”Det er snart aften, og dagen er allerede gået på hæld” (Luk 24,29)
Ovenstående citat fra Lukasevangeliet er titlen på en ny samtale-bog af præfekten for Kongregationen for Gudstjenesten, Kardinal Robert Sarah, hvor han besvarer spørgsmål fra den franske journalist Nicolas Diat om Kirkens aktuelle situation.
Citatet forekommer i beretningen om disciplenes vandring til Emmaus, hvor de møder den opstandne Kristus og beder ham blive hos dem, fordi mørket er ved at falde på. Det skal forstås i relation til den aktuelle krise i Kirken, forklarer kardinalen i et interview med det franske website Valeurs Actuelles: ”Kirken gennemgår i øjeblikket en alvorlig krise … Dage uden skandaler, hvad enten de er virkelige eller usande, er en sjældenhed. Derfor kan de troende med god grund blive usikre. Det er til dem, denne bog er skrevet. Mit ønske er, at de efter endt læsning sidder tilbage med den glæde, Kristus giver os… Det er Guds Søns opstandelse, som giver håb i mørket.”
Og han fortsætter: ”Jeg er overbevist om, at den situation, vi har i Kirken i øjeblikket, på enhver måde minder om langfredag, hvor apostlene forlod Kristus, og hvor Judas forrådte ham, for denne forræder ønskede sig en Kristus efter sit eget hoved, en Kristus, som var optaget af politiske spørgsmål. I dag er der mange præster og biskopper, som bogstavelig talt er besat af politiske og sociale problemer. Men disse spørgsmål gives der i virkeligheden ikke løsninger på andre steder end i Kristus’ lære. Han gør os mere solidariske, mere broderlige … [uden ham] er der ingen sand næstekærlighed… Kun Kristus er verdens lys. Hvordan skulle Kirken kunne vende sig bort fra dette lys? Hvordan kan den spilde sin tid på at beskæftige sig med rent materielle spørgsmål?
Vist skal vi være følsomme over for menneskelige lidelser. Her tænker jeg især på mennesker, som forlader deres land. Men hvorfor gør de det? Fordi deres samfund er blevet destabiliseret af magthavere, som ikke har nogen tro, som har mistet Gud, og som kun har øje for penge og magt. Der er tale om kolossale problemer. Men jeg fastholder, at Kirken først og fremmest skal sætte mennesker i stand til at rette blikket mod Kristus: ”Og når jeg er blevet ophøjet fra jorden, vil jeg drage alle til mig” (Joh 12,32). Det er den korsfæstede Kristus, der lærer os at bede og sige: ”Tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør” (Luk 23,34). Det er ved at betragte Guds Søn, at Kirken bliver i stand til at vise mennesker vej til bønnen og til at tilgive lige som Kristus. Det er hensigten med denne bog at give Kirken sansen tilbage for dens store guddommelige mission … Det er sådan, bogens titel skal forstås: I dag er alting mørkt og besværligt, men uanset hvilke vanskeligheder vi oplever, er der kun én person, som kan komme os til hjælp. Og der er brug for en instans, som kan føre os til denne person. Det er Kirken.”
Men, bemærker intervieweren, at kalde Kirken tilbage til dens sande opgave, er vel egentlig det samme som at konstatere, at den undertiden svigter denne opgave. De går så vidt som til at anklage de hyrder, der lader deres får i stikken, noget, som mange katolikker har svært ved at tro…
Kardinal Sarah: ”Det, De taler om her, er ikke noget, der kun forekommer i vores tid. Se f.eks. i Det Gamle Testamente, hvor det vrimler med dårlige hyrder … Der har til enhver tid været troløshed i Kirken. I dag viger jeg ikke tilbage for at påstå, at præster, biskopper og endda kardinaler er bange for at forkynde Guds ord og Kirkens lære. De er bange for at blive upopulære, at blive anset for at være reaktionære. Så siger de noget uklart, vagt og upræcist for at undgå kritik og lægger sig tæt op ad den tåbelige måde, verden udvikler sig på. Det er et forræderi. Hvis hyrden ikke leder sin hjord til det stille vand og til de grønne enge, som salmen (Sl 23,2) taler om, hvis han ikke beskytter den mod ulvene, så er han en forbryderisk hyrde, som svigter sine får. Hvis han ikke forkynder troen, hvis han boltrer sig i aktivisme i stedet for at minde folk om, at de er skabt til at bede, svigter han sin opgave. Jesus siger: ”Jeg vil slå hyrden ned, så fårene i hjorden spredes” (Matt 26,32). Det er det, der sker i dag. Folk ved ikke længere, hvem de kan stole på.
Naturligvis er der et stort flertal af præsterne, som forbliver tro mod deres kald. Men der er også et mindretal, som giver efter for den usunde og uværdige fristelse til at tilpasse Kirken til de aktuelle værdiforestillinger i den vestlige verdens samfund. De vil have, at man først og fremmest skal sige om Kirken, at den er åben, imødekommende, lydhør …
Se artiklen i printvenlig version