Kardinal Kasper (i midten) ved åbningsmessen til synoden. Foto: LifeSiteNews.com
”Såfremt en af mine bemærkninger om afrikanere er blevet opfattet som nedsættende eller sårende, så gør det mig oprigtigt ondt. Det var og er ikke min hensigt og på ingen måde et udtryk for, hvad jeg mener.”
Således undskyldte kardinal Kasper sine udtalelser om de afrikanske biskopper på det tyske nyhedssite kath.net mandag den 20. ds., men det har langt fra formået at lukke debatten. Kaspers problem er, at undskyldningen først kommer nu – efter at han til at begynde med kategorisk benægtede at have udtalt sig som refereret i interviewet, og – da lydfilen blev offentliggjort – dernæst forsøgte at beskylde reporteren Edward Pentin for urent trav – og sidst, men ikke mindst, først undskyldte, efter at sagen havde fået så megen medieomtale, at det ikke længere var realistisk at forsøge at tie den ihjel. F.eks. bragte BILD-Zeitung om fredagen en stort opsat artikel med overskriften: ”Rassismus-Ausrutscher?” (racisme-fortalelse?).
Edward Pentin har siden i et TV-interview forklaret, at han under interviewet var sammen med en anden journalist, som Kasper kendte, og som sympatiserer med Kaspers ideer. Det kan være forklaringen på, at Kasper talte rent ud af posen uden tanke for, at hans bemærkninger kunne blive ordret refereret i medierne. Prentin har efterfølgende kunnet glæde sig over opbakning fra direktøren for den engelsksprogede afdeling af Vatikanets radio, Sean-Patrick Lovett, som karakteriserer ham som talentfuld, indfølende og professionel, og fra Vatikanets pressechef p. Federico Lombardi, som udtaler, at han ”sætter pris på Pentins seriøse og afbalancerede journalistik.”
Debatten raser videre i de tyske medier, hvor den har udviklet sig til et slagsmål om, hvilke medier der har interesse i enten at forsvare kardinalen eller hænge ham ud. Mere interessant er spørgsmålet, om Kaspers udtalelser kan karakteriseres som racistiske. Hertil kan man anføre, at der ikke i sig selv er noget egentlig kontroversielt endsige racistisk i at konstatere, at de afrikanske biskopper ikke er indstillet på at fjerne sig fra det standpunkt vedrørende homoseksualitet, som er Kirkens, og som man kan finde udtrykt både i Den katolske Kirkes Katekismus og i udtalelser fra Troslærekongregationen. Kontroversielt er det derimod, at give udtryk for, at afrikanerne (og sikkert også andre) må indrette sig, som de nu bedst kan – og så til gengæld lade være med at fortælle ”os”, hvad ”vi” skal gøre. Det er ikke just derfor, man afholder en synode, og det har ikke meget med almindelig anstændighed at gøre på forhånd og over én kam at afskrive et bestemt udsnit af sine bispekolleger som håbløse tilfælde, som ”vi, der ved bedre” ikke behøver at lytte til.