Til manges forbløffelse har Troslærekongregationens præfekt, kardinal Gerhard Müller, taget afstand fra de fire kardinalers åbne brev til paven, hvor de beder ham besvare fem spørgsmål vedrørende de mest kontroversielle passager i Amoris laetitia. Det skete i et kort interview på italiensk TV den 8. januar, hvor han præciserede, at der ikke vil blive tale om rettelser i Amoris laetitia (AL), fordi den ”ikke udgør nogen fare for troen”.
Forbløffelsen og forvirringen, der fulgte på denne udmelding, skal ses i lyset af, at kardinal Müller ved flere lejligheder har advaret mod et skisma i Kirken, såfremt man åbner mulighed for at give fraskilte gengifte katolikker adgang til sakramenterne. I den forbindelse har han – på linje med kardinal Robert Sarah – givet udtryk for, at en adskillelse af Kirkens lære og dens pastorale praksis ville være ”et subtilt kristologisk kætteri.”
Det er netop denne adskillelse, som AL med pavens åbenlyse billigelse har givet grønt lys for, således som det allerede nu kan ses af biskoppernes og bispekonferencernes faktiske – og indbyrdes modstridende – fortolkninger af skrivelsen mange steder i verden. I den artikel, der ovenfor henvises til, skrev vi, at kardinal Müller i denne situation – efter flere kommentatorers opfattelse – ”har valget mellem at frafalde sine tidligere udtalelser eller bringe sig i direkte modsætning til paven.”
Müller under pres
Den sidste mulighed har han efter alt at dømme ikke ønsket at vælge, men dermed også sat gang i spekulationerne om, hvad der til syvende og sidst har formået ham til at foretage denne tilsyneladende kovending. Nogle mener, at kardinal Müller slet og ret er blevet banket på plads af paven og tvunget til at bakke op om hans linje – andre, at han efter moden overvejelse har besluttet at blive for trods alt at bevare en vis form for indflydelse. Hvad det første angår, peger flere kommentatorer på, at Müller i stigende grad er blevet marginaliseret og ydmyget af paven, som konsekvent vælger at ignorere ham. I stedet rådfører han sig med eksempelvis kardinal Schönborn og den argentinske ærkebiskop Victor Fernandez Guttierez, som formodes at have ført pennen for pave Frans under udarbejdelsen af Amoris laetitia, foruden kardinal Walter Kasper, som uofficielt omtales som ”pavens teolog”.
Den erfarne Rom-korrespondent for National Catholic Register, Edward Pentin, skriver, at det nu er kommet frem, at Troslærekongregationen under hele forløbet er blevet holdt uden for arbejdet med AL. Da det langt om længe lykkedes at få et udkast til gennemsyn – ikke den endelige udgave – sendte Troslærekongregationen den retur med 20 siders rettelser, men ikke en eneste af disse rettelser blev godkendt. Kardinal Müller fik aldrig lejlighed til at se den endelige tekst, inden den gik i trykken.
En yderligere illustration af forholdet mellem paven og Müller fik man for nylig, da paven ifølge den italienske vatikanist Marco Tosatti skriftligt beordrede ham til at fyre tre af hans nærmeste og mest erfarne medarbejdere uden nogen form for begrundelse. Müller undlod i første omgang at adlyde ordren og anmodede i stedet om en samtale med paven. Mødet blev imidlertid udsat flere gange, og da han endelig fik foretræde for paven for at bede om en forklaring, svarede paven ifølge Tosattis kilde: ”Jeg er paven, og jeg behøver ikke begrunde mine beslutninger. Jeg har besluttet, at de skal afskediges, og derfor skal de afskediges!” Derpå rejste han sig og rakte armen ud som tegn til, at audiensen var afsluttet.
Det er vanskeligt ikke heri at se en parallel til masseafskedigelserne i kardinal Robert Sarahs Kongregation for Gudstjenester og Sakramenter, efter at han i juli 2016 havde fremsat et forslag om en ”reform af reformen” nærmere bestemt en justering af den nuværende liturgi med henblik på i højere grad at bringe den i overensstemmelse med 2. Vatikankoncils konstitution om liturgien.
Læs også: Amoris laetitia: Mens paven tier, raser debatten videre
Læg hertil, at Det pavelige Akademi for Livet blev lukket og dets medlemmer sendt hjem i slutningen af 2016. Det skal efter sigende genåbne i 2017 med nye retningslinjer og nye medarbejdere.
På sit website (Crux) beskrev John Allen i starten af december pave Frans’ personalepolitik således: ”Frans’ tilgang til vanskelige personspørgsmål er kort og godt at beholde vedkommende på posten, mens man betror det virkelige ansvar til andre og således gør den oprindelige leder om ikke helt ligegyldig, så i hvert fald mindre betydningsfuld.”
En atmosfære af trusler
Man kunne tilføje, at fløjlshandskerne øjensynlig kun bliver taget i brug på ledelsesniveau. Flere Rom-korrespondenter rapporterer for tiden om, at de ansatte i Vatikanet lever i konstant frygt for at blive fyret i det, der mest af alt ligner en udrensning af folk, der mistænkes for ikke at sympatisere med pavens synspunkter. At det også gælder uden for Vatikanets mure, bekræftes af biskop Athanasius Schneider, som uforbeholdent har sluttet op om de fire kardinalers åbne brev. I et interview med LifeSiteNews sagde han blandt andet: ”Vi er nødt til at kunne stille spørgsmål uden at behøve at være bange for repressalier. Reaktionerne på de fire kardinalers spørgsmål er et bevis på det klima, der i øjeblikket hersker i Kirken. Vi lever i en atmosfære af trusler, hvor man nægter at gå i dialog med dem, der tænker anderledes end én selv.”
Schneider sammenlignede med forholdene i Sovjetunionen, som han selv og hans forældre har oplevet. Forældrene blev sendt i arbejdslejr af Stalin efter 2. Verdenskrig. ”Hvis man ikke fulgte partilinjen eller blot var skeptisk over for den, var man udenfor. Det er for mig at se en klar parallel til de reaktioner, vi lige nu oplever på kardinalernes spørgsmål…”
Se artiklen i printvenlig version