Den tidligere præfekt for Troslærekongregationen, kardinal Gerhard Müller, har på det seneste gjort flittig brug af den mulighed, han nu har fået for frit at kunne deltage i debatten om aktuelle stridsemner inden for Kirken.
I et nyligt interview med den tyske ugeavis Die Tagespost har han således betegnet en stillingtagen til pastorale spørgsmål, som baserer sig på vurderinger ”fra sag til sag”, som et ”retorisk trick”, der undergraver troens enhed. ”Derfor,” tilføjede han, ”bør udtalelser fra paven og biskopperne formuleres så klart, at de hjælper folk på vej mod frelsen. Kristus indstiftede ikke læreembedet for at igangsætte processer, som fører til forvirring.”
Disse bemærkninger kan i et aktuelt perspektiv ses som en reaktion på de tyske biskoppers beslutning om at åbne muligheden for at give kommunion til katolikkers ikke-katolske ægtefæller, og i et bredere perspektiv som en kritik af pave Frans’ post-synodale skrivelse Amoris laetita, som har givet anledning til modstridende fortolkninger.
Om pavens forskellige ikke ganske klare udtalelser om dette spørgsmål sagde han, at de ”ikke har nogen som helst læremæssig vægt.” ”Pavens opgave,” forklarede han, ”er sammen med Troslærekongregationen at bevare Kirkens enhed i den åbenbarede sandhed. Det er tilladt at have forskellige synspunkter i teologiske sammenhænge, men ikke i spørgsmål vedrørende troen, for der er kun én tro og én Kirke.”
Og han fortsatte: ”Paven mener muligvis, at hans opgave ikke er at udstede forbud, og at han hellere vil finde formuleringer, som appellerer til mennesker uden for Kirken. En sådan dynamisk pastoral tilgang er udmærket, men pavens opgave er også at overbevise folk om troen og bringe dem til at forstå den dybere mening med Jesu’ befaling til Peter om til enhver tid og hvor som helst at styrke sine brødre i den åbenbarede tro” (jfr. Luk 22,32).
Økumene
Om de aktuelle bestræbelser på at bringe de forskellige kristne kirkesamfund tættere sammen sagde Müller i det samme interview: ”Efter min opfattelse bør den økumeniske samtale dreje sig om at nærme sig hinanden på en ærlig måde og overvinde misforståelser. Vi katolikker ønsker ikke at give slip på Kirkens sakramentale karakter. Det ville være det største forræderi mod vores trosbekendelse. Hvad er der vundet for Kirkens enhed, hvis man skaber ufred og splid inden for egne rækker? (…)
Det kan ikke være Guds vilje, at der skal eksistere flere religiøse trosretninger side om side, hvis lære gensidigt strider mod hinanden. Det kan godt være, at vi lever i en post-konfessionel tid (…) men Den katolske Kirke har aldrig været en trosretning i samme forstand som de trossamfund, Luther, Zwingli, Calvin m. fl. har oprettet. I sin trosbekendelse, som forpligter enhver katolik i hans eller hendes samvittighed, ser den sig selv som den ene Kirke, der er grundlagt af Kristus selv, og som ledes af paven i forening med biskopperne (jfr. Lumen gentium 8[1]). Enhver har ret til at bestride denne påstand. Men så er han eller hun ikke katolik.”
Samliv mellem homoseksuelle
Hvad taler imod at velsigne homoseksuelle parforhold? spørger intervieweren.
Müller: ”At velsigne betyder at godkende, at noget er i overensstemmelse med den betydning, Gud har lagt i sit skaberværk og først og fremmest i personerne selv. Ingen fordømmer et menneske med homoseksuelle tilbøjeligheder som person. Det ville være helligbrøde at betvivle, at det, at en person, som er skabt af Gud, eksisterer, er et gode i sig selv. I øvrigt er homoseksuelle ikke nogen særskilt klasse af mennesker. At påstå det ville være den værste form for diskrimination, fordi Gud skabte mennesket i sit billede og lighed og skabte dem som mand og kvinde. Men eftersom homoseksuelle handlinger modsiger Guds vilje, har ingen ret til at bede om Guds velsignelse af dem. Pastoral omsorg tager sig anderledes ud og giver kun sjælefred, hvis den bygger på sandheden. Sand pastoral omsorg, som drejer sig om mennesker – og ikke om ens egen anseelse i offentligheden – hjælper de pågældende til at finde deres vej til frelsen trods alle vanskeligheder og til at glæde sig over deres liv som en gave fra Gud og således også til at erkende deres eget kald til det evige liv.”
Men, spørger intervieweren, det siges, at der i sådanne forhold også findes positive elementer og værdier. Er det et argument, De kan tilslutte Dem?
Müller: ”Ja, selvfølgelig. Der er positive elementer i så godt som alle forhold. Men det retfærdiggør ikke handlinger, der er i strid med Guds bud. Selv om søskende trofast tager sig af hinanden, berettiger det dem ikke til at udnytte hinanden i enkelte tilfælde, f.eks. i arvesager. Kærlighed og sandhed er uadskillelige størrelser. Samtlige Guds bud gælder alle, som Gud i Jesus Kristus har åbenbaret sig for som sandheden og livet: ”Og deraf kan vi vide, at vi kender ham: hvis vi holder hans bud. Den, der siger: ”Jeg kender ham”, men ikke holder hans bud, er en løgner, og sandheden er ikke i ham” (1 Joh 2,3-4).
Humanae vitae m.m.
Kardinal Müller fastslog kort efter i en tale, han holdt i Det pavelige Lateranuniversitet, at paven ikke har magt til at ændre eller svække Kirkens forbud mod kunstig prævention, ligesom han heller ikke kan give tilladelse til, at kvinder kan blive ordineret som præster.
Mødet blev holdt i anledning af udgivelsen af en bog om den rolle, den daværende ærkebiskop af Krakow, Karol Wojtyla, (senere pave Johannes Paul 2.) og andre polske biskopper havde spillet i forbindelse med pave Paul 6.’s rundskrivelse Humanae vitae om samlivet i ægteskabet.
På mødet diskuterede man bl.a., hvorvidt Humanae vitae kan betragtes som forpligtende lære. Herom sagde Müller:
”Det er fuldstændigt overflødigt at fremsætte en ex cathedra-definition vedrørende Humanae vitae’s fordømmelse af prævention. I al væsentlighed er den ufejlbar, fordi den bygger på det kristne, åbenbarede og naturgivne menneskesyn. Gud er Skaberen, og forældrene er det himmelske forsyns tjenere, hvilket indbefatter hele menneskelivet” (…)
”Det samme gælder Ordinatio Sacerdotalis[2], hvoraf det fremgår, at det ikke er muligt for Kirken at meddele ordinationens sakramente til kvinder. Det står helt klart: paven har ikke magt til at ændre denne lære.”
[1] I Det 2. Vatikankoncils dogmatiske konstitution om Kirken, Lumen gentium, står der i kapitel 8: ”Dette er Kristi ene Kirke, som vi i vort credo bekender som én, hellig, katolsk og apostolisk, og som vor Frelser efter sin opstandelse overgav til Peter at vogte (jfr. Joh 21,17), og hvis udbredelse og styre Han betroede ham og de øvrige apostle (jfr. Matt 28,18ff), og som Han for evigt rejste som sandhedens søjle og grundvold (jfr. 1 Tim 3,15). Denne Kirke, somer grundlagt og indrettet som et samfund i denne verden, eksisterer konkret i Den katolske Kirke, der er styret af Peters efterfølger og biskopperne i forening med ham, selv om flere elementer af helliggørelse og sandhed findes uden for dens rammer, elementer, der som Kristi Kirkes særegne gaver tilskynder til katolsk enhed.”
[2] Johannes Paul 2.’s apostoliske skrivelse (1994) om præsteordinationen forbeholdt mænd alene.
Se artiklen i printvenlig version