Det har vakt opmærksomhed, at det kinesiske kommunistparti nu har givet ægtepar mulighed for at få op til tre børn.
Den oprindelige et-barns-politik blev indført umiddelbart efter Mao Zedongs død i 1977 og siden gennemført med hård hånd, nærmere bestemt ved hjælp af tvangssterilisationer og tvangsaborter.
Med til historien hører, at den vestlige verdens regeringer anført af Verdensbanken og FN’s Befolkningsfond UNFPA rundhåndet støttede projektet både med penge og teknisk assistance og dermed lukkede øjnene for, at der var tale om et gigantisk overgreb mod den kinesiske befolknings menneskerettigheder.
Ikke desto mindre støtter Danmark fortsat UNFPA. Ifølge Danida bidrog vi i 2019 med 91.8 millioner dollars til UNFPA, svarende til ca. 557,8 millioner danske kroner, på trods af at organisationen ufortrødent fortsætter sine lyssky aktiviteter, som efterhånden er grundigt dokumenterede.
Du kan læse meget mere om hele denne problematik på rfm.dk/materialer
Fra ét til to
I 2014 blev reglerne lempet, således at det blev muligt for de fleste familier at få to børn. Hvorfor? Fordi det var gået op for det kinesiske regime, at man stod over for et alvorligt problem, som i det lange løb vil udgøre en trussel mod landets økonomi og dermed også mod dets position som stormagt. Kort fortalt: for få unge og en stadigt voksende befolkningsgruppe i pensionsalderen. Med andre ord: for få fødsler og flere og flere pensionister som et resultat af bedre hygiejne og ernæring. Kina har i dag en af verdens ældste befolkninger. 30% er over 50 år.
Den seneste globale prognose, som blev offentliggjort af forskere fra University of Washington i efteråret 2020, vurderer, at Kinas befolkningstal vil nå sit højdepunkt om ca. 4 år til 1,4 milliarder for derefter i årene frem til 2100 at blive nærmest halveret til 732 millioner.
Fra to til tre
Den seneste justering, som endnu engang har bekræftet, at Kina har set skriften på væggen, er af de fleste kommentatorer blevet betegnet som et initiativ med kun få chancer for at blive en succes. Det skyldes hovedsageligt, at kineserne efter årtiers et-barns-politik har vænnet sig til denne familiemodel. Hertil kommer, at Kina i løbet af den samme periode har udviklet sig til et i økonomisk henseende moderne samfund efter vestligt forbillede, hvor karrieren og forbrugsgoderne prioriteres højere end familien. Så spørgsmålet er, om 3-barns-politikken vil få mærkbare konsekvenser for befolkningsudviklingen.
Slut med krænkelsen af menneskerettighederne?
Et helt andet spørgsmål er, om Kina under de nye regler vil ophøre med at krænke menneskerettighederne. Ikke, hvis man spørger Reggie Littlejohn fra Women’s Rights Without Frontiers, som understreger, at det ikke er det kinesiske kommunistpartis opgave at ”tillade” ægtepar eller ugifte kvinder at få det ene eller det andet antal børn. ”En 3-barns-politik,” siger hun, ”ændrer ikke noget ved, at politiet stadig vil opspore gravide kvinder og straffe dem, som ikke har fået tilladelse til at blive gravide.”
Og hun fortsatte: ”Ifølge Radio Free Asia bliver der gennemsnitligt hvert år foretaget 8 millioner tvangsaborter”. Og eftersom de nye regler kun omfatter gifte par, vil enlige gravide kvinder fortsat blive udsat for tvangsaborter. Det samme vil ske for kvinder, der venter deres fjerde barn.
Og endelig er der ingen grund til at forvente, at de massive forfølgelser af de etniske minoriteter som f.eks. uighur-folket i Xinjiang-provinsen, vil blive indstillet.
Se artiklen i printvenlig version