I et interview med det Taiwan-baserede website ”New Bloom” den 3. december har den tidligere biskop i Hongkong kardinal Joseph Zen endnu engang sat fokus på de katastrofale følger af Vatikanets hemmelige aftale med det kinesiske regime i 2018. Forhandlingerne med kineserne blev ført af den indiske kardinal Ivan Dias (tidligere leder af ”Det pavelige kollegium for troens udbredelse”) men først og fremmest af den nuværende statssekretær Pietro Parolin, som på det tidspunkt var undersekretær med ansvar for kinesiske anliggender.
Hele interviewet (på engelsk) kan læses her: https://newbloommag.net/2019/12/03/cardinal-zen-interview/
Her bringer vi i en oversættelse af den del af interviewet, der drejer sig om pave Frans. Haggerty er interviewerens navn:
Zen: Frans har meget lidt respekt for sine forgængere. Han gemmer alt det bort, som Johannes Paul 2. og pave Benedikt har bidraget med. Og så hører vi hele tiden, at det, han siger, er i kontinuitet med forgængerne. Det er en fornærmelse. Der er ingen kontinuitet.
I 2010 enedes Parolin og Dias med den kinesiske part om et udkast, og så troede alle, at nu kom der en aftale. Men så skete der ikke mere. Jeg har ikke noget bevis for det, men jeg tror, at det var pave Benedikt, der sagde nej. Han kunne ikke skrive under på denne aftale, og jeg tror, at den aftale, der nu er indgået, er den samme som den, pave Benedikt nægtede at skrive under på.
Haggerty: De har ikke set aftalen? Man har ikke vist Dem den?
Zen: Nej! Og det finder jeg ikke er rimeligt. Jeg er den ene af de to kinesiske kardinaler, der er i live, og så kan jeg ikke få lov at se aftalen, selv om jeg tre gange har været i Rom.
Haggerty: Hvordan var Deres forhold til Frans i begyndelsen af hans pontifikat? Har det altid været anstrengt?
Zen: Mit personlige forhold til paven er nu som før fortrinligt. I begyndelsen af juli i år, spiste jeg middag sammen med paven. Men han svarer ikke på mine breve, og alt det, der er sket, er det stik modsatte af det, jeg rådede ham til at gøre. Der er tale om tre ting. For det første er der indgået en hemmelig aftale, der er så hemmelig, at ingen kan udtale sig om den eller vide, hvad der står i den. Dernæst har man legitimeret de syv biskopper, der var ekskommuniceret. Det er utroligt, simpelthen utroligt. Men endnu mere utroligt er det, at man har gjort det af med undergrundskirken.
Nu har man så gjort arbejdet færdigt. Den 28. juni udsendte Vatikanet et dokument … uden underskrifter. Det er aldrig sket før. Man sender altid dokumenter, hvoraf det fremgår, hvilken afdeling der er afsenderen – og med underskrifter. Utroligt. Der må være nogen, der ikke har mod til at tage ansvaret for det.
Jeg rejste til Rom igen, for tredje gang… Jeg sendte et brev til paven, hvor jeg sagde: Hellige fader, jeg er her, i Rom. Jeg vil gerne vide, hvem der har skrevet udkastet til denne såkaldte pastorale orientering. Og jeg vil gerne diskutere indholdet med den pågældende, mens de er til stede. Jeg er her i Rom i fire dage. De kan kontakte mig når som helst i døgnets timer.
Den første dag skete der ingenting. Så sendte jeg endnu et brev, denne gang med alle mine indvendinger til dokumentet og sagde: ”Jeg sidder stadig og venter”. Den følgende dag fik jeg så besøg af en person, som gav mig denne besked: ”Den hellige fader har sagt, at hvad de end har på hjerte, må de sige det til statssekretær kardinal Parolin.” Jeg var rasende.
Jeg svarede: ”Nej, ville aldrig spilde min tid på den fyr.” Et tidsspilde, fordi jeg aldrig ville kunne overbevise ham og han aldrig mig. Og eftersom det var umuligt at få den hellige fader i tale, måtte jeg affinde mig med at tage hjem med uforrettet sag.
Den sidste dag var jeg inde og bede i en kirke og besøgte nogle venner. Jeg kom tilbage fra min udflugt klokken fem og fik at vide, at ”den hellige fader har inviteret Dem til middag sammen med Parolin”.
Jeg kom til middagen, en ganske enkel middag, kun os tre. Jeg tænkte, at en middag ikke er det rette tidspunkt til et skænderi, og at jeg derfor måtte være venlig under måltidet. Så jeg talte kun om Hongkong, og Parolin sagde ikke et ord. Til slut sagde jeg: ”Hellige fader, hvad med mine indvendinger mod dokumentet? Han sagde: ”Åh ja, jeg skal nok se nærmere på dem”. Han fulgte mig til døren.
Og så kom jeg alligevel ikke helt tomhændet hjem. Det er mit klare indtryk, at Parolin manipulerer den hellige fader.
Haggerty: Hvad er det, Parolin vil?
Zen: Det er der ingen, der kan sige med sikkerhed, fordi det er et mysterium, at en Kirkens mand – når man tager i betragtning, hvor meget han ved om Kina og om kommunismen – kan gøre det, som han gør nu. Det drejer sig ikke kun om troen, snarere om at få succes som diplomat, om forfængelighed.
Hele dette sidste forløb er simpelthen utroligt. Dokumentet siger: ”For at kunne holde offentlig gudstjeneste er præsterne nødt til at lade sig registrere hos regeringen”. Og så skal de skrive under, det vil sige skrive under på, at de støtter den uafhængige kirke… Dokumentet indeholder ting, der strider mod den rette tro, og det opfordrer man dem til at skrive under på. Man kan ikke snyde sig selv. Man kan ikke snyde kommunisterne. Men man snyder hele verden. Man snyder de troende. At skrive under på dokumentet er ikke blot at skrive under på en erklæring. Når man skriver under, indvilliger man i at blive medlem af denne kirke, som er ledet af det kommunistiske parti. Frygteligt, frygteligt.
For nylig fik jeg at vide, at den hellige fader på vej tilbage til Rom i et fly (jeg husker ikke hvorfra) sagde: Selvfølgelig ønsker jeg ikke et skisma. Men jeg er ikke bange for det.” Jeg har i sinde at sige til ham: “Du opmuntrer til et skisma. Du legitimerer den skismatiske kirke i Kina.” Utroligt.
Læs også: Kardinal Zen protesterer imod Vatikanets ”Ostpolitik”
Se artiklen i printvenlig version