fordi vi har fået klarhed over, hvilke upersonlige principper der virker i universet – er unødvendigt eller umuligt at tro på, at der skulle eksistere en personlig Skaber, som har designet, opbygget og efterfølgende opretholder universet. Med andre ord bør vi ifølge Lennox ikke forveksle de mekanismer, som er virksomme i universet, med hverken universets årsag eller dets opretholdelse.
Da Newton opdagede tyngdeloven, bemærker Lennox, sluttede han ikke heraf, at der ikke er nogen Gud, der har designet den mekanisme, der bestemmer de planetariske bevægelser. Det var lige modsat: Netop fordi han fandt ud af, hvordan det fungerede, blev han fyldt med dyb beundring for den Gud, der havde designet planetsystemet.
Pave Benedikt indbød i sin tale i den tyske Forbundsdag i september 2011 vor tids intellektuelle til en dialog om netop forholdet mellem tro og videnskabelig erkendelse. Han advarede i den forbindelse mod at lade det positivistiske menneske- og tilværelsessyn være enerådende og på den måde reducere religionen til en subkultur, og han fortsatte:
”I sin selvbestaltede eksklusivitet ligner den positivistiske fornuft, som ikke erkender andet end tingenes funktion, en betonbunker uden vinduer, hvor vi selv er herre over klima og lys og ikke længere vil vide af Guds vide verden. Og dog kan vi ikke i denne selvskabte verden se bort fra, at vi øser af Guds forråd, som vi omskaber til vores produkter. Vinduerne må igen åbnes på vid gab. Vi må igen se verden, himlen og jorden, i dens storhed, og lære at gøre den rette brug af alt dette.”
Af alt dette skulle det gerne være tydeligt, at der ret beset ikke er tale om en konflikt mellem Gudstro og videnskabelig erkendelse – de to ting udelukker på ingen måde hinanden. At mange i vore dage oplever en sådan konflikt som en realitet, skyldes, at man – i strid med hævdvundne principper for videnskabelig tænkemåde – opfatter den beskrivelse, naturvidenskaberne p.t. kan give os af verden, som en definitiv totalforklaring. Man forfalder med andre ord til at ophøje videnskabelige teorier til livs- og verdensanskuelser, og det er på denne baggrund, at den reelle konflikt kan beskrives som en konflikt mellem to verdensanskuelser: på den ene side troen på en Skaber, som indebærer, at verden er skabt med et formål, og på den anden side troen på, at verden er blevet til som et tilfældigt resultat af blinde naturkræfter og derfor ikke har noget formål uden for sig selv.
Det spørgsmål, man herefter kan stille, er, hvilken af disse to verdensanskuelser, den moderne videnskab i hovedsagen understøtter.
Læs mere om dette under Skabelse
Læs mere om pave Benedikts tale i artiklen Forsvar for retsstaten
Anbefalet litteratur
John C. Lennox’ bog God’s Undertaker – Has Science Buried God? (2009), som vi har citeret i denne artikel, er oversat til dansk: Guds bøddel – har videnskaben virkelig fået has på Gud og dermed begravet enhver snak om ham? Forlaget Origo 2012, ISBN 978-87-89158-19-8
Bogen er skrevet i et sprog, som ikke kræver særlige forudsætninger af læseren. Den indeholder en mere detaljeret argumentation, end vi her har kunnet gengive, og desuden en grundig gennemgang af hele spørgsmålet om livets oprindelse.
Benjamin Wiker: The Catholic Church and Science, Tan Books 2011, ISBN 978-0-89555-910-4
En historisk kronologisk redegørelse for Kirkens forhold til videnskaben i syv kapitler. Forfatteren tager de mest udbredte ”confusions” (misforståelser) op til diskussion – fra påstanden om den middelalderlige Kirkes formørkede forhold til videnskabelig erkendelse til den moderne påstand om, at livet på jorden opstod ved en tilfældighed.
Christopher Kaczor: The Seven Big Myths About the Catholic Church – Distinguishing Fact from Fiction about Catholicism, Ignatius Press 2012, ISBN 978-1-58617-791-1
I bogens første kapitel behandler forfatteren myten om, at Kirken skulle være modstander af videnskab og rationel tænkning. De øvrige lige så læseværdige kapitler beskæftiger sig med aktuelle kontroversemner så som homoseksualitet, kvindens stilling i Kirken, prævention, pædofili, præstecølibat m.m.
Den engelske oversættelse af pave Johannes Paul 2.’s rundskrivelse Fides et Ratio (Tro og Fornuft) fra 1998 ligger på Vatikanets hjemmeside. Du kan bruge dette link: http://www.vatican.va/holy_father/john_paul_ii/encyclicals/documents/hf_jp-ii_enc_15101998_fides-et-ratio_en.html
Se artiklen i printvenlig version